Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720   - del 2

Side 20

fed og korthalset præst sukker ikke, fordi kraven er så besværlig.

Kirkerne her er altid aflåsede, undtagen når der holdes gudstjeneste, og præsten har ingen alterklæder på, uden når nadveren fejres. Hele året er alterdragten den samme som den, du ser hos os, undtagen i fasten, så er den sort. Svenskerne sørger over Kristi død, så enten må de være nærmere i slægt med ham, end vi danskere er, eller også er det endnu en katolsk ceremoni. Du husker vel, hvad jeg før skrev til dig, dengang jeg var blandt disse vor tros fjender.

I går besøgte jeg Provsten. I dag ville jeg have opsøgt Kapellanen, for da jeg selv er af en gejstlig stamme, så henvender jeg mig altid til gejstlige mænd; men jeg fandt ham ikke hjemme. Jeg gik derfor hen til Rektor for at få noget at vide om tilstanden ved skolen. Men den er kun et mutilatum corpus (i). Ja, man kunne spørge, hvor dog skolen er nu, den, der var her før. Ved et uheld blev den sprængt i luften i den sidste krig, og siden har der ikke været noget offentligt hus, hvor ungdommen kan få undervisning.(ii) Rektor underviser disciplene hjemme hos sig selv, og der er kun tre disciple, kun lige så mange, som der skal til at danse en 'fie buuren' (iii).

Der er to andre kollegier, hvor der også undervises privat, så skolen er splittet ad, men Rektor trøster sig med, at det snart skal blive bedre. Der samles penge ind i landet til at bygge et nyt hus, og når pengene kommer, så kommer skolen også, og skolen skal nok trække disciple til sig.

Der var en svensker til stede, da jeg talte med Rektor

Fodnote:  (i)  =  lemlæstet legeme.
    (ii)  I 1710 og 1711 var Helsingborg blevet belejret og bombarderet, først af svenskerne, og siden af danskerne. (G. C.'s anm.)
     (iii)  En folkelig dans kaldet 'Vier bauern'.(G. C.'s anm.)    -    En Bouré. (R. M.'s anm.)

Side 21

og eftersom hans manerer viste, at han var en lærd mand, og en af dem, som omgås mere med de døde end med de levende, så gav jeg mig i snak med ham. Jeg spurgte ham ud om de lærde i Sverige, og om videnskaberne trivedes der i landet. Han sukkede, da jeg spurgte ham herom og bad mig tænke på den seneste konges sindstilstand, Regis ad exemplum (i), og det var det eneste han svarede mig.

Stormen fortsætter. Generalen er i Helsingør. Nu er det aften, og selvom han skulle komme, så bliver vi her i nat. Hvis jeg drømmer et eller andet, så vil jeg fortælle dig om det i morgen, byen her er ikke noget at skrive om.

Side 22

kvinderne har bryster. Nu vender hun sin hue, så den siddder lige, barnet havde bragt den i uorden. Hun skifter tøfler og tager et rent tørklæde om halsen og spytter på det snavsede. Det kan bruges til at vaske sig med. Hun vender sit forklæde, hvad anden stads behøver en amme? Pigen i huset fejer i alle kroge. Alting er hende i vejen. For lidt siden faldt hun og slog næsen til blods, da hun ville samle et strå op, som kosten ikke kunne nå. Hun pruttede, da hun faldt. Nyt besvær og mere ulejlighed. Lugten måtte ryges ud af stuen, men røg kvæler folk, så vinduerne åbnes, og der skal tændes op på ny. Enfin, der er uro alle vegne, og jeg ved snart ikke, hvordan jeg kan komme til at skrive til dig.

