Videre til       del 1      del 2    del 3     del 4     del 5     del 6     del 7     del 8     del 9     del 10 
 

 

       Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720   - del 5

 

 

Side 50

er der ingen der, kan helbrede dem, og døden er det eneste, der kan formindske patientens smerte.  - Det er folkene i samme herred forbudt at gifte sig med nogen udenfor herredet, for at de ikke skal smitte andre.

Dette er, hvad jeg har at fortælle dig i dag. Kulden gør det umuligt for mig at skrive mere, og søvnighed kalder mig til sengs, selvom jeg tænker, at det nok kun bliver en ringe hvile. Sengene her i kroerne er dækkede med et uldent dække, og i nat har jeg et løst lagen. Jeg fryser af angst, før jeg går til sengs, for hvordan det vil gå mig, når jeg er kommen i seng!

Fra bondehuset Stava, fredag den 29. marts.

Bliv ikke forarget, du gejstlige mand, at jeg skriver til dig på en Langfredag. Jeg ved, at dagen er helliget Herren, og at den er indstiftet med et andet formål end at skrive unødvendige breve. Men tænk vel på, at jeg er i Sverige. Den svenske Langfredag er langt borte, og når den kommer, så skriver jeg ingen breve. I dag må jeg nok skrive til dig, selvom jeg egentlig ikke har noget at skrive om. Men vores rejse lakker mod enden, og jeg har lovet at skrive til dig hver dag, og jeg vil holde mit løfte - hvor svært det så end er at finde på noget at skrive om fra en rejse, der ikke kan fremvise andet end bjerge og dale.

I dag har vi også haft vores andel (i), og det fortsætter, som det er begyndt - men vanen formindsker faren, og kulden er alligevel det værste! Jeg rejste i dag som en elendig fange: Mine hænder og fødder var uden følelse. Jeg kunne ikke se noget for sne, og jeg hørte ingen andre end kusken, som råbte højt.  - Jeg svarede ham som et ekko, og vi råbte så begge to om kap. Du ved, at der er en auctor (ii), som prætenderer (iii), at paradiset lå i Sverige (iv). Må han få skam! 


Fodnote: (i)  Der menes vel af uheld.
     (ii)  Forfatter       (iii) Påstår             (iv)   Siges vist kun om Elysium af Rudbeckianere?  (G. C.'s anm.)

 

 

Side 51

Så løj han jo, for her er ingen paradis-luft. - Vi logerer her til aften i en kro kaldet Stava otte mil fra det sted, hvor vi sov sidste nat. Her er mangel på alting, undtagen godtøl. Hidtil har vi kun kunnet få deres svage drikke, som er lige til at gøre folk svagere, som er bedre vant.

Herfra til Stockholm er der fem og en halv mil, men det bliver de sværeste på hele rejsen. Indtil i dag har vi dog med prygl eller penge, med onde eller gode ord, kunnet tvinge bønderne til at køre, men her er der hverken heste eller bønder; russerne har drevet dem bort alle sammen. Hestene, som vi har brugt, indtil vi kom her, er nu lukket inde i stalden, men bønderne må, mod deres vilje, køre videre i morgen. Kan vi have det på vores samvittighed, spørger du måske? - Vel, måske ikke? Men kan du give os andre råd? Vi kan jo ikke blive her i kroen. Vi skal videre, og senest i morgen aften skal vi være i Stockholm, hvorfra der kommer breve igen.

Fra Gæstgiveriet Fittja, lørdag den 30. marts.

Jeg ville egentlig ikke skrive til dig, før jeg kom til Stockholm, men skæbnen ville, at jeg ikke kom dertil i dag. Her ligger vi i Fittja, fire mil fra Stava, hestene kan ikke mere i dag. Jeg rejste fra Stava klokken 6 her til morgen, men ikke i Generalens suite. Jeg fulgtes med en rejsende fra Pommern, som jeg på vejen er blevet bekendt med. Han havde sin egen slæde med, og denne måde at rejse på ville jeg gerne prøve her i landet, så jeg spurgte, om jeg måtte følges med ham. Det måtte jeg, og det gik godt alt sammen. En hest kan trække een slæde, det går så hurtigt som blæsten. På to timer rejste vi fire svenske mil, men så tog vi også en anden vej end de andre med deres vogne.




Side 52

Vi kom over søen samme sted, hvor russen forgangen år var kommen ind i landet. Der ved grænserne så jeg deres umiskendelige vestigia (i): Alting er ruineret og øde. Huse og herregårde ligger i aske, og svenskerne må vel herefter synge i deres litani: 

          Fra Russsen bevar os. Kære Herre Gud! (ii).

