Tilbage til forsiden
   
  

 

En maler kommer til byen –
Hans Hansens ophold i Horsens i 1794

Af Richard Mott


Portrætmaleren Hans Hansen er der ikke mange, der kender i dag. Der er mange, der kender hans søn, maleren Constantin Hansen, et af de store navne fra den tid, man kalder Guldalderen i Dansk malerkunst, den første halvdel af 1800-tallet, men ikke ret mange har hørt om Hans Hansen. Han regnes ikke for en stor kunstner, men han har sin plads i kunsthistorien og er fundet værdig til optagelse i Dansk Biografisk Leksikon; det er dog noget. Han levede fra 1769 til 1828, var født i Sydsjælland og døde i København efter nogle års virke som lærer ved Kunstakademiet. I sin ungdom rejste han meget, først i Jylland, senere flere år ude i Europa. Han blev gift i Wien i 1803, og da hans førstefødte skulle døbes, det skete også i Wien, var det Constance Mozart, den store komponist Mozarts enke, der var gudmoder. Efter hende fik drengen navnet Constantin.


Hans Hansen 1824. Blyantskitse af C. W. Eckersberg (1783-1853) 



I året 1794 opholdt Hans Hansen sig i Horsens. Han arbejdede som portrætmaler og fik en del bestillinger. Det har han skrevet om i sin dagbog fra denne tid. Mange år efter hans død blev dagbogen trykt og udgivet (i 1907, for at være præcis), og her kan vi læse om, hvad han, den unge sjællænder, der var kommen til Jylland, syntes om Horsens og byens indbyggere. Han følte sig vist rigtigt godt til pas i byen, ellers var han vel heller ikke bleven der så længe, for der var i og for sig ikke noget, der bandt ham til stedet, han var jo ung og ugift, og i øvrigt opsat på at lære og suge til sig.
En dagbog er skrevet stykke for stykke, og fra en dagbog kan man nemt citere enkelte dele uden at bryde en større sammenhæng, og fra Hans Hansens dagbog skal vi citere nogle interessante, stedvis muntre afsnit. De mere end tohundrede år gamle tekststykker er her i nogle tilfælde omskrevet til nutidsdansk for at komme den moderne læser i møde, for det gamle danske sprog kan være svært for nutidslæsere.


Udsigt over Søndergade set mod øst med Vor Frelsers Kirke i baggrunden. Malet august 1854 af Peder Nielsen. Hænger i dag på Horsens Museum.



Hans Hansen boede i en gæstgivergård under sit ophold i Horsens. Dette fremgår af dagbogen, men han siger ikke hvilken gæstgivergård. Det var ikke Fru Barfoeds, for hun var nylig blevet enke, og det herberg, hvor maleren holdt til, bestyredes af et ægtepar, der var både en mand og en kone. Men i Barfoeds pensionat var der opstillet et billardbord, og det havde en forunderlig dragende magt over den unge maler, så han kom der alligevel tit. Han var nok nøjsom - det var han nødt til at være - men så blev han ofte budt ud og bespist hos de rige. Han kom til Horsens den 25. februar 1794 og satte sig først i forbindelse med kammerherre Gersdorff, til hvem han havde en introduktionsskrivelse fra stiftamtmand Sehested. Det skulle jo ellers nok åbne dørene for en ung mand, men kammerherren modtog ham først køligt. Efter nogen tid tøede han dog  op og bestilte nogle portrætter, og snart var interessen vakt blandt byens velstillede borgere, og der kom gang i bestillingerne. Kun kneb det med pengene, ja kunderne betalte nok, men de rige i Horsens var nærige og ville ikke give mere end ti rigsdaler for et portræt. Mere skulle de ikke give hos andre, sagde de. Så kunne unge Hansen vel heller ikke forlange mere. Hansen skumlede, men mest for sig selv, og i sin dagbog. Han hadede at tinge om prisen. Han var kunstner og følte sig hævet over det trivielle og banale - og over det dumme pengevrøvl. Hvis de ikke forstod, hvad kunst var værd, så kunne de blive fri. Efter nogen tid, da han havde fået rigeligt at bestille, blev det ham en stille fryd at stille sig kostbar an, når nogen kom og ville have noget malet. ”Hævnen er sød”, skriver han.

