Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720   - del 8

Side 80

Her er en kvinde, som siges at have en digterisk åre. Hun hedder Madame Brenner (i) og har skrevet adskilligt, både gejstligt og verdsligt, som alt sammen er samlet og trykt i een bog. Hun forstår flere sprog, taler og skriver svensk, tysk, fransk, italiensk, hollandsk og latin, og forstår lidt engelsk. Hun er meget værdsat her. Hendes medalje er to gange slået i sølv. På den første er på den ene side et portræt af hendes mand og på reversen et portræt af hende selv. På den anden medalje er hendes portræt og navn og på reversen et træ med disse ord: Crescit cultura (ii). Jeg har engang besøgt hende under påskud af, at hendes navn var så kendt i Danmark, at jeg ikke syntes, jeg rigtig havde været i Stockholm, hvis jeg ikke havde haft den ære at kende hendes person. - Hun svarede hertil med mere beskedenhed, end man kunne vente af en lærd kvinde; og da jeg siden talte med hende om hendes skrifter, gav hun mig to vers, som hun selv havde skrevet, det ene på svensk, det andet på tysk, og dem sender jeg dig hermed, begge digtene, for at du kan dømme om hendes evner.

Hun klagede over, hvor ringe det står til her i Sverige, og sagde, at det aldrig havde været værre og nok heller ikke kunne blive værre, og at de, som vil skrive, næsten ingen mulighed har for at få deres værker trykt. Et ark papir koster 20 daler kobbermønt i trykkerløn, og her er ingen, som vil støtte sagen ved at give et bidrag.

Medens jeg talte med hende om dette og andet, kom der gæster, så jeg brød op fra selskabet, selvom hun protesterede. Hun var elskværdig i konversation, høflig og artig, og hun forekom mig at være en kvinde på henved 50 år.

Fodnoter:  (i) Sophia Elisabeth Br. (1659-1730). Poetiska Dikter 1709. Gift med den senere omtalte Elias B. (G. C.'s anm.)
  (ii) Det vokser ved dyrkning.

Side 81

Blandt de lærde, som nu bor i Stockholm, er ellers dr. Hiärne velkendt (i). Han er livsmedicus og vicepræsident i Bjerg-Collegiet. Jeg har den ære at kende ham, og han viser mig megen høflighed. Han har skrevet adskillige skrifter, hvoraf han har foræret mig tre. Hans medalje er slået i sølv, hvor hans portræt og titel står på den ene side; på reversen er et dødningehoved med en laurbærgren - det er de svenske Thotters våben (ii). Ovenover er en sol, der stråler på grenen, og en regn, som falder af skyen, med disse ord midt på medaljen: Got und Tott. Dermed har han villet vise sin erkendtlighed mod de Thotter, som lod ham rejse udenlands. Ved siden af står disse ord: Vivitur ingenio (iii).

Thott-slægtens våbenmærke fra omkring år 1400 og fremefter

Samme Hiärne er en stor kemiker. Ikke desto mindre sagde han en gang til mig, da vi talte om dette emne, at der findes ingen større løgnere end kemikere og botanikere. Han har fundet og istandsat den førnævnte kilde i Medevi (iv) i Östergötland og har ofte sagt til mig, at han undrer sig over, at der ikke er nogen i Norge, der leder efter den slags kilder - for han skulle mene, at der var endnu flere dér, end der er svenske. Om dette emne har han skrevet et skrift til Nordmændene, og dette skrift er udgivet på tryk (v).

Keder (v), som er kendt for sine skrifter om runepenge. 

Fodnoter:     (i) Urban Hiärne (1641 - 1724).
  (ii) Thott er navnet på en gammel adelig slægt med udgangspunkt i Skåne. Slægtens ældste våbenmærke beskrives noget anderledes af Thelma Jexlev, i Dansk Biografisk Leksikon : "Det enkle, firdelte våbenmærke tyder på meget høj alder. ... Fra Aage Axelsen Thotts sønnesøn, svensk rigsråd Tønne Eriksen til Benhammar, stammer en svensk linje, som skrev sig til Skedebo og uddøde i slutningen af 1600-tallet, mens en anden svensk linje, der kan føres tilbage til Niels Kyrning, 1809 blev optaget i svensk grevestand og fortsat lever" (Dansk Biografisk Leksikon, Tredje udgave, bd. 14, Kbhvn. 1983)
  (iii) Man lever ved sin ånd.  (G. C.'s anm.)
  (iv) "Kort Berättelse om Surbrunnerne veid Medevi", 1679 og udførligere 1680. Medevi er Sveriges ældste sundhedskilde; den ligger ved Vättern et par mil fra Motala. (G. C.'s anm.)
  (v) "Kort Anledning till Hälsobrunnars och Mineralvattens Upletande", 1707.  (G. C.'s anm.)
  (vi) Nicolaus K. "De Argento Runis insignito", 1703, og "De Nummis Runicis", 1704.  (G. C.'s anm.)

