Videre til del 1
del 2 del 3 del
4 del 5
del 6 del
7 del 8
del 9 del
10
Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720
- del 9
side 90
Wer im will verwaren
he mot neue Seche oder Kisten an im nicht sparen. (i)
Gustav den Første drev denne danske høvedsmand ud af Sverige.
I kirken så jeg et epitaphium over en, som havde været tolk i russisk. Hans våben hang på muren, og
under det var der kun et lille smalt stykke papir med disse ord: Peder Jonsøn, russisk tolk. Den døde var ikke ærgerrig. - Således siges det også at være moden på landet, hvor de dødes navne er skrevne på små stykker papir og hænges op rundt om i kirken, uden videre omstændigheder.
Her er mange læger, men kun få doctores medicinae. Disse sidste misunder vore danske doctores det privilegium, at i København må ingen praktisere, uden at han har taget doktorgraden. Men det, som svenskerne fra dette fakultet og denne profession har fælles med alle
andre er, at der her - ligesom alle andre steder - skal betales både for at ombringe folk og for at kurere dem. Det første besøg koster en dukat, mere eller mindre efter
givererens evne, og siden betales herr doctoren, når han er færdig.
Du kan mærke af det, jeg har skrevet til dig, at jeg omgås nogle af denne profession. Jeg har spurgt dem, om der her, som på mange andre steder, er en bestemt sygdom,
der er mere udbredt her end i andre lande. Men de kan ikke nævne mig
nogen bortset fra, at mange er plagede af det, vi kalder "sure ben" - Menneskene her er i øvrigt føre og stærke, og lægerne påstår, at en svensk pandeskal kan
Fodnote: (i) Stenen skal være indsat 1521 af Didrik Slagheck, Christian den Andens statholder på
Stockholm Slot, jfr. Ferlin: Stockholms stad II, 1151. ( G. C.'s anm.)
(ii) Ben med åben skade.
(G. C.'s anm. ) - Der menes vel ben med åbne
sår????
Bellman-huset
i den
lille gyde Urvädersgränd på Södermalm i Stockholm giver et smukt indtryk af det indre Stockholm,
"Gamla Stan", i 1700-tallet. Her tilbragte Carl Michael
Bellmann 4 meget produktive år mellem 1770 og 1774.
Mere information her!
Side 91
holde til mere end andre folkeslags. De henviser til dem, der arbejder i
minerne, og som ofte bliver trepanerede, når de har fået kvæstelser i
hovedet. Denne operation er farlig i andre lande. Her foretages den ofte,
ja til og med flere gange på den samme person.
Jeg burde vel sige noget om svenskerne i almindelighed, men jeg omgås kun
få, og det ville være urimeligt at dømme om et helt folk alene ud fra
dem, som jeg kender. Det forekommer mig aldeles ikke sådan, som det
ellers siges: Alle påstår, at svenskerne er meget høflige. Det finder
jeg ikke - undtagen dem, som har været i fremmede lande. Hos de andre -
og jeg taler om mandfolk i almindelighed - er der noget barbarisk eller
groft, eller for at side det pænere: Man skal omgås dem uden for alt
megen høflighed, ikke gøre dem forlegne ved komplimenter. Og jeg
ser vel, at det er, som provsten i Helsingborg sagde til mig: Jo mere fri
du er, jo mere velkommen er du også.
I førstningen, da jeg kom her til stedet og gik ud for at se mig om, tænkte
jeg, at det var her som andre steder, at en fremmed havde den forret, at
han måtte komme alle vegne, hvor der var noget at se. Jeg nævnte
mit navn og sagde, hvem jeg var alle vegne, hvor jeg kom. Men det hjalp
ikke. Hvis folket er høfligt, så er det i hvert fald ikke medfødt, og
jeg har med forundring set den danske sekretær henvist til at indtage en
ringere plads end en svensk musketer. - Fruentimmerne er mere høflige end
mændene. De forstår at titulere folk og at smile venligt og vise
hinanden ære. Her kaldes enhver kælling "Frue", og en
vintappers hustru, som fejer sin rendesten, tituleres "Frue".