Dog, de er alt for modige til at tænke sådan. Thi uanset alt det, som de har tabt i denne krig, påstår de alligevel, at de har vundet. En officer svarede mig i dag, da jeg talte med ham om dette emne, at krigen havde gjort dem til frie folk, medens de før kun var slaver - og her tænkte han på kongens død, som havde betydet en stor forandring i riget (iii).

Den første, vi mødte i dag på marchen, da vi drog bort fra Stava, var en gammel kvinde. Bonden, som kørte, spurgte hende, om hun havde "godt møde", og hun svarede ja, og dermed var han tilfreds. Hun kunne have været en heks, men det var hun altså ikke. Hun sagde jo selv nej.

Vi mødte også mange bønder, nogle med tøj af sælskind, med hårene vendt udad, andre med lammeskindsstøvler, alle med ulden vendt udad. Her i kroen er der en præst, der er taget til fange. Han sidder i stalden, hvor han lå i nat og var lænket til en krybbe. Han er fra Finland og kalder sig Brenner (iv), og han blev arresteret i Hamborg på grund af sin brevveksling med Tsaren og på grund af andre skælmsstreger. 


Fodnoter:  (i)  Af vestigium = Fodspor; spor; mærke.        (ii) Forfatterinden Ellen Key mindes at have hørt følgende vægtersang: 
                          "Fri oss Gud från Ryssen; för dansken reder vi oss själf!" (G. C.'s anm.)
  (iii) Nemlig Enevældens afskaffelse under Ulrikka Eleonaras regering. (G. C.'s anm.)
  (iv) Peter Johannsson Brenner var hofpræst hos Karl XII i Bender, men indlod sig senere på landsforræderiske forhandlinger med Danmark. Han blev fængslet 1719 og halshugget året efter ( G. C.'s anm.)

 

 

Side 53

Denne præst blev sat i fængsel, så snart han kom til Stockholm, hvor han i fængslet skrev efterfølgende vers på væggen med et stykke kul:

         Brenner erat Phoenix, cujus tot sanguine surgunt
         Ultores, quot non Suecia foeda timet.
(i)

På dette blev der svaret på tysk:

         Du bist den Raben zwar doch keinen Phoenix gleich
         Wass vor ein Rächer wird aus deinem bluthe kommen
         Es macht dess Henckers beyl du Übelthäter bleich
         Und Ihren Rächern wirdt der Kopf auch abgenommen.
(ii) 

Lønnen venter ham i Stockholm! Der føres han hen, så jeg tvivler på, at han længes lige så meget, som jeg gør, efter at nå sin rejses mål. Han har været en stor prædikant på svensk, tysk og finsk og har haft mange andre gode evner. Men gaven har han misbrugt, og det er med ham, som de franske siger: 

         La pire corruption est celle des meilleures choses 


D. v. s.  "Jo bedre en ting er, medens den er god, jo værre bliver den, når den bliver fordærvet". - Forandrer du dig ikke, min ven, opstår aldrig din mage i ondskab!

Nu er jeg ikke langt fra Stockholm. Halvanden mil er ikke værd at nævne, og kommer jeg der ikke i dag, så håber jeg, at det sker i morgen. Påsken må jo dog føre nogen lykke med sig, og rejsen må engang slutte, det ønsker vi alle af hjertet. Vi har ikke haft andet end daglige genvordigheder, siden vi forlod Danmark, så jeg undrer mig over, hvordan vi så hurtigt er
nået hertil. 

Fodnote: (i) 
                     Brenner var den Phoenix, af hvis blod så mange hævnere rejste sig, 
                     som det afskyelige Sverige ikke frygter.

Slægten P. havde en Phoenix i sit våbenskjold. (G. C.'s anm.)

    (ii)      Den tyske tekst synes at være dårligt sprog, og oversættelsen er usikker, derfor disse 2 forslag:  

                     Du er ravnen - omend ikke en (fugl) Føniks lig.
                     Hvad for en hævner mon vil rejse sig af dit blod (=slægt)?
                     Du ugerningsmand - ved bøddelens økse skal det (=blodet) blive blegt - 
                     Og deres hævnere skal også få hovedet kappet af!    (Oversættelse ved N. J. W.)

                     Nej, du er kun en ravn - ej Fønix lig,
                     og hvilken hævner kommer af dit blod?
                     Med bøddeløksen straffes skal din svig
                     og dine lede fællers overmod!                  (Oversættelse ved R. M.)

 

 

Side 54

Hvert øjeblik var vi i livsfare på klipperne, og hver mil har bragt os nye genvordigheder. Hver time har vi måttet skændes med bønderne og forbandet deres udasede heste. Vi har heller ikke haft nogen fornøjelser, som kunne opveje besværet. Når vi marcherede frem, trængte kulden gennem marv og ben, og foruden alle de andre genvordigheder, jeg før har nævnt, har vejen ofte været så dyb og tung, at man hverken kunne køre eller gå til fods, men fra de nærmeste stæder måtte vi hente heste, der kunne trække os op af dyndet. Kom vi om aftenen til en kro, hvor de rejsende plejer at hvile ud, så var der ikke andet end tomme træhuse - og en skorstensild er virkelig ikke nok til alle vore fornødenheder! Det var en lykke for os, at Generalen havde været i Sverige før. Han kender landet og landets tilstand, så han fører forsyninger med af alting, og disse forsyninger har glædet mangt et bedrøvet hjerte.