Side 82

Bøgerne er trykt i Leipzig, og jeg tvivler ikke på, at de kan fås i vore boglader. Han er assessor i Antiquitets-Collegiet - eller Archivet, som jeg før har skrevet om, og interesseret i mange mærkelige ting. Han blev adlet, da kongen var i Bender, og hans medalje er to gange slået i sølv. På den ene står hans portræt, og på reversen hans adelige våben med disse ord: Nobilis qui bonus (i). På den anden er igen hans portræt, og på reversen: In tenebris lucem (ii)  - det viser hen til den gerning, der er ham betroet. Denne sidste medalje forærede han mig.

Han har vist mig en af Christians den Andens medaljer. Den, mener han, hører os til. På den ene side står kongens portræt med disse ord:  Christiernus Jo. Fi. (iii),  Dei Gratia (iv) -  og resten står på reversen rundt omkring ved kanten:  Rex Dan: Suec: Norv: Dux S. H. S. D. Co: Old: et Det:  (v). Midtpå var en cirkel,  hvori var disse ord

                                                       A
                                               Cor:   1513
                                               Reg.  = = 9
                                               Obiit  = 1559
                                               Æt. s.     78++     (vi)


Omtalte Keder har dog en bog færdig til trykken, der skal hedde "Thesaurus nummorum Sueco- Gothicorum".  Brenner  (vii)

Fodnoter:  (i) Adelig er den, der er god.
(ii)    I mørket finder  (eller søger) du lys. (G. C.'s anm.)
(iii)   Jo. Fi.-  det vil sige Johannis Filius = Søn af Hans.
(iv)  Af Guds Nåde.
(v)   Forkortelser for de danske kongers sædvanlige titler: "Danernes, Svearnes og Nordmændenes Konge, Hertug til Slesvig og Holsten, S:(?) D:(?), Greve af Oldenborg og Delmenhorst".
(vi)  Ordene under det store A betyder: Kronet år 1513, regerede i ni år, døde i 1559 i sin alders 78. år.
(vii)  Elias Brenner  (1647-1717) numismatiker og miniaturemaler. En bog af Br. med ovenstående titel var udkommen 1691 og 'forøget' 1731.

Side 83-84

har arbejdet med det i 50 år, og Keder har fortsat hans gerning (i). Denne sidste viste mig, da jeg besøgte ham, hvad han nu arbejder med: Han samler portrætter af alle lærde og berømte i Sverige, i voks og i elfenben; de findes ofte hos dem, der arbejder med medaljer. Disse portrætter lader han stemple i metal, som medaljer, og på reversen sætter han en kort beskrivelse af den enkelte. Disse portrætter, tillige med beskrivelsen, vil han lade stikke i kobber og udgive i trykken. Bogen skal kaldes "Suecia curiosa metallica" (ii)

Denne dessein er værd at rose; thi det er kun rimeligt at navnene på dem, som har udmærket sig i en eller anden videnskab, bliver bevaret til folkets berømmelse. Jeg bad forfatteren give mig en skriftlig kopi af nogle af disse indskrifter. Han imødekom mit ønske og sendte det til mig, og det følger med præambulo (iii) , der tilføjes her, og som viser hans planer:

Nicolaus Kederus, Regii antiquitatum Suecico-Gothicarum Collegii Assessor, qua est curiositate, multas literatorum ac curiosorum in gente Svecana hominum imagines, cum areis orbiculatis, partim ad exemplaria, quae Dominus Cavallerius ( Monsieur Cavallier), artifex Gallus percelebris, ex eburno sculpserat, partim ad exemplaria cerea, manibus aut Domini Karlsteen aut Domini Faltz, insignium Suecorum artificum, formata ab artis fusoriae peritissimo quodam Germano, perquam scite eleganterque ex ære fundendas curavit; atque ut hi orbes majorum memorabilium numismatum haberent speciem, aversis partibus inscriptiones addidit. Harum inscriptionum non nulla adferuntur exempla, ubi literae S. D. G. denotant Soli Deo Gloria.    (iv)

Fodnoter:  (i) udkom 1728 i London:Catalogus numm. Sveogoth. (G. C.'s anm.)          (ii) Udkom ikke.   (iii) Fortalen.