Men jeg kalder dem det gerne, for jeg er igen
Side 92
"Herr Sekretær", og hvor finder man en dansker, der kalder mig
det? Jeg har før fortalt dig, at ordet "Gubbe" betegner en
gammel mand, men her er der en svensker, der kalder mig "Gubbe-lille",
og det er ment som en venlighed. - Men for nu igen at tale om folkets høflighed,
så er det her brugeligt (sædvanligt?), at bjergfolk spiser den første
skefuld på Kompagniets sundhed, om det så også kun var i et fad grød.
Her tales meget tysk. Folk er klædt som hos os, og hvis der er en forskel,
er den ikke værd at skrive om. Dog er mandfolkene mindre overdådige her
end i Danmark. En svensk general og hans lakaj er begge klædt i blåt,
så man skal se efter andre ting for at kende forskel på dem. Folk
synes i almindelighed at være gudfrygtige. De går hvert øjeblik i
kirke, og det er sjældent, at nogen bliver hjemme for at passe på huset.
Jeg finder dem tillidsfulde, medens de siger om mig, at jeg er fuld af
mistillid - at jeg er méfiant - og det bare, fordi jeg vil have nøglen
til mit kammer for mig selv.
Folket elsker at spise overdådigt, og den, der vil glæde en svensker med
en drikkevare, om det så også var tyndt øl, kan være sikker på hans
taknemmelighed. Skal jeg ellers dømme om svenskernes lidenskaber udfra en
svaghed (sygdom?), som her har frit løb, så må jeg sige at de er meget
løsagtige. Jeg ser mange fattige kvindfolk, som ikke har nogen næse;
og alle tjenerne hos en fremmed diplomat, som opholder sig her ved hoffet,
har for nylig været smittede af den samme svaghed, og som de har fået i
denne by. Jeg ved vel, at svenskerne hævder, at det er tyrkerne, der har
ført disse gæster ind i landet. Men tyrkerne er nu borte, hvorimod
sygdommen stadigvæk er her. Hvordan kan det hænge sammen? - Sidste
sommer blev tredive horehuse på stedet udplyndret af soldater og søfolk!
Side 93
Hvad skal jeg fortælle dig om det svenske sprog? Du ved jo, at det er
besvogret med vores, og andet ved jeg ikke. Jeg er ingen antiquarius, og
du er ingen ynder af antikviteter. Når vi ved, hvor vi selv kommer fra,
bekymrer vi os kun lidt om sprogets herkomst. Doctor Hiärne og en biskop
i Västergötland (i) har diskuteret den svenske retskrivning, temmelig
hidsigt endda. Deres skrifter er også offentliggjort, men deres
diskussion interesserer mig ikke. Ordet "dannemand" bruges på
svensk, men man bruger det kun til bryllupper på landet, hvor præsten er
den første, som drikker ved bordet, og det på brudefolkenes sundhed, som
han titulerer "dannemand" og "dannekvinde". - Jeg har
talt med nogle svenskere om disse ord og sagt til dem, at det var mig kært
at mærke, at det var en ære i Sverige at kaldes med dette navn, som
efter mine begreber tilhører os. Men de svarer mig, at ordene har en
anden oprindelse og er sammentrækninger af gamle svenske ord, som på
deres sprog betegner duelige folk - folk, som duer til noget, og brave
folk - og det tror jeg også snarest. Svenskerne elsker os ikke så
meget, at de ville efterligne os. De kalder os "Jutter" (ii), og
når de vil tale om letfærdige folk, siger de, at "han er letfærdig
som en Jutte". De anser os danske for at være falske, og når børn
løber ud på isen, og isen knager og knækker under dem, siger man, at
det er "dansk is"!
Den svenske påske er indtruffet efter, at jeg er kommet hertil. Skærtorsdag
er kun halvt helligdag. Langfredag er mere i ære, og alle
aposteldagene fejres her. Det evangelium, der prædikes ovre hos os på Skærtorsdag,
oplæses her på Palmesøndag. Jul, påske
Fodnoter: (i) Jesper
Swedberg, fra 1703 biskop i Skara . (G.C.'s anm.)
(ii) Det
vil sige 'Jyder'. (G.C.'s anm.)
Side 94
og pinse fejres her i fire dage. Første og fjerde dag er de mest hellige,
og aftenen før højtiden spiser borgere og tjenestefolk risengrød. Det
er lige så almindeligt og fast i Sverige på en helligaften, som en gås
er det hos os Mortens aften.