Horsens Klosterkirke. Gitter o. 1657, stammende fra rådmand Christen Nielsen Thonboes kapel. 
Foto Henrik Wichmann 1999.   © Nationalmuseet.


Det var dengang næsten en selvfølge, at man gik i kirke, og den 20. april 1794, Påskedag om morgenen klokken 6, er Hans Hansen der, hvor en from kristen bør være på det tidspunkt, i kirke for at høre Guds Ord. "Her hørte jeg kapellanen Hr. Mancin prædike om Kristi opstandelse, hvor han først beviste denne histories sandhed og siden viste, hvor nyttig den er for os. Men klynkende er denne mands udtale, og melankolsk bliver man af at høre ham." Så var Provsten, Christian Brøndsted mere opmuntrende. Det var ham, der skulle prædike ved højmessen senere samme dag, og det var da også en mand, "som jeg usigelig gerne hører" hedder det i dagbogen, "thi denne mand prædiker en morale som er ypperlig, og han har gjort mig til en flittig kirkegænger. Det er ikke enhver præst, jeg gider høre - men når jeg ikke hører hver prædiken af denne mand, så synes jeg at miste noget, og han føler ved alt, hvad han siger."

 

Christian Brøndsted var provst i Nim herred og må ofte have prædiket i den smukke middelderlige Nim Kirke, der ses på billedet her til højre".



Christian Brøndsted, sognepræst i Horsens og Provst i Nim Herred, havde den centrale position i byen som sognepræsten dengang naturligt havde, og han var myndig og streng. På den mindesten, der blev sat over ham hedder det, "at han var sin Gud, sin Pligt og sin Konge tro, og bar sine grå hår med ære", og det skal nok passe, men det gode indtryk, han havde gjort på den nytilkomne, holdt desværre ikke så længe. Den 28. april, otte dage efter Påske, hørte vor portrætmaler ved tebordet ”historier om Provsten, som var rædsomme, og denne mand tabte derved meget af den agtelse, jeg har haft for ham. Gud! Den mand som lærer sådan herlig morale, som i omgang er sådan en engel, om denne hører man de allersorteste handlinger, hvad skal man nu mene om det! Det går som Jesus sagde: I skal følge hvad de lærer, men deres omgang og vandel skal I afsky! - Dette satte mig i ubehageligt humør, så jeg hverken har lyst til at male eller andet, dog vil jeg nu prøve alligevel." Hans Hansen slubrede ukritisk alle sladrehistorierne i sig, som om de var den skinbarlige sandhed. Til hans forsvar kan man sige, at han jo var ung og åbenbart godtroende; senere kom han på andre tanker.



Det Lichtenbergske Palæ i barokstil, opført af storkøbmanden Gerhard de Lichtenberg i 1744. I dag er det ramme om Jørgensens Hotel.


Unge Hansen havde ellers nok øjnene med sig, når han slentrede rundt i gaderne i Horsens, og han fortæller, at "man finder her i byen mangfoldige inskriptioner udhugne over døre og porte og på husene, især i den ældste del af byen. De rige anbringer gerne lovtaler over dem selv, eller over gårdens første ejere, de fattige lader sig nøje med denne bekendelse: Gud Alene Æren!" (Her kan man i parantes tilføje, at det ville være interessant at se, om Horsens Museum har gemt og bevaret nogle af disse gamle inskriptioner! I København findes bevaret en fin gammel indskrift ved døren i et gammelt hus: Soli Deo Gloria (Knabrostræde 26). Men det allermeste af den slags må nok antages at være gået tabt).


