Videre til       del 1      del 2    del 3     del 4     del 5     del 6     del 7     del 8     del 9     del 10 
 

       Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720   - del 9

 


side 90

       Wer im will verwaren
         he mot neue Seche oder Kisten an im nicht sparen. (i)


Gustav den Første drev denne danske høvedsmand ud af Sverige.

I kirken så jeg et epitaphium over en, som havde været tolk i russisk. Hans våben hang på muren, og under det var der kun et lille smalt stykke papir med disse ord: Peder Jonsøn, russisk tolk. Den døde var ikke ærgerrig. - Således siges det også at være moden på landet, hvor de dødes navne er skrevne på små stykker papir og hænges op rundt om i kirken, uden videre omstændigheder.

Her er mange læger, men kun få doctores medicinae. Disse sidste misunder vore danske doctores det privilegium, at i København må ingen praktisere, uden at han har taget doktorgraden. Men det, som svenskerne fra dette fakultet og denne profession har fælles med alle andre er, at der her - ligesom alle andre steder - skal betales både for at ombringe folk og for at kurere dem. Det første besøg koster en dukat, mere eller mindre efter givererens evne, og siden betales herr doctoren, når han er færdig.

Du kan mærke af det, jeg har skrevet til dig, at jeg omgås nogle af denne profession. Jeg har spurgt dem, om der her, som på mange andre steder, er en bestemt sygdom, der er mere udbredt her end i andre lande.  Men de kan ikke nævne mig nogen bortset fra, at mange er plagede af det, vi kalder "sure ben" - Menneskene her er i øvrigt føre og stærke, og lægerne påstår, at en svensk pandeskal kan


Fodnote: (i)   Stenen skal være indsat 1521 af Didrik Slagheck, Christian den Andens statholder på Stockholm Slot, jfr. Ferlin: Stockholms stad II, 1151. ( G. C.'s anm.)
       (ii)  Ben med åben skade. (G. C.'s anm. )    -  Der menes vel ben med åbne sår????


                                  

Bellman-huset i den lille gyde Urvädersgränd på Södermalm i Stockholm giver et smukt indtryk af det indre Stockholm, "Gamla Stan",  i 1700-tallet. Her tilbragte Carl Michael Bellmann 4 meget produktive år mellem 1770 og 1774.  Mere information her!

 

Side 91

holde til mere end andre folkeslags. De henviser til dem, der arbejder i minerne, og som ofte bliver trepanerede, når de har fået kvæstelser i hovedet. Denne operation er farlig i andre lande. Her foretages den ofte, ja til og med flere gange på den samme person.

Jeg burde vel sige noget om svenskerne i almindelighed, men jeg omgås kun få, og det ville være urimeligt at dømme om et helt folk alene ud fra dem, som jeg kender. Det forekommer mig aldeles ikke sådan, som det ellers siges: Alle påstår, at svenskerne er meget høflige. Det finder jeg ikke - undtagen dem, som har været i fremmede lande. Hos de andre - og jeg taler om mandfolk i almindelighed - er der noget barbarisk eller groft, eller for at side det pænere: Man skal omgås dem uden for alt megen høflighed, ikke gøre dem forlegne ved  komplimenter. Og jeg ser vel, at det er, som provsten i Helsingborg sagde til mig: Jo mere fri du er, jo mere velkommen er du også.

I førstningen, da jeg kom her til stedet og gik ud for at se mig om, tænkte jeg, at det var her som andre steder, at en fremmed havde den forret, at han måtte komme alle  vegne, hvor der var noget at se. Jeg nævnte mit navn og sagde, hvem jeg var alle vegne, hvor jeg kom. Men det hjalp ikke. Hvis folket er høfligt, så er det i hvert fald ikke medfødt, og jeg har med forundring set den danske sekretær henvist til at indtage en ringere plads end en svensk musketer. - Fruentimmerne er mere høflige end mændene. De forstår at titulere folk og at smile venligt og vise hinanden ære. Her kaldes enhver kælling "Frue", og en vintappers hustru, som fejer sin rendesten, tituleres "Frue". Men jeg kalder dem det gerne, for jeg er igen

 

Side 92

"Herr Sekretær", og hvor finder man en dansker, der kalder mig det? Jeg har før fortalt dig, at ordet "Gubbe" betegner en gammel mand, men her er der en svensker, der kalder mig "Gubbe-lille", og det er ment som en venlighed. - Men for nu igen at tale om folkets høflighed, så er det her brugeligt (sædvanligt?),  at bjergfolk spiser den første skefuld på Kompagniets sundhed, om det så også kun var i et fad grød.