Kvinderne er meget frugtbare. Det sædvanlige tal er fra 12 til 16,
og kommer det op på 24 eller 26, er det ikke noget at undre sig over. Det
forekommer mig, at den skipper handlede meget fornuftigt, som førte
en ladning kvindfolk til Tyrkiet og Persien, hvor folk elsker at have
mange børn. Jeg er sikker på, at han fik et stort overskud på salget af
sine varer. - Jeg har talt med svenskerne om denne deres kvinders
frugtbarhed, og jeg fortalte dem, at det var anderledes hos os. Men hertil
svarede de mig, at grunden til denne forskel er, at danskerne i deres
ungdom er alt for løsagtige. Du kan vel selv regne ud, hvad de mente med
det.
Eftersom svenskerne har mange børn, og eftersom de ofte er i bekneb for
navne til dem, tyer de tit til kongenavne, og det er grunden til, at de
mest udbredte navne her er Carl og Gustav. Fornemme folks børn skal have
kongenavne, og på landet er det 'brugeligt' (skik), at når en fornem
kvinde bærer barnet til dåben, er det også hende, der bestemmer, hvad
barnet skal hedde, og det bliver som regel til Carl eller Gustav, for der
er altid nogen i hendes familie, der hedder sådan.
Når der fejres bryllup, er det skik i den tyske menighed, at brudgommen
giver bruden en ring, og hun giver ham en igen, og præsten sætter den på
deres fingre. Men er det i den svenske menighed, så sparer hun sin foræring.
Når nogen her i byen dør, så bekendtgør præsten hans død for
menigheden fra prædikestolen. Den
Side 95
næste bøn derefter er en tak til Gud, som har forløst den svage. Var
den døde adelig, så ringes der for ham om middagen efter klokken 12, men
var han ikke adelig, så ringes der klokken 9 om morgenen - dog alt sammen
først, når bekendtgørelsen har lydt fra prædikestolen.
Jeg har før fortalt dig, at gaderne vrimler med fattige folk, og jeg
gentager det i dag: Aldrig har jeg set flere på et sted, end jeg ser her
i Stockholm, og deres tal forøges daglig med dem, som de russiske tropper
driver til tiggerstaven rundt om i landet, og som siden trækker sig
tilbage hertil. De fleste af de fattige synger på gaden uden at bede om
almisse. Nogle går ind i husene og synger i forstuen. Andre sidder på
gadehjørnene og venter på, at den rige skal åbne sin hånd. Denne
tiggermusik er mig så viderværdig, at når svenskerne giver de fattige
penge for at have sunget, så køber jeg dem til at tie stille. Mange
fattige blandt de gamle mænd siger du til folk, men mest når de vil sige
tak.
Nætterne er lige nu meget lyse. Ved midnat er der her ligesom, når solen
netop er gået ned hos os. Så jeg undrer mig ikke over den franzoser
(=franskmand), som da han kom her til landet om sommeren spurgte efter,
hvornår det mon blev nat.
Der har du, min ven, alt det, jeg endnu ved at sige dig om Stockholm. Får
jeg med tiden mere at vide, så er det alt til din tjeneste. Men du må i
dag nøjes med det, jeg har skrevet her. Jeg hører nu, medens jeg skriver
dette, at der i byen diskuteres om noget, som loven ikke kan afgøre. Det
drejer sig om en død mand, som ingen kender, og som to parter dog strides
om.
Side 96
Han (i) blev fundet i minerne og er forstenet i vandet, som samles der.
De herrer
assessorer og dommere i Bjerg-Collegiet gør krav på ham, som om han var
en ting, der tilhørte dem - og lægerne beder om at få ham udleveret som
en kuriositet, der vil kaste glans over deres fakultet. Kongens vilje må
afgøre sagen, og dommen er endnu ikke afsagt.
Adieu, mon frère! - Komplimenter blandt venner er unødvendige, og selvom jeg så aldrig sagde et ord, så vidste du dog, at jeg er din
Ven og tjener.
Stockholm, søndag den 23. juni 1720.