Kommandanten går sig en tur nede ved vandet, eller jeg skulle snarere sige, han hinker, for hans ene ben er lavet af en snedker. Der er sendt bud efter heste herude på landet, for alle dem, der var i byen, er døde. Vi venter også en svensk oberstløjtnant, som skal følge Generalen gennem landet - danskerne er jo farlige folk - tænk hvis nogen bed et stykke af en klippe? Det ville blive til stor skade for landet, og Dronningen (Ulrikka Eleonora) vil ikke tillade, at vi rejser alene. Adieu Helsingborg! Generalen er nu ikke langt fra land, og jeg må ud for at tage imod ham. Vi rejser herfra, så snart vognene bliver færdige. Og du kan i aften vente fortsættelsen på dette brev.

Før jeg skriver videre, må jeg fortælle dig, at det nu er aften, og at det er ved den tid, jeg lovede dig at slutte mit brev. Klokken 11 kom generalen over sundet. Vagten præsenterede gevær, da han trådte op på pladsen, hvor kommandanten i Helsingborg og den svenske 

Pikener i uniform, som den så ud i Frankrig i 1500-tallet.  Mere?

Side 23

oberstløjtnant Hasenkamph kom og tog imod ham - omfavnelser fra begge sider - danskerne mener deres, men svensken er altid falsk. Generalen havde en skildvagt foran sit logement: musketerer (i) den første time, pikenerer (ii) den næste time. Du ved vel ikke, hvad disse sidste er for folk, men det behøver du heller ikke vide, med mindre du skal være soldat i Sverige. Men din bonnet (iii) spår dig jo en bedre lykke!

Vi rejste fra Helsingborg i dag klokken 1. Vejen siden da har været meget slem, med lange mile. Hestene var meget små og udmattede. Hvad under da, at rejsen går langsomt. Klokken 12 om natten kom vi til et herberge. Jeg fortalte dig hvilket, da vi begyndte rejsen, så du tænker vel, at vi nu allerede er langt fra Helsingborg. Ak, nej - det går ikke så hurtigt. Vi har rejst fire mil, og det er endda godt her i Skåne. Landet ligner Fyn, men på bønderne ser man let, at vi er langt fra Fyn. De er klædt i sorte trøjer, nogle med sorte, andre med hvide bukser, og alle gifte mænd bærer den gifte mands tegn på hagen. Bønderne barberer sig ikke efter, at de første gang har været i brudeseng, så skægget er et tydeligt tegn på en gift bonde, og det viser så omtrent, hvor længe han har været gift.

Vi logerer her til aften på et sted, der kaldes Eket. Hvis du finder det på kortet, ved du så, hvor din fætter er lige nu. Og hvis du ikke finder det, ved du i det mindste, at jeg er i Skåne. Stedet er hverken en by eller en landsby. Det er som en kro, hvor man skifter heste, og den slags steder kaldes gæstgiverhove på svensk.

Fodnoter:    (i) Infanterist bevæbnet med en musket, et håndskydevåben fra 1600-tallet. ( R. M.'s anm.)
   (ii) Infanterist, bevæbnet med en 4 til 6 meter lang lanse ( R. M.'s anm.)
   (iii)  En slags flade, stive hatte, som tidligere blev båret af gejstligheden ( G. C.'s anm.)

s 24 

Ta mig fa´n om jeg ikke allerede er ked af rejsen! Jeg sov i nat på halmstrå. Kan en fange på Bremerholm vel sove værre? Og så skulle det endda ikke være en straf, men andet rum var der ikke i herberget, og jeg måtte nøjes med det, der var. Kroerne her, og i hele landet, er slet forsynede, efter hvad jeg hører af dem, der har været her før. Man finder ikke andet end heste til forspand, salt kød, brændevin, svag drik (i)  og tørt brød, så de rejsende, som ikke selv har vogne og forsyninger med, ærgrer sig over, at de er kommet til Sverrig. - Senge er der heller ikke mange af i de svenske kroer. Hvor der er to senge, der er værten rig, men hvad hjælper det over for et følge som Generalens? Der var to senge i den kro, hvor vi sov i nat. Generalen har sin egen seng med, men justitsråd Neeve forlangte den ene seng, og den svenske oberstløjtnant den anden, så vi andre Adams sønner måtte sove på halmstrå som kalve i en bås, undtagen at det var med mere orden. Klokken 2 lagde vi os til at sove. Klokken 4 stod vi op igen. Klokken 6 steg vi op i vognene, og siden har vi rejst hele dagen, uden at vi endnu er kommet ud af Skåne.