(iv) Niels Keder, assessor i det Kongelige Svenske Antiquitets Collegium, har af interesse ladet en i støbning meget kyndig tysker støbe i kobber, såre fint og elegant, på cirkelrund grund, mange billeder af forfattere og lærde i Sverige, dels efter de modeller som Hr. Cavallerius (monsieur Cavallier, en berømt fransk kunstner) havde skåret ud i elfenben, dels efter de voksmodeller, som de udmærkede svenske kunstnere dr. Karlsteen eller dr. Faltz havde formet. Og for at disse runde skiver skulle se ud som gamle berømte mønter, har han tilføjet inskriptioner på bagsiderne. En del prøver på disse inskriptioner anføres her, hvor bogstaverne
 S. D. G. betyder 'Gud Alene Æren'.

- Herefter følger på latin hvad der står på medaljerne over Olaus Rudbeck, Erik Utterhielm, Matthias Riben, Ludvig von Schantz, G. I. Adelcrantz, Elias Brenner, Sophia Elis. Brenner, Arvid Karlsteen, Martin Törnhielm, Carl Ludvig v. Schantz, Niels Keder. De indeholder ingen oplysninger af interesse og er alle i næsten samme stil, hvorpå O. Rudbeck-medaljen kan tjene som prøve: "Olaus Rudbeck den ældre, professor i Uppsala, meget kyndig i antiquiteter, anatomi, botanik og musik". Efter elfenbensmodellen, skåret af Cavalerius´ hånd, støbt af Hartwig. I dette rødgule kobber lever han ved N. Keders pligtskyldige omhu. Gud Alene Æren.
(G. C.'s anm.)

Doktor Brømmel (v) har et fuldkomment kabinet af svenske medaljer - også af dem, der er slået i fremmede lande, men som alle hører til den svenske historie. Jeg har hos ham set mere end to tusind stykker, som han viste mig, den ene efter den anden, og han bad mig se efter, om jeg blandt de svenske fandt nogle, som kunne tortere kronede hoveder. Dette var hans egne ord,

Fodnote:     (v) Magnus von Bromell (1679-1731), læge og forfatter af medicinske og numismatiske afhandlinger. (G. C.'s anm.)

 

Stadsarkitekt Göran Josua Adelcrantz (1668-1739)

Læge Olaus Rudbeck (1630-1702)

Side 85

men han viste mig til gengæld tre danske, som han nok mente kunne have gjort det:  Den Eben-Ezer (i), hvor sværdet hugger den hånd af, som griber efter kronen, den om Kalmar: Cede majori (ii), den om Gulland : Ad patriam Dominumque redit (iii)  og den Brandenborgske:  Semestres prædones tribus diebus e Regionibus ejecit (iv)

Ved denne lejlighed roste han svenskernes mådehold  i sådanne tilfælde. Ganske vist viste han mig også adskillige medaljer med Kong Carl den Tolvtes portræt på den ene side, mens der på bagsiden stod adskillige fyndord, som forhånede andre folkeslag. Men disse medaljer var, efter hvad han sagde, slået i fremmede lande, og det ville han bevise ved at henvise til møntmesterens navn.

Jeg så hos ham adskillige mineraler, ædelsten og mange forunderlige sager af alt, hvad der findes der i landet, og han påstod, at han selv havde forsket mere og dybere end andre i alt, hvad landet formåede. - Alt dette og hans medaljer er aftegnede på kongepapir (v), med en tilhørende svensk beskrivelse. Han og alle læger i hele Europa er portrætterede, og deres portrætter er indklistet på kongepapir og indbundet i en foliant; det er en forunderlig og fuldkommen bog. Hos ham så jeg også et stykke af Gustav Adolfs blodige skjorte; resten findes i Arsenalet.