Der er ikke sket noget, siden jeg skrev mit sidste brev til dig den 15. maj
(ii). Tag til takke med det, jeg hidtil har skrevet. Tiden er kommet, til
at vi skal rejse hjem fra Sverige. Men ligesom jeg ikke har fortalt dig
grunden, til at vi kom her, så siger jeg dig heller ikke nu, hvorfor vi
drager hjem. Det er nok, at vi rejser i morgen, og her er ingen dansker som
ikke forlader landet med glæde. Rejsen hertil og vores séjour i
Stockholm har været fatal for de fleste (iii).
Generalen selv oplevede viderværdigheder (iv) nok på vejen fra København til
dette sted, og her i byen har han stedse haft et svagt helbred og ikke
noget, der kunne kaldes fornøjelser. Major Grüner (v),
som jeg også regner med til generalens suite ved det, at Kongen sendte ham
hertil i affaires,
Fodnoter: (i) En
bjergmand i Falun, der blev fundet i december 1719, og som blev genkendt
af flere, efter at han havde været død i henved 50 år. Historien synes
først at være offentliggjort i Wielandts Lærde Tidender i 1720 (Juli).
Se Acta Literaria Sueciæ 1722, siden 252. (G. C.'s anm.)
(ii) Bircherods dagbog er ganske vist skrevet i brevform, og
nogle steder gør han sig umage for at bevare illusionen om, at det drejer
sig om rigtige breve, men her kniber det: Hans såkaldte brev af 15.
maj 1720 er svulmet op udover alle grænser og fylder 35 tryksider!
(R. M.'s anm.)
(iii) Ordet 'fatal' forekommer
mindre velvalgt her. Ordet betyder jo 'dødbringende', men Bircherod fortæller
ikke om nogle danskere, der skulle være døde i Stockholm. (R. M.'s anm.)
(iv) Genvordigheder.
(R. M.'s anm.)
(v)
Gustav
Grüner (1680 - 1765), der som søn af en tidligere dansk minister var
opvokset i Stockholm og fortrolig med svenske forhold. (G . C.'s anm.)
Side 97
kom til Sverige for at få sin del. En aften gik han på komedie for at se
linedanserne - eller måske de svenske dames? Hans øjne forargede ham,
men han rev dem ikke ud. Dog, Skriften skulle opfyldes: Han fik en sten i
øjet, og i otte dage var han halvvejs blind.
Justisråd Neve brækkede hælen på sin ene sko, en gang han ville gå
til bords, og der var fremmede (=gæster?); Referatur inter molestias
(i).
Jeg væltede undervejs. Kammertjeneren råbte op om tyve: "De har stjålet
hans støvle. Nu skal han op på hesten!". Han tager meget tungt på
det med støvlerne.
Den ene lakaj har slået sin pande slemt, den anden har fået et sår på
en af fingrene, og han savner en kappe. Den tredje var en svensk skælm -
Bort, bort med ham! Han er ikke værd at tale om. Kokkedrengen klager over,
at han aldrig har fået så mange hug som nu her i Sverige. Nu har han i
to måneder daglig bedt til Gud om af komme ud af denne svenske skærsild.
Han mener, at det er luften, der gør kokken tosset i hovedet.
Kokken og kusken er sluppet uden skrammer indtil nu, men vi er endnu ikke
i Helsingborg, og hvad der ikke er sket i dag kan ske i morgen. Jeg håber
dog, at de også skal kunne sige, at de har været i Sverige. Jeg ved
endnu ikke, hvilken vej vi skal følge på hjemvejen. Hvis det bliver den
samme som på udrejsen, så kommer der ikke flere breve fra mig; men
bliver det en anden, kan det være, jeg skriver til dig undervejs. Rejsen
afhænger af myndighederne, men min egen vilje bestemmer, om jeg vil
skrive mere. Det vil jeg overveje i nat.
Fodnoter: (i) Lad det
blive regnet til besværlighederne. (G. C.'s anm.)
Side 98.
Tälje, mandag den 24. juni 1720.
Du ser, at jeg har forladt Stockholm. Vi rejste derfra i aftes klokken 5 i
selskab med Mylord Carteret (i), den engelske ambasssadør, som følges med
os til Danmark. Han og Generalen rejser sammen i en karrosse, jeg i en anden
vogn med en herre, som jeg ikke kender; de andre kalder ham Scrader (ii). Vi
taler tysk sammen, men vi taler kun om vejret, regn og solskin og ikke
andet, og det er ikke værd at skrive til dig om.
