Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720   - del 10

Side 100

som jeg skriver dette til dig. Alting er rejseklart, og kusken råber, at vi skal til vogns! Denne rejse går alt for gesvindt! Vi har hverken tid til at spise eller sove, endnu mindre til at skrive lange breve, så farvel til i aften! Gud ved, hvor jeg vil være til den tid.

Side 101-104

din broder - Det er dit embede, så gør din pligt! Jeg vil mundtligt takke dig, når vi tales ved, om det så også bliver i en anden verden.

P. S: Efterfølgende stykker er meddelt mig af svenskerne. Dette stykke er en Apologi( iii):

Stands, vandringsmand og læs! Du skal vide, at her ligger asken af den vidtberømte Grev Magnus Stenbock, salig ihukommelse, fordum Senator og kongelig Marskal. Du er meget uvidende, hvis du ikke kender Stenbockernes og de la Gardiernes æt i Sverige, nedstammende fra berømte forfædre. Den gamle slægt har han prydet og beriget med nye og strålende bedrifter, og med lykkelige forjættelser opfyldte han det varsel, der lå i navnet. 

Fodnoter:   (i) Hvor Kongen boede.    (ii) I fred.    (iii) Kendes ikke fra andre steder. (G.C.'s anm.)

Sejren ved Narva. Malet af den svenske maler Gustaf Cederström (1845-1933). 

(Side 102)

Ab adolescentia in exercitibus versatus Multa præclara gessit In proelio Floriano In expeditione Selandica, In liberatione Narvica, In trajectu ad Dünam In rebus Leopoli et Elbingiæ gestis Operam studiumque suum præcipue contulit Ipse Dux A Danis prope Helsingburgum et Gadebuschium Triumphum bis reportavit. Res Suecorum absente Rege restituit Simul autem Patriæ inserviendo semet ipsum consumpsit. Fatalis illa Tonninga, Hostibus Victorem concessit Sæpe Victor, Raro Saucius Numquam captivus, Post victus Animo et corpore æger In captivitatem abducitur, Per totum prope medium Lustrum Carceris custodia tenetur Injuria afficitur Afflictione opprimitur Fame et inedia pene necatur.

Fra sin ungdom vant til at færdes blandt krigsmænd udførte han mange bedrifter i kampen ved Fleurus, i togtet mod Sjælland, ved Narvas befrielse og under overgangen over Düna. Og ved sin optræden i Lemberg og Elbing viste han i særlig grad sin dygtighed og iver. Da han selv anførte hærene,  triumferede (=sejrede)  han to gange over danskerne, ved Helsingborg og ved Gadebusch. 

I kongens fravær fik han de svenske forhold på fode, men bragte samtidig sig selv i ulykkke ved at tjene fædrelandet. 

Hint skæbnesvangre Tönningen gav sejrherren i fjendevold. Og han, der så ofte havde sejret og sjældent blev såret og aldrig fangen, han føres nu efter at være besejret - syg på sjæl og legeme - i fangenskab. I fængslet holdes han under bevogtning i næsten fem år, må lide forhånelser, knuges af sorg og dræbes næsten af sult og savn.

Den svenske hær under Magnus Stenbocks ledelse kapitulerede i Tønning 1713.
Maleriet viser Steinbock overrække den danske konge sit våben 

(Side 103)

Ita est Hospes apud hostes moritur In carcere liber natus, In squalore illustris, In solitudine dux experitus En sortem funestam Fata acerba, exitum tragicum Viri de Patria tantis nominibus meriti Novum Belisarii exemplum Dixi paucis multa Abi viator! Disce Nec genus nec honores Nec praeclara facinora Felicitatem stabilire ullam ante obitum. Obiit Hafniæ in Castello Friderichshawensi, d. 23. Febr. MDCCXVII  quinquaginta et aliquot annos natus. Placidam defuncto quietem apprecor.            *  *  *  *  * In Altonam ab hoste exustam. Altona semper eras famæ Malefida Ministra, Est ausus chartis credere nemo tuis. Te postquam immundis purgavit sordibus ignis, En!  habet a ventis sparsa favilla fidem. Aliud in eandem. Altona, sentinam si quis te nominat Orbis, Blanditur, foedum tota lupanar eras.