Her tales meget tysk. Folk er klædt som hos os, og hvis der er en forskel, er den ikke værd at skrive om. Dog er mandfolkene mindre overdådige her end i Danmark. En svensk general og hans lakaj er begge klædt i blåt, så man skal se efter andre ting for at kende forskel på dem.  Folk synes i almindelighed at være gudfrygtige. De går hvert øjeblik i kirke, og det er sjældent, at nogen bliver hjemme for at passe på huset. Jeg finder dem tillidsfulde, medens de siger om mig, at jeg er fuld af mistillid - at jeg er méfiant - og det bare, fordi jeg vil have nøglen til mit kammer for mig selv.

Folket elsker at spise overdådigt, og den, der vil glæde en svensker med en drikkevare, om det så også var tyndt øl, kan være sikker på hans taknemmelighed. Skal jeg ellers dømme om svenskernes lidenskaber udfra en svaghed (sygdom?), som her har frit løb, så må jeg sige at de er meget løsagtige. Jeg ser mange fattige kvindfolk,  som ikke har nogen næse; og alle tjenerne hos en fremmed diplomat, som opholder sig her ved hoffet, har for nylig været smittede af den samme svaghed, og som de har fået i denne by. Jeg ved vel, at svenskerne hævder, at det er tyrkerne, der har ført disse gæster ind i landet. Men tyrkerne er nu borte, hvorimod sygdommen stadigvæk er her. Hvordan kan det hænge sammen? - Sidste sommer blev tredive horehuse på stedet udplyndret af soldater og søfolk!

 

 

Side 93

Hvad skal jeg fortælle dig om det svenske sprog? Du ved jo, at det er besvogret med vores, og andet ved jeg ikke. Jeg er ingen antiquarius, og du er ingen ynder af antikviteter. Når vi ved, hvor vi selv kommer fra, bekymrer vi os kun lidt om sprogets herkomst. Doctor Hiärne og en biskop i Västergötland (i) har diskuteret den svenske retskrivning, temmelig hidsigt endda. Deres skrifter er også offentliggjort, men deres diskussion interesserer mig ikke. Ordet "dannemand" bruges på svensk, men man bruger det kun til bryllupper på landet, hvor præsten er den første, som drikker ved bordet, og det på brudefolkenes sundhed, som han titulerer "dannemand" og "dannekvinde". - Jeg har talt med nogle svenskere om disse ord og sagt til dem, at det var mig kært at mærke, at det var en ære i Sverige at kaldes med dette navn, som efter mine begreber tilhører os. Men de svarer mig, at ordene har en anden oprindelse og er sammentrækninger af gamle svenske ord, som på deres sprog betegner duelige folk - folk, som duer til noget, og brave folk - og det tror jeg også snarest.  Svenskerne elsker os ikke så meget, at de ville efterligne os. De kalder os "Jutter" (ii), og når de vil tale om letfærdige folk, siger de, at "han er letfærdig som en Jutte". De anser os danske for at være falske, og når børn løber ud på isen, og isen knager og knækker under dem, siger man, at det er "dansk is"!

Den svenske påske er indtruffet efter, at jeg er kommet hertil. Skærtorsdag er kun halvt helligdag.  Langfredag er mere i ære, og alle aposteldagene fejres her. Det evangelium, der prædikes ovre hos os på Skærtorsdag, oplæses her på Palmesøndag. Jul, påske

Fodnoter:   (i) Jesper Swedberg, fra 1703 biskop i Skara . (G.C.'s anm.)
  (ii) 
Det vil sige 'Jyder'. (G.C.'s anm.)

 

 

Side 94

og pinse fejres her i fire dage. Første og fjerde dag er de mest hellige, og aftenen før højtiden spiser borgere og tjenestefolk risengrød. Det er lige så almindeligt og fast i Sverige på en helligaften, som en gås er det hos os Mortens aften.

Kvinderne er meget frugtbare.  Det sædvanlige tal er fra 12 til 16, og kommer det op på 24 eller 26, er det ikke noget at undre sig over. Det forekommer mig, at den skipper handlede  meget fornuftigt, som førte en ladning kvindfolk til Tyrkiet og Persien, hvor folk elsker at have mange børn. Jeg er sikker på, at han fik et stort overskud på salget af sine varer. - Jeg har talt med svenskerne om denne deres kvinders frugtbarhed, og jeg fortalte dem, at det var anderledes hos os. Men hertil svarede de mig, at grunden til denne forskel er, at danskerne i deres ungdom er alt for løsagtige. Du kan vel selv regne ud, hvad de mente med det.

Eftersom svenskerne har mange børn, og eftersom de ofte er i bekneb for navne til dem, tyer de tit til kongenavne, og det er grunden til, at de mest udbredte navne her er Carl og Gustav. Fornemme folks børn skal have kongenavne, og på landet er det 'brugeligt' (skik), at når en fornem kvinde bærer barnet til dåben, er det også hende, der bestemmer, hvad barnet skal hedde, og det bliver som regel til Carl eller Gustav, for der er altid nogen i hendes familie, der hedder sådan.