Vi kom til Fittja klokken 6. Du husker vel, at der er en kro. Her skiftede vi
heste, tog afsked med dem, som havde fulgt os dertil fra Stockholm, og blev
tilhørere til en lagmansrätt (iii), som blev holdt i samme hus. Sagen
drejede sig om en enlig kvinde, der blev beskyldt for at have været
"havende", uden at det var kommet videre. - Hvis du forstår dette
svenske ord, ved du hvad jeg taler om, og forstår du det ikke, så er det
lige meget.
Fra Fittja rejste vi til Tälje, hvor vi er nu. Jeg kan ikke sige dig, hvad
det er for et sted. Det var en flække sidste år, men nu er der slet ingen
ting tilbage. Russerne har brændt det hele. Hvad vil du kalde det, der ikke
findes? Kapellanens hus står dog endnu tilbage, og der logerer vi. Men værten
er ikke hjemme. Havde jeg kunnet tale med ham, kunne han måske have fortalt
mig noget om russernes grusomheder, og så havde jeg da noget at skrive om,
men nu har jeg ikke noget at fortælle dig - andet end, at jeg vil skrive til
dig igen imorgen.
Fodnoter: (i) John Carteret (1690 - 1763) var i 1719 i Stockholm
for at ordne erstatningsspørgsmålet for engelske undersåtters tab i
krigen, og fulgte i 1720 med Jens Juel for at være mellemmand mellem
Sverige og Danmark ved fredsslutningen den 13. juli 1720. (G. C.'s anm.)
(ii) Ifølge oplysning side 100 en råd (?) fra
Hannover, der den 9. november 1719 havde sluttet fred med Sverige. (G. C.'s anm.)
(iii) En lavere domstol på landet. Den ophævedes
1849.(G. C.'s
anm.)
Side 99.
Norrköping, tirsdag den 25. juni 1720.
Sig mig, min ven, om der findes hekse? Thi jeg tror virkelig, at jeg i nat
har været forhekset. I aftes faldt jeg i søvn ved Tellia (i), og i morges vågnede
jeg ved Nyköping, et spring i søvne på syv og en halv mil - Det kan ikke være gået rigtigt
til! Nyköping er brændt ned til grunden; det er
en by, der kun består af skorstene, og der bor ingen der uden dem, der
arbejder. Nu til aften er vi i Norrköping. Byen ligger i aske. Moscoviterne brændte den, sammen med de andre byer, og da fjenden var vel
ude af landet, var det de svenske soldater, der udplyndrede folk! Alt hvad
jeg ser i dag er rudera (ii) af en forstyrret verden. Egnen er et confusum
chaos, hvor enhver prøver at finde sit eget. Vi rejsende finder intet at
spise. Her er hverken fisk eller kød. Folkene får rådne æg, sur mælk,
harsk smør og kagebrød. Det er virkelig ikke mad for rejsende! Ambassadøren
er svag, fordi han har sultet. Hans middagsmåltid var et stykke tørt brød.
Jeg ynkedes inderligt over ham. Vi andre sugede på labben. Generalen trøster
os med, at vi vil få noget at spise i nat. Vi rejser herfra til en
landsby. Gud give os en lykkelig rejse og forråd i huset, hvor vi kommer
frem. Amen!
Linköping, onsdag den 26. juni.
Herren hørte min bøn, jeg uværdige synder. Vi kom lykkeligt og vel til
Brinck i nat klokken 12 og spiste os mætte der. Klokken 2 rejste vi
videre, og klokken 6 kom vi til staden Linköping, hvor alle gik til ro.
Formiddagen var vores sabbat. Alle sov, og siden gik vi til bords. Nu har
vi spist, og klokken er 3 om eftermiddagen,
Fodnoter: (i) Byen Tälje.
(ii) Levninger. (G. C.'s anm.) - der menes måske
ruiner? (R. M.'s anm.)
Videre til del 1
del 2 del 3 del
4 del 5
del 6 del
7 del 8
del 9 del
10
|