Således har gæsten det hos sine fjender. Den, der er født som fri, dør i fængslet. Den lysende helt dør i smuds. Den erfarne fører af mænd går bort i ensomhed. Se her den sørgelige lod, den bitre skæbne, det tragiske endeligt, som den mand fik, der i så mange henseender havde gjort sig fortjent af fædrelandet, en ny Belisarius.

Mange ting har jeg fortalt med få ord; Vandringsmand, gå bort. Lær, at hverken byrd eller ære eller herlige bedrifter kan give varig lykke før døden. Han døde i København i Frederikshavns Kastel den 23. februar 1717, nogle og halvtreds år gammel. Jeg ønsker den salige (=afdøde) en blid hvile.
 

Lidt om slægten Bircherod fra Birkerød

Fra byen Birkerød tog den stolte slægt Bircherod sit navn. Den første af slægten, der gjorde det, var Jens Hermansen, søn af Herman Jensen, borger i Helsingør. Jens Hermansen blev født i året 1588; han blev præst i Birkerød og døde i 1657. Hans efterfølger i embedet blev hans svigersøn Henrik Gerner, der kæmpede heltemodigt i Svenskekrigene fra 1657 til 1660, og som endnu mindes, ikke mindst i Nordsjælland.

Der sad et godt hoved på medlemmerne af slægten Bircherod, og stræbsomme har de vel også været, så flere af dem endte som biskopper og professorer rundt om i Danmark. Men det betød jo så også, at forbindelsen med Birkerød blev afbrudt. Dog skulle byen opleve endnu en præst af samme slægt. Omkring år 1700 var Frederik Christian Jensen Bircherod sognepræst i Birkerød, omend kun i få år, og han måtte opleve det triste, at præstegården nedbrændte i hans tid. Det var dog kun tre af de fire længer, der nedbrændte; den østlige længe stod indtil den blev revet ned i 1938.

Endnu tre medlemmer af slægten skal nævnes, en af dem, fordi han er omtalt i "Stockholmsrejsen", en anden, fordi det var ham, der skrev den. De hed alle tre Jacob til fornavn. Den ældste af dem, Jacob Jensen Bircherod, var født i 1624, i Varberg i Halland, medens hans forældre var på besøg der i byen - de boede ellers i Birkerød. Han var i sin tidligste ungdom hører ved Vor Frue skole i København, den skole, som senere kom til at hedde Metropolitanskolen. På den tid var det almindeligt, at unge studerende mænd, hvis deres fader ellers havde råd til det, rejste ud i Europa, ud på en stor dannelsesrejse, inden de slog sig ned med embede og kone og børn. Denne Jacob tog den store tur hele to gange Han kom til mange lande, og interessant er det læse, hvad han skriver om sit besøg i Rom i maj 1654. Der så han Kardinal Antonio Barberinis' dengang ret nyligt byggede, meget fornemme bibliotek, om hvilket han, Jacob Bircherod, skriver: "Salen og de skabe, hvori bøgerne opbevares, er smukt udformede og vel byggede. Salen har vinduer i den ene af langvæggene og i væggen i bunden. Skabene er af valnøddetræ, og der er fem boghylder øverst oppe, nedenunder en større afsats der danner en balkon, og under den endnu fem boghylder, der svarer til de fem ovenover. ... Disse hylder er delt i afsnit ved nogle søjler. I hjørnerne af biblioteket er der trapper, der fører op til balkonen." - Det var indretninger som dette bibliotek, der blev toneangivende også hjemme i Danmark. 

- Jacob Jacobsen Bircherod var født i Odense i 1664, blev student fra Odense skole i 1681 og rejste siden ud på den store dannelsesrejse, på samme måde som hans slægtning tredive år tidligere. Vi ved, at han kom til Nederlandene, blev immatrikuleret ved Universitetet i Leiden i 1686, og også rejste til Tyskland, England og Frankrig. Da han kom til Paris tog han sig et bad i Seine, som den raske unge mand han var, men ulykkeligvis skete der det, at han druknede under badningen. Hans druknedød er omtalt i "Stockholmsrejsen". 

- Sidst skal vi nævne Jacob Bircherod, født i Odense i 1692, død som landsdommer samme sted i 1737. Om ham er der skrevet udførligt i forordet til denne bog.