Videre til del 1
del 2 del 3 del
4 del 5
del 6 del
7 del 8
del 9 del
10
Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720
- del 7
(Side 70)
|
Heroi.
Omnis ætatis ac memoriæ summo
Carolo Duodecimo
Regi, si avitos titulos quæris
Svecorum Gothorum Wandalorumque
Si Regiones victricibus peragratas armis
Cimbrico, Sarmatico, Polonico
Lithuanico, Saxonico
Si pietatem
Patriæ Religionis etiam extra
Patriam assertori.
Si fortitudinem
Plane stupendo et omnium
Seculorum exempla supergresso
Si fortunam,
Utramque experto.
Si animum
In utraque invicto;
Si corporis dignitatem,
Supra communem mensuram evecto;
Si victum et amictum
Vulgari et Gregario;
Si exitum,
Pro Patria occumbenti;
Si famam
Majorem a posteritate habituro.
Quipppe Adolescens duodevicennis trinos Reges
Perfide in se armatos partim ad pacis formulas
Statim coegit, partim a Patriæ finibus
Repulsos per extera Regna insecutus,
Innumeris victoriis fregit, repressit
Regio diademate exuit, ubique felix
Ubique triumphator
Hoc intra primum novennium.
|
Oversættelse: Til Helten, den største af dem, der nogensinde har levet og mindes, kong Carl den Tolvte. Hvis du spørger om hans fra fædrene arvede titler, Svenskernes, Goternes, Vendernes konge - hvis du spørger om de lande, han har trængt igennem med sejrrige våben, det Cimbriske,
Sarmatiske, Polske, Lithauiske, Saxiske - hvis du spørger om hans fromhed, vogteren af fædrelandets religion, også uden for fædrelandet - hvis du spørger om hans tapperhed, en der i højeste grad må beundres og har overskredet alle tiders
eksempler - hvis du spørger om hans skæbne, han var prøvet både i ondt og godt, om hans mod, han var uovervunden i begge
tilfælde - om hans ydre holdning, han ragede op over det almindelige mål
- om hans levevis og klædedragt, den var jævn som menigmands - om hans død, han bukkede under i kamp for fædrelandet
- om hans ry, det vil blive større for efterverdenen. Thi som 18 årig yngling dels tvang han trende konger, der
troløst havde væbnet sig imod ham, til straks at slutte fred, dels drev han dem ud af landet og forfulgte dem igennem fremmede riger, overvandt dem i utallige sejre, undertrykte dem og berøvede dem det kongelige diadem - overalt lykkelig, overalt triumfator, og alt dette i løbet af de første ni år.
Den svenske kong Carl XII (1682-1718)
(Side 71)
- Efterfølgende stod på en anden tavle:
|
Idem
Heros
Altero novennio
Alteram expertus fortunam
In adversis tamen
Major, animosior, invictior.
Accepto in Ukrania (i) vulnere saucius
Suos, quia sine se pugnantes vidit,
Vidit simul et cædi simul et capi
Hostium non virtute, sed multitudine superatos,
Turcarum hospitio exceptus, dum
Vulnus curaret, dubiam
Gentis fidem ludibrio habuit.
Vim inferentium, numerosum agmen,
Solus vel prope solus ense sustinuit
Mori paratior, quam vinci.
Inde Patriam petens Stralsundicæ
Obsidionis mala incredibili
Virtute pertulit.
Ultimis tamen elapsus et mare per
Ipsos Decembres infestum trajiciens
Scandiam suam tenuit.
Ita redux conscripto exercitu,
Quo majorem numquam habuit.
Rem non cunctando restituendam
Ratus in Magni Gustavi
fata festinavit.
|
Oversættelse: Den samme helt prøvede i de næste ni år en anden skæbne, men i ulykken var han endnu større, modigere, endnu mere uovervindelig. Efter at han blev såret i Ukraine, så han sit folk - med blødende hjerte, fordi han så dem kæmpe uden ham - på en gang dræbes og fanges, overvundne ved fjendernes mængde, ikke ved deres tapperhed, og efter at han selv var modtaget som tyrkernes gæst, hvor han søgte helbredelse for sine sår, holdt han folkets tvivlsomme pålidelighed
hen.
De indtrængende fjenders magt og talløse skare holdt han ene, eller næsten ene, stangen med sit sværd, rede til at dø, hellere end at blive overvundet. Og da han dernæst drog tilbage til fædrelandet, udholdt han Stralsunds belejrings ulykker med utrolig tapperhed. Efter at have undsluppet den yderste fare satte han over det farefulde hav midt i december og nåede endelig sit Skåne. Således hjemvendt udskrev han en hær og fik en, der var større, end han nogensinde havde haft. Idet han mente, at han uden tøven måtte genoprette ordenen, ilede han den store Gustavs skæbne i møde.