Her er heller ikke noget at se på denne rejse, så det undrer mig ikke, at der ikke er indrettet posthuse her i landet, eller at jeg ikke har mødt andre passagerer på vejen. Hvem ville komme hertil for at vandre i en ørken - og det med fare for livet! Stockholm er måske værd at se? Men selvom det så var et paradis, er rejsen en skærsild. Det er vist! Det andet vil tiden vise. Jeg ved endnu ikke, om det er pinen værd. Men de, der vil skrive romaner om kærlighed, kunne nok have brug for at rejse til Sverige for at få nye idéer: Her er klipper, hvor en forliebt nar kan styrte sig ned af fortvivlelse og knække sin hals med ringe besvær. Her er kilder på bjergene, hvor maîtressen kan vande sine får og begræde sin amans (i) utroskab.


Fodnote:   (i)  En aman - egentlig amant - er en elsker,. Ordet er fransk, og der ligger en ironisk distance i brugen af ordet. ( R. M.'s anm.)

 


Side 55

Her er skove, hvor den ene kan høre hvad den anden siger, uden at de behøver at se hinanden. Her er ekko, som gentager de fortvivledes røst og forøger de forliebtes smerte. Men kan gud Amor virkelig opholde sig i dette land? Klimaet er dog alt for koldt - med mindre, at luften er mildere i Stockholm. Gud hjælpe os dertil i sin nåde.

PS: Du ser af det, jeg skriver til dig, at jeg rejste fra Stava uden at følges med Generalens suite, og at jeg tog en anden vej over isen, som ingen af de andre kendte til. Om morgenen havde jeg nemlig bedt Generalen om lov til at rejse med den Pommerske herre på hans slæde, og da så han og hans kusk fik den idé at gå over isen, måtte jeg som en medhjælp, der ikke havde noget at skulle have sagt, nolens volens (i)  følges med de andre, og i steden for at tage den lige vej til Telia, som var to mil lang, og hvor jeg skulle samles med det øvrige selskab, skød vi genvej til Fitia, som lå fire mil borte, men hvortil jeg kom mange timer før Generalen og de øvrige af hans følge.

Medens jeg var der og ventede på de andre, skrev jeg mit brev, som jeg kun lige var blevet færdig med, da jeg hørte en af lakajerne komme ind i gården og højlydt sukke over den arme Bircherod, der var kommen til Sverige kun for at drukne!. Han og de andre troede, at vi var gået gennem isen, og at vi, der var i slæden, var omkommet.

Kort tid efter kom Justitsråd Neve, mere død end levende, opfyldt af frygt for sine papirer, som jeg havde med mig; Generalen ville vente.

Fodnote:  (i)    Hvad enten jeg ville eller ej.

 



Side 56

Hans omsorg for mig, som jeg aldrig skal glemme, holdt ham tilbage, indtil han fik klar besked om, hvad der var sket med mig. Omsider, da det så ud som om, der ikke var mere håb, brød han op, og til mig kunne lakajerne kun fortælle om hans store bekymring for mig, og at han havde talt med Geheimeråd Wibe (i)   for at bede ham om gennem andre at overbringe mine forældre det sørgelige budskab på den bedste måde. Justitsråd Neve var indstillet på dette; og når jeg tænker på, hvad enhver nok ville skrive, så grunder også jeg over døden, og jeg sender dig her min egen epitaphium (gravtekst), som jeg ville have ladet opsætte ved søen, hvis jeg ellers havde overlevet min død:

Stands Vandringsmand.
Spørg efter den, som hviler
her i søen: Han var Dansk af fødsel.
Medens han levede, nød han ingen ydre ære   (ii)
uden den, at han var et menneske.
Og nu er han død.
Man kan ikke rose ham for andet end, at
han gjorde hverken ondt eller godt.
Hans navn var
Jacob Bircherod,

Hans gerning bestod i
at virke som sekretær.
I slig en post var han tre år i Paris,
og dog blev han ikke sekretær.