Den lærde Cancelli-Råd Peringskjöld er død for nylig (vi) , efter at jeg er kommet hertil, og alle historisk interesserede taler nu om ham og om, hvad han har skrevet, de fleste af

Fodnoter:  (i)  Omtalt i 1. Samuelsbog 7,12.
     (ii)  Træd til side for den ældre (eller større).  (G.C.'s anm.)
    (iii)  Det vender tilbage til sit fædreland og sin herre. (G.C.'s anm.)
    (iv)  De røvere, som havde hærget i 6 måneder, jog han ud af landet i løbet af tre dage (G.C.'s anm.).
    (v)   Papir i stort format. (G.C.'s anm.)
    (vi)  Den 24. marts 1720 efter gammel tidsregning, som endnu  brugtes i Sverige. Efter den nye tidsregning, som var indført i Danmark, døde han den 4. april.   

Side 86

dem er gået i trykken. Og selvom hans søn har givet mig en liste over dem, så vil jeg dog ikke afskrive den her. Jeg ved jo, at Benzelius i Uppsala (i) enten har skrevet om dem allerede, eller også vil gøre det.

Blandt præsterne her, og de såkaldte gejstlige, finder jeg ingen, som har gjort sig bemærket ved lærdom eller fortjenester. Conradi, den tyske præst, er højt agtet på grund af sit eksemplariske levned og sit talent på prædikestolen. Her er en svensk præst, som ofte på prædikestolen bekræfter sin tale med en éd: "Det er sandt, hvad jeg siger, ja per Deum (ii),  det er sandt!" Her er en anden (præst), som i sine prædikener har mange underlige indfald, som han siden mildner med en god forklaring. En gang begyndte han en tale til et brudepar med ordene: "Ulykke, kors, jammer og modgang!" - og dem gentog han tre gange. Bruden blev ganske forskrækket, indtil han siden trøstede hende med en god forklaring. Brudgommen var en præst, og han som viede dem, betjente sig af dette Bibel-ord: "Dersom du vidste, hvad der lå skjult under denne krone!" - men han forandrede det på sin egen manér og sagde "kjole" i stedet for "krone", hvormed han sigtede til præsternes besværligheder i deres embede. Men hvordan man end kunne fortolke det, så var det dog et underligt indfald, og det lignede den tekst, som Biskop Muus (iii)  engang citerede, da du selv blev ordineret: " Denne mand bespotter Gud!"(iv)

Samme svenske præst begyndte en gang sin tale med disse ord: "Jeg kunne ønske, at alle som er her forsamlede, var gale og rasende!" - men jeg tror, at det var præsten selv der var gal.

Fodnoter: (i) Erik Benzelius den yngre, ikke at forveksle med faderen Erik Benzelius den ældre. Erik Benzelius den yngre underviste ved det teologiske fakultet i Uppsala på denne tid og blev doctor theologiae i 1719 og professor i 1723.  (R M Anm.)
   (ii) Ved Gud!   
   (iii) Christian Muus (1656 - 1717) var biskop i Odense fra 1712. 
   (iv)  Mattæus Ev. 9,3.

Side 87

En anden gang fik han den idé at begynde sin prædiken, og det i hoffets nærværelse, således: "Kongen er fuld, dronningen er drukken, den ene af visdom .... ".  Jeg husker ikke, hvad han sagde om den anden. Og her er en anden præst, hvis kone engang tabte sit sjal og sine muffedisser på gaden. Hun lod dem efterlyse på alle prædikestole. Klokkeren gav også hendes mand en seddel med dette indhold, men manden vidste ikke,  at det var hans egen hustru. Han læste dét højt, der stod på sedlen, men sluttede med disse ord: "Den, som har mistet dette, har bedt om at få det tilbage - men det er ikke nødvendigt. Alle kan jo forstå, at hun har været fuld, Den, der har fundet det, kan beholde det!"  - Konen sad i kirken og hørte det. Hun må vel selv bedst vide, hvordan hun efterfølgende var til mode.

Du ved, at der er en ærkebiskop her i Sverige, i Uppsala. Jeg har ikke hørt noget særligt om ham. Her i landet er også adskillige superintendenter, som svenskerne har sat over de provinser, der ikke er så betydelige, at de kunne fortjene at have en biskop. Byen Stockholm er ikke noget bispedømme. Den fornemste præst er Præses Consistorii, men han spørger ærkebiskoppen til råds i vigtige sager. - Svenskerne har ofte foreslået at indsætte en biskop her, men for at spare udgifterne er det blevet ved det gamle.