Jeg skrev til dig i går, at jeg synes landet her ligner Fyn, og jeg synes det samme i dag. Her er marker og skove, her vokser både rug og byg, når det er årstiden, og indbyggerne ligner allermest de fynske i det, at bønderne spiser grød til alle måltider. Jeg holder ligesom mine confrères meget af grød, og som et tegn på, at jeg vil dem det vel her, ønsker jeg af hjertet, at de alle havde samme konge som du og jeg.  De som af ovennævnte bondestand bor her 

Fodnote:   (i) Let øl.

Olaus Magnus (født 1490 i Linköping, Sverige. Død 1557 i Sverige)  udgav 1555 et stort historisk værk i 22 bind om de nordiske folkeslag: Bogen  Historia de gentibus septentrionalibus  er skrevet på latin og blev udgivet i Rom. Det er en vigtig kilde til information om Norden på den tid. Bemærk også kortet!   Mere herom her

s 25

på grænsen mellem Skåne og Småland, hvor jeg nu er,  bærer bælter om livet, hvori de i forrige tider havde deres knive. Den svenske oberstløjtnant, som nu rejser sammen med mig i kareten, fortæller mig, at når bønderne i forrige tider gik til bryllup med deres knive i de omtalte bælter, havde kvinderne altid et liglagen med sig som de kunne bruge, hvis mændene bleve slået ihjel.(i)  Nu behøver ingen at frygte for den slags. Jeg smiler, når jeg ser kuskens bælte, thi der er der ingen kniv; og selv om han var fuld, kunne han dog ikke slå mig ihjel med en læderrrem!

Kvinderne i Småland havde også i forrige tider bælter af sølv, vel forsynede med knive, alt samme til minde om de Amazoner, som i forrige tider levede i denne provins.  Jeg har hørt tale om disse kvinder, som i det 8. århundrede gjorde sig bemærkede i et slag mod danskerne (ii), og som alle i et vist herred til erindring om deres tapperhed fik det privilegium at kvinderne på den tid måtte arve på lige fod med deres brødre, og på deres bryllupsdag måtte have en tromme foran sig, når de gik til kirken. Dette blev ganske vist afskaffet i forrige århundrede, men siden genindført af kong Carl den Ellevte, med den begrundelse, at kvinderne jo havde haft disse rettigheder før, så nu ville han gengive dem deres tidligere 

Fodnoter:    (i) Petter Rudebeck: Småländska Antiquitat. 1693.  Se også Hyltén-Cavallius "Wärend o. Wirdarne", II, 386) 

(ii) Sagnet fortæller, at Blenda og hendes skjoldmøer besejrede danskerne ved Bråvalla, som man henlagde til Värendsogn. Til belønning fik kvinderne lige arv med mændene og ret til at gå med skærf og til at have trommer og piber foran sig, som om de drog i krig, når de gik til deres bryllup. - Schlyter, Jur. afh. II, 173, mener at sagnet er opfundet for at forklare den gamle arveregel, der havde holdt sig længere i det afsides liggende Värend end i det øvrige land. Jvf. Hyltén-Cavallius II, 244, 408, 454 og 458, og Dybeck: Runa 4, 16-22.  (Georg Christensens anmærkninger. )

Side 26

arvefrihed. (i)  Imidlertid  hører jeg dog, at næsten alle kvinderne har opgivet denne mode med at bære bælter -  undtagen de, der endnu lever som i gamle dage.

Jeg kan nu ikke komme i tanker om andet at skrive til dig i dag, og selvom jeg kunne, så skrev jeg dog ikke
mere. Det er allerede sent, så jeg må hen at spise. Nu har jeg længe nok brugt min pen; nu skal munden også i arbejde. Adieu!