(i) bør rettes til Ukraina ( R. M.'s anm.)
(Side 72)
|
Sed funus instat
cætera posteritati:
Hic jacet Arctoi inter Reges Carolus orbis
Cujus in exemplo stat prope fama stupens.
Nescia quid memoret, si fas justa arma moventi
Fortunam in partes cogere velle suas.
Naturamque simul fatumque elementaque et ipsas
Humanæ sortis nil trepidare vices.
Hunc super Heroas, mens omnibus obvia duris
Et nimium vitæ prodiga Vita locat.
Non veterum virtus se sic obduruit ulla,
Secula nec sperent ulla videre parem. (i)
|
Oversættelse: Men hans ligfærd forestår, resten tilhører efterverdenen.
Her hviler Carl imellem Nordens konger, han, overfor hvis liv rygtet står næsten lamslået, uden at vide, hvad det skal mindes, om det er ret for den, der fører de retfærdige våben, at ville tvinge lykken over på sit parti og hverken at skælve for naturen, skæbnen og elementerne, eller for selv den menneskelige skæbnes omskiftelser. Hans mod, der mødte alle ulykker, og hans liv, der alt for ødselt vovede livet, anbringer ham over heroerne. Aldrig har de gamles tapperhed hævdet sig således, og århundrederne vil ikke kunne håbe på at få hans lige at se.
Kong Carl XII's ligfærd malet af den svenske maler Gustaf Olof Cederström
(1845-1933)
(Side 73)
Dette latin var stjålet! Nu følger
så min egen beskrivelse:
Kongens sidste klædedragt var at se i Arsenalet (i). Han blev balsameret, uanset at han, efter hvad der blev sagt blandt svenskerne, selv havde sagt, dengang han var i Polen, at det ville han ikke, skulle ske med ham, når han døde. De, som
Fodnote: (i) Våbenhuset.
Side 74
var til stede, da han blev balsameret, fortæller, at alt hans indvortes var i så god stand, at han uden det fatale skud kunne have levet mange år endnu. Lægerne påstod, at det skyldtes hans diæt
- det siges her, at han aldrig drak vin, men kun tyndt øl eller vand, og spiste supper kogt på
benmarv. Hans elskede alle slags søde sager, så officererne havde lommerne fulde af sukkertøj, som han forstod at skaffe sig.
Jeg har talt med en officer, som havde været med kongen i Tyrkiet. Han fortalte mig adskilligt om tilstanden der i
landet, og hvorledes det var gået dem der. Da tyrkerne stormede huset, hvor kongen var, for at tvinge ham til at rejse hjem, holdt kongen stand, indtil det øverste af huset stod i brand og bjælkerne begyndte at falde ned -
Først da gik han ud og overgav sig. Straks kom tyrkerne og tog hans kårde fra ham og følte efter overalt og i alle hans lommer, om der var noget at rane. Det var uvant for
kongen. Aldrig før havde tyveknægte været ham så nær. Han stønnede af vrede, men vreden formåede jo ingenting, og han blev ført som fange til den tyrkiske general, som få dage senere befalede, at han skulle føres til Adrianopel, hvor den tyrkiske kejser
ved den tid opholdt sig. Men dagen før han skulle rejse - dagen var fastsat til først i februar måned - stillede kongen sig an, som om han var
svag. Han lod sig ikke kun bære ind i vognen liggende på en madras, der blev båret af fire personer, men han fortsatte med at anstille sig svag indtil
december. Først da rejste han fra Tyrkiet. Dette forekommer utroligt, men den som fortalte det, bekræftede det med en ed, og alle svenskere taler om det. Jeg spurgte ham, af hvilken grund kongen forstillede sig i den grad i et helt år, og hvorfor han ikke
var
Side 75
rejst hjem tidligere. Til det første svarede han mig, at kongen ville
ikke tale med den tyrkiske kejser. Og til det andet, at han ville ikke
betro sig til en person, som havde ordre til at følge ham ud af landet - og som han vidste, var bestukket af hans fjender.
Nu har jeg sagt nok om hoffet og om den døde konge. Men du skal dog vide,
at der her i Sverige er en familie, som er nært beslægtet med den nu
regerende dronning. Carl Gustav havde en broder, hertug Adolf, som døde
her i landet. Denne hertug efterlod sig børn, og blandt dem var en
prinsesse (i), som giftede sig med Christoffer Gyllenstierna, Ober-Statholder
i Stockholm. Blandt børnene var også
en søn, som rejste til udlandet, og som er dronningens næstsøskendebarn.
Hans moder fyrstinden er død, efter at jeg kom hertil, og man fortæller
mig, at hun var en søster til fyrsten af Zweibrücken.