Den 9. maj 1794: ”Om eftermiddagen spadserede jeg en tur med Brøndsted.” Det fremgår, at det drejer sig om provst Brøndsteds søn Gerhard, der studerede teologi ved Københavns Universitet, men som i denne tid var hjemme i Horsens. De to unge mænd, maleren og teologen, havde mange animerede samtaler om højtflyvende materier, og denne eftermiddag var de så højt oppe at køre, at de lod billardbordet stå. ”Vi gik omkring byen, ud på Ladbrohoved og hjem forbi Barfoeds uden at gå derind, og dette var en heltegerning, thi det billard har en besynderlig magnetisk tiltrækning på mig, som jeg selv ej kan forklare, og Brøndsted føler vist den samme tiltrækning.” – Samme dag så Hans Hansen ”en brudeskare komme fra kirken, hvor præsterne fulgte, og et øjeblik efter kom præsterne tilbage med en ligbegængelse, og denne kontrast forekom mig ret besynderlig og latterlig – men disse folk forstår ved alle lejligheder så forunderligt at føre sig frem, og så tager de endda penge for det! Når man ser det får man ikke de bedste tanker om vores religion, som de dog påstår at være den sande, ja den eneste sande; derfor sætter de Muhammed nederst i Helvede, for han oprettede et verdsligt regimente, og Moses kommer øverst i Himmelen, fordi han så vel sørgede for præsternes legemer og folkets sjæle.” Slutningen af 1700-tallet er oplysningstiden, da den kristne kirke må tåle hård kritik fra tidens intellektuelle, og Hans Hansen er et barn af sin tid også i den henseende, han tror ikke på alt, hvad præsten prædiker. Man mærker en ny tids skepsis, men det gode ved Hans Hansen er at hans skepsis ikke udarter til goldt kværulanteri. Han har vel sine meninger, og de kan være skarpe, men han har sine gode grunde til at have dem, og det er noget af det, der gør hans dagbog så interessant at læse.


 Horsens år ??

 


Et pudsigt tidsbillede følger lidt senere: ”Den 14. (Maj), Rådstue-budet har et par gange forstyrret mig med sin tromme, for når noget skal bekendtgøres, så løber han om i byen og trommer folk det i ørene. Jeg har min glæde af både at høre og se ham, thi han går omtrent ti skridt mellem at han med en besynderlig Tysk accent vræler sin bekendelse, og mellem hver pause putter briller og papir i lommen." Endnu under Første Verdenskrig havde man i en dansk provinsby en sådan tromme-udråber, eller hvad man kunne kalde ham. En noget lignende oplevelse følger straks efter i dagbogen: "Her i byen er en hyrde som hver morgen, når han driver sit kvæg i marken, og om middagen, når han kommer hjem, musicerer for os, og denne hyrde er en virtuos i sin art, thi han kan frembringe smukke toner i et simpelt horn." Også borgerne dyrkede landbrug, de havde køer på stald inde i Horsens by.


"Den opvakte og meget musikinteresserede dreng Peter Oluf Brøndsted blev som voksen en fremtrædende arkæolog. I sin ungdom deltog han i lange rejser i Middelhavsområdet med udgravninger som formål, og hjemme i Danmark virkede han senere som professor i filologi ved Københavns universitet."   (Mere herom her )


