Her bringes først Ærkebiskop Usshers udregning i dens oprindelige engelske version, og derpå en dansk oversættelse med en kort forklarende kommentar. 


Ussher's spellings have been faithfully kept in the following excerpt.

For as much as our Christian epoch falls many ages after the beginning of the world, and the number of years before that backward is not only more troublesome, but (unless greater care be taken) more lyable to errour; also it hath pleased our modern chronologers, to adde to that generally received hypothesis (which asserted the Julian years, with their three cycles by a certain mathematical prolepsis, to have run down to the very beginning of the world) an artificial epoch, framed out of three cycles multiplied in themselves; for the Solar Cicle being multiplied by the Lunar, or the number of 28 by 19, produces the great Paschal Cycle of 532 years, and that again multiplied by fifteen, the number of the indiction, there arises the period of 7980 years, which was first (if I mistake not) observed by Robert Lotharing, Bishop of Hereford, in our island of Britain, and 500 years after by Joseph Scaliger fitted for chronological uses, and called by the name of the Julian Period, because it conteined a cycle of so many Julian years. Now if the series of the three minor cicles be from this present year extended backward unto precedent times, the 4713 years before the beginning of our Christian account will be found to be that year into which the first year of the indiction, the first of the Lunar Cicle, and the first of the Solar will fall. Having placed there fore the heads of this period in the kalends of January in that proleptick year, the first of our Christian vulgar account must be reckoned the 4714 of the Julian Period, which, being divided by 15. 19. 28. will present us with the 4 Roman indiction, the 2 Lunar Cycle, and the 10 Solar, which are the principal characters of that year.

(I den Engelske tekst er Usshers stavemåde bevaret)

Thi eftersom vor kristne tidsepoke falder mange tidaldre efter verdens begyndelse, og eftersom antallet af år før den, regnet bagud, er ikke kun meget besværligt (at udregne), men man begår også lettere fejl, hvis man ikke er meget omhyggelig; og da det har behaget vore moderne kronologer at føje noget til den almindeligt anerkendte hypotese (som holdt fast ved, at de Julianske år, med deres tre cykler, med brug af en vis matematisk prolepsis, gik tilbage til selve verdens skabelse), nemlig en kunstig epoke, skabt ud af tre cykler ganget med hinanden - thi Sol-cyklen multipliceret med Måne-cyklen, eller tallet 28 med 19, frembringer den store Påske-cykel på 532 år, og den igen multipliceret med femten frembringer indiktionstallet – så kommer man frem til en periode på 7980 år, som (hvis jeg ikke tager fejl) Robert Lotharing, biskop af Hereford, på vor ø Britannia, var den første til at bemærke, og som 500 år senere Joseph Scaliger indså, var egnet til kronologisk brug, og navngav den Julianske Periode, fordi den indeholdt en cykel med (netop) så mange Julianske år. – Hvis nu rækken med de tre mindre cykler forlænges tilbage fra det nærværende år til tidligere tider, så vil de 4713 år før begyndelsen af vor kristne tidsregning ses at være netop det år, hvor den første indiktion, den første i Måne-cyklen og den første i Sol-cyklen, vil falde. Når vi derfor har anbragt begyndelserne på denne periode til januar i dette proleptiske år, så må det første (år) i vor almindelige kristne tidsregning sættes til det 4714. (år) i den Julianske periode. Når det så divideres med 15, 19 og 28 vil vi komme frem til den fjerde romerske indiktion, den anden Måne-cykel og den tiende Sol-cykel, som er de principale karakterer det år.

We find moreover that the year of our fore-fathers, and the years of the ancient Egyptians and Hebrews were of the same quantity with the Julian, consisting of twelve equal moneths, every of them conteining 30 days, (for it cannot be proved that the Hebrews did use lunary moneths before the Babylonian Captivity) adjoying to the end of the twelfth moneth, the addition of five dayes, and every four year six. And I have observed by the continued succession of these years, as they are delivered in holy writ, that the end of the great Nebuchadnezars and the beginning of Evilmerodachs (his sons) reign, fell out in the 3442 year of the world, but by collation of Chaldean history and the astronomical cannon, it fell out in the 186 year c Nabonasar, and, as by certain connexion, it must follow in the 562 year before the Christian account, and of the Julian Period, the 4152. and from thence I gathered the creation of the world did fall out upon the 710 year of the Julian Period, by placing its beginning in autumn: but for as much as the first day of the world began with the evening of the first day of the week, I have observed that the Sunday, which in the year 710 aforesaid came nearest the Autumnal Æquinox, by astronomical tables (notwithstanding the stay of the sun in the dayes of Joshua, and the going back of it in the dayes c Ezekiah) happened upon the 23 day of the Julian October; from thence concluded that from the evening preceding that first day of the Julian year, both the first day of the creation and the first motion of time are to be deduced.

