Højesteretsdom giver Steen Ribers klart medhold

Leder i Kr. Dagblad 2005: 

TORSDAG DEN 15. SEPTEMBER blev folkekirken ramt af en jordrystelse, da Højesteret sensationelt omstødte de tidligere domme mod den reinkarnationstroende kirketjener Steen Ribers fra Skt. Andreas Kirke i København og gav ham medlemsskabet af folkekirken tilbage. Med den dom underkendte og tilsidesatte Højesteret både biskoppen af København og Kirkeministeriet, som havde ønsket dommen stadfæstet.

I går mødtes så kirkeminister Bertel Haarder og landets biskopper i Kirkeministeriet, og her blev det klart, at en lovændring nu er i vente, hvor loyalitetsforholdet til kirken kommer i fokus. Hvor omfattende lovændringen bliver, er i skrivende stund meget uklart. Men udviklingen skal i udgangspunktet hilses velkommen herfra, fordi Højesterets dom reelt truede med at gøre folkekirken til en tom, tavs og statsdrevet religionsanstalt, hvor den ene tro kunne være lige så god som den anden




Richards Mott kommenterer:

Skal Folkekirken være "en tom, tavs og statsdrevet religionsanstalt, hvor den ene tro kan være lige så god som den anden". Det er det perspektiv som Kristeligt Dagblads lederskribent ruller op for læserne. Der er god mening i at stille spørgsmålet.

Problemet er ikke, hvad man har lov til at tro på. Enhver kan naturligvis tro på hvad som helst. Problemet er, om en bestemt trosopfattelse - i dette tilfælde reinkarnation, sjælevandring - hører hjemme i et bestemt trossamfund, i dette tilfælde Folkekirken. De fleste ville vel sige, at det må Folkekirken da selv bestemme. Men så nemt er det ikke. For hvem bestemmer i Folkekirken? Det gør statsmagten. Det gjorde den i 1947, da Den Danske Rigsdag vedtog Loven om Kvindelige Præster, imod Bispekollegiets flertals indstilling. Tanken var, at i en statsinstitution må der ikke diskrimineres, ikke gøres forskel. I et privat trossamfund må man gøre hvad man vil, men i Statens Trossamfund bestemmer Staten. Og den bestemmer, at alle skal behandles på lige fod. Det er et konsekvent demokratisk synspunkt. Men hvad nu hvis en muslim ville søge stilling som organist i en sognekirke her i landet? Og hvis hun var den eneste ansøger? Statsmagten kræver, at hvis der kun er een ansøger, og hvis hun i øvrigt er kvalificeret, så skal hun have stillingen. Altså, plads for muslimske organister i Folkekirken. Vel så. Men hvad bliver det næste? Muslimske sognepræster? Muslimske biskopper? En muslimsk kirkeminister? Tja, hvorfor ikke?