Den 3. juni ”kom den lille Brøndsted (den trettenårige Peter Oluf Brøndsted, provstens yngste søn) til mig og foreslog mig at gå hen til en orgelbygger, som bor hos en skomager, for at se et clavecin royal, som han i disse dage har fået færdig. Jeg gik straks med og hørte her en dejlig musik, thi Brøndsted spiller herligt, og fortræffeligt er instrumentet, men jeg undrer mig meget over, at denne kunstner vil blive her, thi her gives ingen liebhavere til hans arbejde. For nogle år siden byggede han et tilsvarende instrument, og for at komme af med det uden tab måtte han foranstalte et lotteri, med klaveret som gevinst, og man siger, at nu han vil gøre det samme. Det er dog skrækkeligt, som en kunstner må tigge sig frem! Hans arbejde var meget net og propert, men smagen i den anbragte påtegning er lidt jysk – således savnes kunstneren i mine tanker, når han ved sit navn, som han har sat på klaveret, skriver neden under: Kongelig Privilegieret Orgelbygger. Den sande kunstner er hævet over den slags tomme titler!” Mnja, Hans Hansen lever nok i et revolutionært tidehverv, da kunstnere ikke mere vil være afhængige fyrstetjenere, men frie, stolte, skabende ånder. Og håndværkere og kunsthåndværkere skal heller ikke krybe for nogen. At prale med, at man har kongeligt privilegium til at udøve sit erhverv, smager af at fedte for de store, og det bekommer ikke den unge maler vel. Men tænk forresten, hvis en magisk tidsmaskine, en slags Lykkens kalosker kunne føre os tilbage til hin junidag i året 1794, da den opvakte knægt spillede klaver og den unge maler hørte på! Hvad ville vi få at høre, hvad mon knægten spillede? Musik af Mozart måske? Den store mester var død kun to et halvt år tidligere, hans musik var ved at blive kendt ude i Europa, men hvem kunne vide, at hans enke elleve år senere skulle blive gudmoder til malerens førstefødte søn? – ”Den lille Brøndsted” spillede ellers ikke kun for malere og den slags, han spillede også for fyrstelige rangspersoner, for den russiske prins og den russiske prinsesse, der på denne tid boede i Horsens i en slags forgyldt fangenskab, forvist fra deres hjemland på grund af intriger og paladsrevolution. Fangevogterne havde titel af Hofchef, Hofintendant, Livmedicus, Lakaj, fyrsteligt og fint var det rigtignok, men også lidt trist. Nogle sære eksistenser levede i disse år deres sidste tid her i Horsens. Men Hans Hansen fik ingen opfordring til at male deres portrætter.

Hans Hansen og Henriette havde sønnen Constantin Hansen, der blev en af 1800-tallets kendteste danske malere. Dette billede af Constantin Hansen forestiller den danske grundlovgivende rigsforsamling 1848-49.


Den 10. juni 1794: "Jeg gik til Kammerjunker Hauch for at gøre bekendtskab med Provst Schjødt fra Vejle, som Magister Liisberg har anbefalet mig. Jeg blev inviteret til at spise der, og spillede siden l´hombre. Da den kamp var forbi, spadserede vi en tur om i byen. Vi undrede os ellers ikke så lidt over at næsten alle huse er gule med blå stolper her i byen.” - At husene var gule må vel betyde, at de var gulkalkede. Et modefænomen måske, og man kunne ønske det bekræftet gennem andre kilder. Nå ja, ikke at Hans Hansen ligefrem skulle lyve, det tror vi da ikke om ham, men han kunne måske have overdrevet sine indtryk, når han skulle skrive om dem ( - for at næsten alle huse i Horsens dengang skulle være gule med blå stolper, ville det dog ikke være sært?) - Nå, men vor maler fortsætter, og vi læser med, ”Her begynder allerede at vrimle med vogne,  som er fyldte med røget ål, efter hvad man siger, og med telte. Det er fortropperne for et marked, som skal være på torsdag den 12."



 Hans Hansen skriver "vi undrede os ellers ikke så lidt over at næsten alle huse er gule med blå stolper her i byen". Vi moderne læsere undrer os også, for der findes vist ikke bevaret et eneste bindingsværkshus med blåmalet træværk i Horsens. Men det afbildede hus fra gaden Fugholm er et af de bygningsværker, som Hans Hansen eventuelt kan have set, når han var ude at gå tur.