Jeg vil ikke sige noget om den svenske regering, men jeg sender dig hermed
de to forfatninger, som blev offentliggjort af den forrige regering og
under denne rigsdag, og hvoraf du kan se mere, end jeg kan skrive om det
emne. Landets love er skrevet på gammelt svensk; de bygger på kong
Christoffers Lov (ii), som blev revideret af kong Carl den Niende, og
siden forøget
Fodnoter: (i) Catharina af
Pfalz, datter af Pfalzgreven hertug Adolf Johan
af Zweibrücken, blev 1696 gift med grev Christoffer Gyllenstierna
af Eriksberg. Han døde i 1705, medens hun døde den 6. maj 1720. De havde
sammen sønnen
Carl Adolf samt en datter, den lærde grevinde Bonde (Se side 79). (G C's
anmærkning)
(ii) Magnus Erikssons forsøg på at skabe en rigslov ved siden
af landskabslovene blev revideret hundrede år efter i 1442 af
Christoffer af Bayern, hvis landslov fik kongelig stadfæstelse af Carl
den Niende i 1608. Både landslove og bylove gjaldt indtil Sveriges Rikes
Lag indførtes i 1736. (G C's anmærkning.)
Side 76
Lovene falder i to grupper, landslovene og stadsloven. I landslovene er
der ikke stor forskel på bonden og adelsmanden. Processerne her er endeløse;
der er én, der har stået på i 49 år! - Ingen ved, hvornår den ender.
De dommere, som fælder en uretfærdig dom, sættes i fængsel og straffes
på vand og brød. Det gælder også advokater, som ikke har handlet, som
de burde.
Her, som andre steder, holder retten ferie på visse tider af året, og når
den så begynder igen, samles alle, der er ansat ved retten, i kirken,
hvor præsten holder en tale til dem om deres embede. Denne tale kaldes en
domsprædiken. På landet, hvor tinget ligger langt fra kirken, holdes
denne prædiken på tinget.
De, som fører sag i Stockholm, henvender sig først til kæmner-kammeret;
dem er der tre af. I et kammer præsiderer en rådmand, bistået af tre kæmnere
og to notarer. Derfra kan man appellere til rådstueretten, hvor der
sidder fire borgmestre og femten rådmænd, og fra rådstuen kan man gå
videre til Hovrätten. Siden, hvis der gives bevilling dertil, kan man gå
til til revisionskollegiet, som jeg har skrevet mere om andetsteds.
De, som fører sager på landet, går først til herredstinget, som består
af en herredsfoged og tolv bønder, og derfra til lagsmandsretten, som er
sammensat af en lagsmand og tolv bønder. Men lagsmanden inviterer gerne
fire af sine adelige bekendte til at være med-dommere, assessorer, når
retten holdes. Fra denne domstol går de videre til Hovrätten, og siden
videre, hvis der gives bevilling dertil.
Her i byen er mange adelsfolk og folk i rangklasserne,
x
Riddarhuset i den gamle del af Stockholm var engang samlingssted for
adelen. Mere her
Side 77
og tallet forøges daglig, thi svenskerne bliver adlede uden fortjenester
- Hele Collegier bliver ophøjede i rangklasserne, og straks vil
enhver assessor forandre sit navn. Her er en juveler, der er blevet adlet.
Og en bogtrykker søgte for nylig om den samme nåde. Men af alle dem, der
tilhører den gamle og den nye adel gøres ingen til ridder. Der er ingen
ridderorden her i landet, og det er svenskerne selv forundrede over - og
det så meget mere, som der tidligere har været det. Kong Carl den 11. var
Ridder af Hosebåndet, da han var prins, men forlod ordenen, da han blev konge.
Ridderhuset, hvor adelen samles, er en dejlig bygning, og i samme hus er
der en sal, hvor der under loftet er et stort skilderi af efterfølgende
indhold - En af mine svenske venner gav mig teksten på latin, og jeg
sender det til dig sådan, som jeg selv fik det: (i)
|
Pictura illa in longitudine 47,
in latitudine 26 pedes continet. Consilium virtutum supra nubes
designat Regni Sveciæ felix auspicium et incrementum futurum dextri
omnis. In medio Sveonia sedet throno lustratum habens tapetum cum
Regni insigniis duobus leonibus tribusque fluviis, supra volitant tres
gratiæ cum tribus coronis. In dextra throni parte sunt pietas,
spes et fides, in sinistra justitia, æquitas et candor. In nubibus ad
dextram sunt fortitudo, nobilitas etc. Prudentia et amor Patriæ
virtutem heroicam amplectuntur, ut eandem cum coeteris virtutibus in
Patriam manuducant. Sinistram tenet Oeconomia in consortio cum
caritate, temperantia, liberalitate, parsimonia; paulo inferius
|
(i) Loftsmaleriet er Klöker Ehrenstrahls, malet 1674, og som endnu
findes i Riddarhuset ( G. C.'s anm.)