— J. Ussher, The Annals of the World iv (1658)

Vi finder desuden, at vore forfædres år, og de gamle ægypteres og hebræeres år var lige så lange som de Julianske, idet de bestod af tolv lige lange måneder, hver på 30 dage (for det kan ikke bevises, at hebræerne anvendte måne-månederne før det Babyloniske fangenskab), idet de til enden af den tolvte måned føjede fem dage, og hvert fjerde år seks. Og jeg har bemærket, ved at se på den fortsatte følge af disse år, som de er overleverede i den Hellige Skrift, at slutningen af den store Nebukadnezars regering og begyndelsen af Amel-Marduks, hans søns, regering, faldt i det verdens år 3442; men ved at sammenholde det med den kaldæiske historie og den astronomiske kanon måtte det falde i året 186 før Nabonasar, og det følger heraf, at det må falde i året 562 før den Kristne tidsregning, og i året 4152 efter den Julianske tidsregning. Og derudfra sluttede jeg, at verdens skabelse skete i året 710 i den Julianske periode, ved at henlægge dets begyndelse til efteråret. Thi eftersom den første dag i verden begyndte med aftenen før den første dag i ugen, bemærkede jeg, at den søndag, som i det førnævnte år 710 kom nærmest til efterårsjævndøgn, ud fra astronomiske tabeller (på trods af at Solen stod stille i Josvas dage, og selv om den gik tilbage i Ezekiels dage) indtraf på den 23. dag i den Julianske oktober.

Derfra sluttede jeg, at ud fra aftenen før den første dag i det Julianske år måtte vi regne os til både Skabelsens første dag og tidens første bevægelse.



  Michelangelo Buonarroti (1475-1564)  "Skabelsen af sol, måne og planeter" fra 1511. Fresco i

Kommentar: 
Nebukadnezar var konge af Babylon fra år 605 til år 562 før Kristus. Han blev straks efter sin død efterfulgt af sønnen Amel-Marduk. Ærkebiskop Ussher mener, at dette tronskifte fandt sted i året 3442 efter Verdens skabelse og regner så bagud: 562 + 3442 = 4004. Verden blev altså skabt år 4004 før Kristus. Men det er nok en misforståelse, at Skabelsen skete en formiddag klokken 9. Tidspunktet er hentet fra Lightfoots udregninger, som blev offentliggjort i 1642, før Usshers udregninger blev publiceret, og hos Lightfoot hedder det, at mennesket blev skabt en formiddag klokken 9:00. Men det fremgår tydeligt af Bibelens beretning i Første Mosebog, at Verden blev skabt seks dage før mennesket blev skabt, men i øvrigt ikke at der hengik eksakt 6 gange 24 timer imellem de to begivenheder. Man kan altså ikke af Lightfoots erklæring om, at mennesket blev skabt klokken 9:00 slutte sig til, at Verden blev skabt på det samme klokkeslæt. Desuden har Lightfoot i 1644 regnet sig frem til et andet årstal for Verdens Skabelse: 3928. Ifølge Lightfoot er Verden skabt søndag den 1. september år 3928 før Kristus. Det har betydning for de lande, hvor kalenderen regnes ud fra Verdens Grundlæggelse. Det er tilfældet i Israel (hvor man dog har en dobbelt tidsregning, både den traditionelle og den vi kender, den gregorianske), og det var tilfældet i Rusland fra engang i Middelalderen og indtil tsar Pjotr den Store indførte den gregorianske kalender.


Endnu en kommentar:

Det kan yderligere tilføjes at man i Danmark engang har regnet med endnu et tal for Verdens Skabelse, nemlig år 3967 før Kristus. Den danske historiker dr. Alex Wittendorff har gjort opmærksom på, at man i det danske tidsskrift "Folkets Almanak", der udkom i årene omkring år 1900, indledte med at placere det indeværende år i forhold til verdens skabelse. Det hedder i 1911: "Nærværende år regnes efter Kristi fødsel 1911. Efter Verdens Skabelse 5878". Året 1911 var , som dr. Wittendorff også bemærker, det sidste år, i hvilket Folkets Almanak medtog tiden for verdens skabelse.