Hans Hansen har mere at fortælle om forberedelserne til det store marked, dagbogen den 11. juni: ”I formiddags hos Hauch. Da jeg kom hjem vrimlede huset af fremmede, heste og stude, prangere, præster og profeter, købmænd og toldere, proprietærer og herremænd løb pêle-mêle blandt hverandre, og blev lige så uordentlig rangerede til bords. Men jeg tror den ene proprietær blev vred over det, men så gav han sig til at kritisere myndighedernes forordninger som han påstod var fornærmende for folk som ham.” Regeringen tænker på at sætte grænser for de rige bønders og herremændenes virketrang, forstår man, det skal den lade være med, den skal give plads for dem der vil noget og som kan noget, og, nå ja, det gør den da også lige nu, jo jo da, det gør den lige nu, men man kan grue for hvad den finder på for fremtiden. Portrætmaleren var med til bords og ”ærgrede sig over denne snak men gad ikke svare ham, skønt det let kunde forsvares om Regeringen lagde bånd på slige ågerkarle og satte grænser for deres magt til at misbruge deres formue til medmenneskers skade og undertrykkelse.” Helt moderne tanker kunne man sige, eller meget gamle tanker kunne man også sige, for i Middelalderen havde man de samme tanker om, at hver ting har sin bestemte retfærdige pris  - ja det er rent ud sagt ugudeligt at kræve mere for en vare, end hvad den retfærdigvis skal koste. Og når der næste dag skal handles og måles og vejes på torvet, skal det gå rigtigt og retfærdigt til, mener maleren. Men efter denne udflugt i tankerne til landøkonomi og politik og filosofi er han snart nede på jorden igen. Endnu samme aften er han ude at gå tur, temmelig sent. Han mærker sig, at alt er på plads og i orden til den følgende dag, og folkene hviler sig og samler kræfter. "Hver krog på gaden var opfyldt af sovende væsener; en del vogne som stod på torvet med potter og krukker af jysk slags havde ligeledes vagter, der søgte hvile under vognene, og man kunde gå tæt hen til dem, når man bare ikke rørte ved dem, for så gjorde de underlige vendinger og udøste græsselige eder; men et øjeblik efter krøb de tilbage som snegle på deres leje."


Næste dag, selve markedsdagen, "så jeg den store vrimmel af mennesker på torvet som handlede og vandlede, og det var ret morsomt, thi jeg har nu ikke set lignende i snart halvandet år." Efter at have spist hos den altid gæstfrie kammerherre Gersdorff går Hans Hansen ud for at opleve livet og den larmende lystighed ude blandt folk på torvet. Der er mange ting, der kan friste. Han køber nu ikke ret meget, nøjes mest med at kikke på, men får sig dog "en Almanak, som var min hele markedsgave, og i den glædede jeg mig særlig over at finde råd fra Landhuusholdnings-Selskabet om hvordan man sikrer hvede mod brand.” - ”Efter at have spadseret op og ned ad gaden, og betragtet jøder og jyder, som i dag var temmelig enige om at snyde andet godtfolk, gik jeg over til Provsten for at hilse på Jomfru Fester, som i dag er kommet tilbage fra landet, her fordrev jeg aftenen meget behageligt." Maleren har taget provsten til nåde, ham, som han ellers en overgang fandt så afskyelig, og det gjorde jo heller ikke noget, at provsten denne aften kunne byde på en jomfru, der lige var kommet ind fra landet, og som kunne hjælpe maleren med at fordrive aftenen meget behageligt. Han var nok ikke den, der sagde nej til vin, kvinder og sang. Og hvorfor skulle han også det? Han boede alene i en fremmed by og kunne let have følt sig ensom. Når han så blev indbudt af venlige mennesker, sagde han naturligvis ja, og tak til.

 

 

Blandt Hans Hansens mest kendte malerier er dobbeltportrættet af Mozarts sønner Karl Thomas Mozart og Franz Xaver Wolfgang Mozart, der i dag hænger i Mozarts fødehjem i Salzburg. Billedet blev til under et ophold i Wien omkring år 1800. Se mere her. 