Svenskeren Carl Gustaf Wrangel malet 1652 af David Klöcker
Ehrenstrahl (1628-1698). Se mere
her
Side 78
|
est humilitas, fidelitas, obedientia et c. - Ante medium thronum est
Concordia, ad ceteras omnes virtutes se extendans quasi amplectendas Regnoque
uniendas. Ab infima nubium parte est Abundantia, Bona Educatio et Artes Liberales, media Virtutum
acquirendarum. Hanc Virtutum societatem in suprema tabulæ parte exornat Famæ Gloria, laudes meritas
ebuccinans, illamque sequitur ex nube serena prolabens Immortalitas, Coronam e Stellis formatam manibus
gerens, ut tres Coronas in aere pendentes hac ratione Unitas Æternitati consecratas
reddat.
|
I dette Ridderhus opbevares adelens våben, navne, titler og en fortegnelse over deres fortjenester, som allerede er
Førnævnte maleri udgør 47 fod i længden og 26 i bredden. En forsamling af dyder
ovenover skyerne forestiller det svenske riges lykkelige begyndelse og et gunstigt varsel om kommende vækst. I midten sidder Sverige på en trone, holdende et bølgende klæde, hvorpå ses
rigets insignier - de to løver og de tre floder - og ovenover svæver tre
gratier med tre kranse. På tronens højre side står Fromheden, Håbet og
Troen - på den venstre Retfærdighed, Billighed og Oprigtighed. I skyerne på højre side ses Tapperhed, Ædelhed og så
videre. - Klogskab og Fædrelandskærlighed favner den heroiske tapperhed for at føre den med de øvrige dyder til Fædrelandet.
- Den venstre side optages af Orden i forening med Barmhjertighed, Mådehold, Gavmildhed og
Sparsommelighed. Lidt længere nede er Ydmyghed, Trofasthed, Lydighed og så videre. - Midt for tronen står Enighed, strækkende sig hen imod de øvrige dyder, som om den ville omfavne dem og forene dem med
riget. Ved den nederste del af skyerne ses Rigdommen, den gode opdragelse og de frie kunster, som midler til at erhverve dyder. - Denne forsamling af dyder hylder på maleriets øverste del Rygtets Hæder, udbasunerende den fortjente ros, og denne følger, trædende frem fra en lys sky, Udødeligheden med en krans af stjerner i hænderne
således, at den skænker Evigheden tre kranse, hængende i luften og forenede på denne måde og helligede den.
Side 79
skrevet i visse bøger. Enhver, som bliver adlet, må give en sum penge til husets vedligeholdelse, og denne sum løber ofte op i mere end et tusinde rigsdaler, når adelsmanden kun har få fortjenester at henvise til. Enhver, som opgiver sin
rang - hvad enten på grund af gæld eller for venskabs eller svogerskabs
skyld - skal efter den sidste rang-forordning af 1712 give 1500 rigsdaler i bøde.
Om stillingen i krigen har jeg ikke noget bemærke. Det er heller ikke hverken dit eller mit
fait (=ansvar), og jeg bekymrer mig kun lidet om, hvordan det går med den. Du ved vel, hvordan landsoldaterne får deres underhold her i riget:
Officererne og de menige har jord og gårde på landet, hvor de bor og dyrker jorden som andre landmænd, og derfor har de det bedre end officererne hos
os. Her er en Liv-Eskadronen, som består af udvalgte unge mænd, alle ugifte, af en vis alder, og ingen af dem må være
straffede. Deres gage er højere end de andre soldaters, og deres dragt er af fint klæde. Alt det, som tropperne behøver
-, være sig våben eller tøj - fremstilles alt sammen her i landet.
Her i staden er der kun få lærde eller folk, som udmærker sig i andre videnskaber. Indbyggerne påstår, at svenskerne ikke mangler ånd, men beklager, at der ikke er noget her, der kan anspore dem. De taler om Kong Carl den Ellevtes og Dronning Christinas tid, da videnskaberne stod i fuldt
flor. Grevinde Bonde, som lever endnu, har oversat Josefus´ skrifter fra fransk til svensk (i), af hvilke en del er
trykt og udgivet.
Fodnote: (i) "Flavius Josephus Judiske Historie utaf Arnold d´Andilli fransyske uttolkning på Swenska öfversatt af Maria Gust. Gyllenstjerna, I" udkom i 1713. Hun var i 1693 blevet gift med grev Carl Bonde.
Videre til del 1
del 2 del 3 del
4 del 5
del 6 del
7 del 8
del 9 del
10
|