Ved hoffet er der en Overprædikant og adskillige slotspræster. Disse sidste avancerer til sognepræster her i byen, og siden til biskopper. Ved hver kirke er der en sognepræst og 2-3 kapellaner, alt efter hvor stor menigheden er. Her på stedet er adskillige

Side 88

doctores theologiæ. Jeg kan kende dem, når jeg ser dem på gaden, deres hatte er overtrukne med sort taft, og på den måde kan man se forskel på dem og de andre gejstlige.

Præsterne her er ringe lønnede. De får ikke noget offer til jul, påske eller pinse, men de har ellers deres accidenser, og til påske får de deres påske-penge, som består i folkets generosité. Jeg ser daglig adskillige landsbypræster, som kommer her til staden. - Men ingen er dog så ynkelige som disse folk med deres korte klæder, som er vide om livet, deres store skæg, deres fedtede kalotter, som går ned over ørene, knortekæppene i deres hænder og deres gang og gebærder. Alt dette gør dem foragtede og får dem til at se ud som forklædte bønder.

Præsterne og provsterne i Sverige er slet ikke i rangen (i). De har ofte ansøgt ved hoffet, om man ville tage dem med ind i rangforordningen, men den sidste konge svarede på deres bøn herom med Pauli ord til de Galatere kapitel 6, vers 6: "Den, der undervises i Ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham." Og "de ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt ære", Pauli Første brev til Timotheus kapitel 5, vers 17.

Her er ingen offentlige biblioteker, men en rest af et kongeligt; alle siger dog, at det ikke er værd at se. Her er intet Kunstkammer og ingen Cabinetter. Bogladerne og trykkerierne er i ringe stand, og hos de første er der ikke andet end det, som er trykt i andre byer. De beklager og hævder, at det er for dyrt at udgive bøger. De siger, at fremmede ikke vil købe deres dyre varer, og at landets egne ikke er interesserede. Her trykker man ikke andet end skolebøger og deres gamla sagaer samt hvad, der hører til kirkens brug. Enhver biskop i Sverige har sit eget bogtrykkeri for at han kan få trykt det, der angår hans eget stift.

Side 89

Her kunne der være anledning til at tale om religionen og kirkerne i Stockholm samt de epitaphier, der ses her. Men hvad det første angår, så ved du selv, at den evangelisk-lutherske religion er den eneste, der tolereres her i landet, og i hele Sveriges Rige er der ingen offentlig gudstjeneste for katoliker og reformerte, langt mindre for jøderne (i). Før krigen begyndte, havde moskoviterne her deres gudstjeneste i et privat hus, men det er nu beboet af svenskere.

Angående kirkerne, så er der mange, og de er velbyggede. Men jeg er alt for magelig anlagt til at gå rundt til dem alle, og endnu mindre opsat på at kopiere gravskrifter. Sankt Nikolai Kirke (ii) er den forrnemste. Dér findes et udhugget billede i træ, hvor Sankt Jørgen dræber Dragen. Det anses for at være et kunststykke, og man fortæller, at mesteren blev slået ihjel efter ordre fra den konge, der regerede dengang - bare for, at han ikke senere hen skulle lave en kopi af den samme (iii).

I denne kirke er der en sten indsat i en pille, som en dansk høvedsmand skal have ladet indsætte. På stenen er udhugget en ål, som en løve og en løvinde griber med kløerne. Og ovenover er at læse disse ord på gammelt tysk, udhuggede i den samme sten:

Der ael ist fett ock ein starck fisk mit ledigen henden iss he nicht guth to fangen; dass iss wiss.                                                                            1521.

Fodnote:  (i)  1685 blev alle jøder forvist fra Sverige. Først Gustav den Tredje skaffede dem rettigheder igen. (G. C.'s anm.) 
    (ii)  Den nuværende Storkyrkan. (G. C.'s anm.)
    (iii)  Historien fortæller, at Sten Sture lod gøre Sankt Jørgens statue ved en billedskærer fra Antwerpen. (G. C.'s anm.)

Kopi i bronze af den oprindelige træskulptur, som fortsat står i kirken. Mere herom her. Træskulpturen  
tilskrives en tysk træskærer ved navn Bernt Notkes, som var virksom i Stockholm i årene 1484 - 1496.

Videre til       del 1      del 2    del 3     del 4     del 5     del 6     del 7     del 8     del 9     del 10