Fodnoter:  (i) Ditlev Wibe (1670-1731), oversekretær i det danske Kancelli og medlem af Geheimekonseillet. 
      (ii) ingen rang


 


Side 57

Af størrelse var han liden,
og af forstand efter sin alder, han var kun ung,
og af lykke havde han ingen -
men vel noget i vente.
Hans liv var kun kort og
ikke noget at skrive om.
Her kom han hid til Sverige, i følge med en dansk minister,
og da han tænkte at have fundet sin lykke derved,
så fandt han her sin død.
Han druknede i skærene og blev en anden
Jacob Bircherod.
De to fik samme skæbne,
og døde i vandet i fremmede lande. (i)

Hvad kan du vel ønske mere,
min vandringsmand og ven!
Han leved', døde, og som flere
blir' engang han levende igen.


Stockholm, søndag den 31. marts.

Hilsen fra mig og fra Stockholm. Dronningen her kender ingen i Tommerup, og du er vel ikke så indbildsk, at du venter dig hilsen fra hende. - Vi rejste fra Fitia i dag klokken 9, og klokken 11 kom vi her til byen. Adieu min ven! Jeg har ikke mere at sige dig. Jeg er kommet til den forjættede stad, og jeg har skrevet til dig hver dag -
                          Et hic finis literarum esto.  (ii)

Fodnoter:  (i) En søn af professor Jacob Jensen Birkerød druknede 1687 i Paris. 
        (ii)    "Og her skal det være slut med brevene".

 



Side 58

Stockholm den 3. april 1720.
Mon Frère, præst i Tommerup!


Tænkte du ikke, da jeg skrev mit sidste brev til dig, at du ikke ville få flere breve fra mig fra dette land? Men nej, jeg er ikke af den slags, som skriver sjældent. Jeg elsker at skrive til slægt og venner, og skulle jeg dø engang, så kan de efterlevende vente breve, om ellers Charon har pen og blæk.

Nu har jeg været her i byen i tre dage, men Gud give, at jeg var hjemme igen! Dette land huer mig ikke. Her kan man hverken se eller høre eller æde eller drikke noget uden at betale dobbelt så meget som hjemme, og der er intet, som kan interessere en fremmed.

Byen ligger på nogle klipper. Stockholm er som et andet Rom, men Paven er femini generis (i).  Gaderne er som isbjerge. Det er slemt at gå til fods, men dog endnu værre at køre i karet. Den klogeste er den, der bliver hjemme. Svenskerne forstår mig ikke. Jeg må tale med dem ved tegn. Men hvad, om jeg blev forliebt, var tegnsproget vel også tilladt i så fald. - Her er meget koldt, og en af lakajerne klager over, at han tit om morgenen vågner og mærker, at han er ganske stiv. Han bilder sig ind, at det er af kulde. Kakkelovnene er af tykke sten, så jeg må tænde ild om morgenen, for at kammeret kan være varmt til om aftenen - men i mellemtiden fryser jeg.

Fodnote:  (i) På den tid regerede dronningen. (Bs eller afskriverens note.)       Femini generis = af hunkøn. 

 

 

Side 59

Om søndagen, når præstens prædiken er begyndt, skal den vare sig, som går på gaden: han bliver grebet og sat i fængsel uden barmhjertighed. - Men for penge kan han løse sig ud.(i)   De svenske vægtere er ansatte til at våge om dagen. Om natten ser man ingen, og så kan alle gøre som de vil - også plyndre og myrde folk, uden frygt for at blive fængslet. En indbygger i Stockholm og en ugle i Danmark har eet privilegium til fælles: Om dagen bliver de forfulgt, men om natten har de deres frihed til at gøre, hvad de vil.

For nylig spurgte jeg mig for, om der her i  Sverige er mange lærde folk. Det er der ikke. Her i byen er der intet Akademi, alle videnskaber er relegerede til Uppsala og Lund i Skåne. De, som deponerer der, får intet sat sapientiæ (ii).  Kan man så undre sig over, at der ingen lærde folk er. Præsterne går ikke meget op i lærdom. De fører sig frem med et skæg som Arons - jo større skæg, jo mere respekt nyder de. Ved lærdom vinder de sig ikke mere.

Mange af husene er tækkede med bly eller kobber eller jern, og sengene om natten med et uldent dække. Hvordan hænger det sammen? Gaderne vrimler med fattigfolk. Mangt et stræde er som et hospital. Den der går igennem, bliver presset til at give mad til dem, der sidder der.

Det er ingen soldat tilladt at bære kårde. Er det ikke underligt?  Men det er en bestemmelse, man skal overholde, med mindre man den dag har vagt.

Vi siger gerne, at alle svenskere er falske? Men jeg har ingen erfaring i den retning.  Jeg kan kun vidne om, at her ingen uærlige folk er. 


Fodnoter:  (i)  Jvf. Gyldencrones rejsebog, 1698, trykt i Karolinska Forbundets Årsbog 1923. 
           (ii) Ordentligt grundlag for deres viden.

 

 


Videre til       del 1      del 2    del 3     del 4     del 5     del 6     del 7     del 8     del 9     del 10