Jeg klagede i går over, at jeg natten før havde sovet dårligt; hvad skal jeg så sige nu, når jeg siden da hverken har været i seng eller haft et knippe halm at ligge på! Vi har rejst hele natten, og mens jeg kun ser lidt om dagen, så ser jeg endnu mindre i mørke. Og jeg kan ikke fortælle dig noget om rejsen i nat.

Nu til formiddag forlod vi Skåne, og vi er kommet ind i Småland, en provins, der er meget forskellig fra,  hvad jeg ellers har set før. Rejsen i dag gik gennem store skove med gran og enebærtræer så grønne, som om det var midt på sommeren, selvom bladene endnu er dækkede af sne. Vejen gik igennem hele alléer - således er træerne vokset af sig selv. Ingen allé kunne være smukkere anlagt, så rejsen i dag har været et dejligt syn. Men lemmerne ømmer sig, kulden trænger ind til marv og ben, og det hjælper ikke at have det rigtige tøj på. Den svenske oberstløjtnant vil have at jeg skal drikke brændevin, og bønderne synes det samme. De rækker mig et glas, quis potest resistere tot armatis (ii) , så jeg drikker med, og om alt går vel kan jeg med tiden blive en mester.

Fodnote:  (i) Jvf. Schlyter Juridiska Afhandl. II. 173-193. Retten har formelt aldrig været ophævet.
  (ii) Hvem kan modstå så mange bevæbnede? (G. C.'s anm.)

Side 27

Kirkerne her i provinsen er bygget af træ og dækket med brædder. Jeg ser ingen kirketårne, eller kun meget sjældent, kirkerne ligner kornlader. Klokkerne hænger i et hus ude på kirkegården, og det hus står helt  for sig selv. De fornemste grave på kirkegården er indhegnede og dækkede med brædder og bygget som et hus, og ovenover er der et spir og en vindfløj, så hvis kirken ser kullet ud, så er til gengæld kirkegården fyldt med spir. Det kan være, at de på dommens dag skal vise de døde vej.

  
Billede af Lyksele kirke. Kirken er fra 1600-tallet.

Du husker vel, at det er søndag i dag. Ved et tilfælde, og egentlig ikke af nogen andagtsfølelse, kom jeg ind i en landsbykirke, men jeg fandt ikke noget, der var værd at skrive om. Der var ingen altertavle, og kirken så i det hele taget ud som de reformertes kirker. Gudstjenesten var slut, og præsten sad og katekiserede (i)  i koret, så jeg gik igen og kom ind i et bondehus. Der ville jeg vente, indtil vognene var gjort klar; vi skiftede nemlig heste i denne landsby. Men et øjeblik efter at jeg var kommet, fyldtes stuen. Alle byens bønder og kvinder fulgte efter mig ud af kirken for at se mig - og jeg ved da ellers ikke af, at der var noget særligt at se. Men sådan er det her i landet; landsbyfolkene glor på de fremmede, som om de kom fra en anden verden. Og enhver, som ikke er klædt i blåt tøj, er for dem som et fremmed dyr. Den farve går alle med her, og man skulle tro, at alle svenske herrer var af samme familie, for deres livré er den samme alle vegne.

Stuen i bondehuset, som jeg lige talte om, var overalt på væggene og under loftet tapetseret med hvide lagener. Jeg spurgte værten, hvad grunden var til det, og han svarede,  at det var skikken hos dem, at deres

Fodnote: (i) Katekisere = undervise i kristendom, især som konfirmand-forberedelse. (R.M.'s anm.)

Meget, måske det meste af det som Jacob Bircherod fik at se, da han kom igennem Skåne, var fra den danske tid, således denne prædikestol fra Klosterkirken i Lund. Det kan give et indtryk af,  hvordan prædikestole så ud i Danmark på reformationstiden - ganske velkendt for moderne mennesker, fordi så mange heldigvis er bevaret fra den tid og kan beundres i dag.