Den 22. juli lyder der nye og uvante toner: ”Jeg har i dag været ret melankolsk – og jeg længes ret efter at blive færdig her i byen, thi jeg får dog aldrig noget ud af det, og en slave er jeg bleven for min tjenstvillighed.” Hvad mon har gjort ham så mismodig? Måske ikke en enkelt begivenhed så meget som en fornemmelse af, at han ikke kan komme længere der, hvor han er nu. Han behøver nye impulser, større forhold, videre horizonter. Så kommer der brev hjemmefra. Dagbogen den 9. august 1794 ”I går fik jeg brev fra min fader, hvori han giver mig en temmelig alvorlig formaning fra min velgører, at jeg snart skal indfinde mig.” Indfinde sig i København, forstås, der hvor tingene sker. Hans Hansen var ikke helt sin egen herre, ja han kunne være det, hvis han ville give afkald på enhver form for understøttelse, men det er han ikke villig til. Fra hans barneår har kammerherre Carl Adolf Plessen til Gunderslevholm taget sig af ham. Det var Plessen,  der i sin tid fik sendt den ganske unge Hans Hansen til København for at besøge Kunstakademiet, og Plessen er stadig hans velgører. Det er ham, der betaler, og han synes nu, at han skal videre frem og ikke blive hængende derovre i det jyske.


Så beslutter portrætmaleren sig til at bryde op. Han kan jo dårligt andet. Men nu er der mange, der skal siges farvel til. Den 12. august hedder det ”I dag har jeg været hos Gersdorff og taget afsked med ham, og tillige fået min betaling, som var miserabel nok, og Gersdorff er en mand som er meget god at omgås i alt uden pengesager,” Å ja, og så har Gersdorffs hjem altid stået gæstfrit åbent for den unge maler. Han har spist dér tit og godt, og det har han nok heller ikke glemt. Men man kan ikke få det hele med, hver gang man skriver dagbog. - Den 21. august ”I dag er jeg bleven færdig med min maling her i byen, jeg begynder nu af alle kræfter at pakke sammen, thi på søndag, om Gud vil, agter jeg at gå til København med en skipper. – Jeg har i dag fået min betaling af Provsten, og han var galant. Jeg er altså partisk nok til at dømme: Manden er ikke så slet som man taler om ham til. Desuden har jeg slet ikke årsag til at tale andet end godt om ham i alle måder for hans opførsel mod mig.” Det gode forhold til Provst Brøndsted var genoprettet, og havde som før antydet nok været det i nogen tid.



Hans Hansen malede ca 1805 daværende statsminister Christian Ditlev Frederik Greve Reventlow.
Mere om billedet på Reventlowmuseet, Pederstrup!


Den 24. august 1794, et halvt år efter at portrætmaleren kom til byen, forlader han den. Han rejser ad søvejen til København. Det halve år i Horsens blev ikke et afgørende vendepunkt i hans liv eller hans kunst, og han fik heller ikke selv nogen afgørende betydning for kulturlivet i byen. Hans tid i Horsens blev som hele hans liv, ikke en rigtig succes, men heller ikke en stor fiasko. Men lad ham selv få det sidste ord, med dagbogsoptegnelsen fra afrejsedagen: ”Ankommen er den dag jeg skal forlade Horsens, en by hvis minde byder mig højagtelse, og hvis hukommelse skaber glæde hos mig. Efter at jeg før prædiken havde taget afsked med nogle af mine venner gik jeg i kirken og hørte en fortræffelig tale af Provsten over de ord, Elsker Eders fjender! Til bestemt tid blev jeg færdig, og jeg fik endnu ved at passere Søndergade en del hilsener og lykønskninger. - Nu kom jeg til Ladbrohoved i følge med min vært og Provstens sønner og to af husets jomfruer. Provsten kom tillige for endnu en gang at sige farvel, og disse tre sidste forlod mig her på stadens yderste pynt, men de første tre fulgte mig om bord, hvor vi efter nogle minutters tavs forsamling tog en rørende afsked med hverandre.”

 



Ledsagemusikken til denne side er komponeret af Georg Philipp Telemann (1681-1767), en tysk komponist, som boede det meste af sit liv i Hamborg. Telemann var utroligt produktiv og skrev bl. a. kammermusik af den slags, som meget vel kan tænkes spillet ved det lille russiske hof i Horsens på Hans Hansens tid. 

Telemann boede kun et stenkast fra Altona, hvor den danske konge var overherre (som hertug af Holsten), så alt i alt passer han meget godt ind i beretningen ovenover.  Læs mere!