Side 28

fornemste stue behænges juleaften over det hele med lagener og duge. Samme aften sættes mad på bordet, og det i sådanne  mængder, at alle folk i huset kan blive mætte og spise med indtil tyvendedagen efter jul. Og samme mad bliver stående på bordet både dag og nat i al den tid, uden at blive sat bort.

En af deres fornemste retter til denne højtid er blødtfisk, som aldrig må mangle, om det så skal hentes ti mile borte; og når da deres stue, som sagt, bliver behængt ved juletid med hvide lagener, så bliver de, som hang over bordet, hængende, og det var dem jeg så i bondehuset og som gav mig lejlighed til at spørge nærmere om denne skik.

Jeg spurgte også bønderne ud om præsterne her i landet, og hvad der hører ind under det kapitel. Mangen en landsbypræst har seks eller syv kirker at se til,  2 á 3 kapellaner til hjælp, og een klokker til hver kirke.  De omgås hinanden jævnt og ligefremt. Præsten og bonden spiser og drikker sammen, danser med hinanden til gilde, slås en gang imellem, og bliver siden venner igen.

Præstens løn består i tiende, foruden ofre til de fire årlige bededage, og adskillige accidentzer (i). Brudefolk giver ham et offer, og det får han også, når der er én i sognet, der dør, eller en barselskone bliver ført i kirke. Foruden den almindelige betaling bliver der også sat kød, smør, brød og al slags mad op på en hylde, synligt for alle i kirken, for at anspore deres efterkommere. Og alt dette får præsten.

Kort tid efter at vi havde forladt dette hus, kom vi forbi et kors, som var rejst der på marken over en dansk oberst, der blev skudt på dette sted en gang i kong Eriks tid. Vil du vide mere

Fodnote:    (i) Begivenheder

Side 29

om dette, kan du se efter hos Saxo Grammaticus. Han nævner det i sin krønike, men jeg har ikke bogen her ved hånden. (i)
 
Her til middag spiste jeg  på en kro, hvor der blev holdt bryllup, og der så jeg en rigtig svensk brud - bevar mig vel, ingen furie som nylig var kommet fra helvede kunne se mere forstyrret ud end hende. Hendes pandehår var kruset som det nederste af en tyk præsteparyk, og omme bag skuldrene hang det og sjaskede, somom det havde ligget i blød og var blevet banket og tærsket på brudens ryg. På hovedet havde hun en krone af forgyldte messingtråde, så stor som en gryde. I hendes øren hang grønne sten, og ellers var hun overalt behængt med bånd, ligesom tåbelige folk hos os af den slags, der løber om på gaden. Sådan en krone og den slags brudestads har alle landsbypræstekoner i Sverige liggende. Det lejer de så ud. Fortæl din kone det, hun  kunne måske få gavn af noget lignende.

De af Generalens tjenere, som så brudefolkene spise, forsikrede mig, at præsten sad mellem brud og brudgom. Men det kan jeg dårligt tro, med mindre det her er skik, at præsten  sover den første nat mellem brudefolkene. De fortalte mig også, at når alle ved bordet får rene tallerkener ved hver ny ret, så beholder bruden altid den samme. Jeg spurgte svenskerne om, hvad der var grunden til det og fik at vide, at sådan er det skik på landet. Bruden spiser det hele af den samme tallerken, suppe, kød, flæsk, kål, fiskesteg, baggelse, alt hvad der stilles frem på bordet, og det hober sig op, især hvis bruden er 'læcker' (ii), og til sidst

Fodnoter:  (i) Det er usikkert hvad Bircherod tænker på, men det kan ikke være noget sted hos Saxo. (G.C.'s anm.)
     (ii)  Kræsen.  (G.C.'s anm.)  

Videre til       del 1      del 2    del 3     del 4     del 5     del 6     del 7     del 8     del 9     del 10