Når der fejres bryllup, er det skik i den tyske menighed, at brudgommen giver bruden en ring, og hun giver ham en igen, og præsten sætter den på deres fingre. Men er det i den svenske menighed, så sparer hun sin foræring.

Når nogen her i byen dør, så bekendtgør præsten  hans død for menigheden fra prædikestolen. Den  


 

Side 95

næste bøn derefter er en tak til Gud, som har forløst den svage. Var den døde adelig, så ringes der for ham om middagen efter klokken 12, men var han ikke adelig, så ringes der klokken 9 om morgenen - dog alt sammen først, når bekendtgørelsen har lydt fra prædikestolen.


Jeg har før fortalt dig, at gaderne vrimler med fattige folk, og jeg gentager det i dag: Aldrig har jeg set flere på et sted, end jeg ser her i Stockholm, og deres tal forøges daglig med dem, som de russiske tropper driver til tiggerstaven rundt om i landet, og som siden trækker sig tilbage hertil. De fleste af de fattige synger på gaden uden at bede om almisse. Nogle går ind i husene og synger i forstuen. Andre sidder på gadehjørnene og venter på, at den rige skal åbne sin hånd. Denne tiggermusik er mig så viderværdig, at når svenskerne giver de fattige penge for at have sunget, så køber jeg dem til at tie stille. Mange fattige blandt de gamle mænd siger du til folk, men mest når de vil sige tak.

Nætterne er lige nu meget lyse. Ved midnat er der her ligesom, når solen netop er gået ned hos os. Så jeg undrer mig ikke over den franzoser (=franskmand), som da han kom her til landet om sommeren spurgte efter, hvornår det mon blev nat.

Der har du, min ven, alt det, jeg endnu ved at sige dig om Stockholm. Får jeg med tiden mere at vide, så er det alt til din tjeneste. Men du må i dag nøjes med det, jeg har skrevet her. Jeg hører nu, medens jeg skriver dette, at der i byen diskuteres om noget, som loven ikke kan afgøre. Det drejer sig om en død mand, som ingen kender, og som to parter dog strides om.

 

 

Side 96

Han (i) blev fundet i minerne og er forstenet i vandet, som samles der.  De herrer assessorer og dommere i Bjerg-Collegiet gør krav på ham, som om han var en ting, der tilhørte dem - og lægerne beder om at få ham udleveret som en kuriositet, der vil kaste glans over deres fakultet. Kongens vilje må afgøre sagen, og dommen er endnu ikke afsagt.

Adieu, mon frère! - Komplimenter blandt venner er unødvendige, og selvom jeg så aldrig sagde et ord, så vidste du dog, at jeg er din
                                                                                                                       Ven og tjener.

Stockholm, søndag den 23. juni 1720.

Der er ikke sket noget, siden jeg skrev mit sidste brev til dig den 15. maj (ii). Tag til takke med det, jeg hidtil har skrevet. Tiden er kommet, til at vi skal rejse hjem fra Sverige. Men ligesom jeg ikke har fortalt dig grunden, til at vi kom her, så siger jeg dig heller ikke nu, hvorfor vi drager hjem. Det er nok, at vi rejser i morgen, og her er ingen dansker som ikke forlader landet med glæde. Rejsen hertil og vores séjour i Stockholm har været fatal for de fleste (iii). Generalen selv oplevede viderværdigheder (iv) nok på vejen fra København til dette sted, og her i byen har han stedse haft et svagt helbred og ikke noget, der kunne kaldes fornøjelser. Major Grüner (v), som jeg også regner med til generalens suite ved det, at Kongen sendte ham hertil i affaires,


Fodnoter:  (i)  En bjergmand i Falun, der blev fundet i december 1719, og som blev genkendt af flere, efter at han havde været død i henved 50 år. Historien synes først at være offentliggjort i Wielandts Lærde Tidender i 1720 (Juli). Se Acta Literaria Sueciæ 1722, siden 252. (G. C.'s anm.)
      (ii)  Bircherods dagbog er ganske vist skrevet i brevform,  og nogle steder gør han sig umage for at bevare illusionen om, at det drejer sig om rigtige breve, men her kniber det: Hans såkaldte brev  af 15. maj 1720 er svulmet op udover alle grænser og fylder 35 tryksider!  (R. M.'s anm.)
      (iii)  Ordet 'fatal' forekommer mindre velvalgt her. Ordet betyder jo 'dødbringende', men Bircherod fortæller ikke om nogle danskere, der skulle være døde i Stockholm. (R. M.'s anm.)
      (iv) 
Genvordigheder.   (R. M.'s anm.)
      (v)  
Gustav Grüner (1680 - 1765), der som søn af en tidligere dansk minister var opvokset i Stockholm og fortrolig med svenske forhold. (G . C.'s anm.) 

 

 

Side 97

kom til Sverige for at få sin del. En aften gik han på komedie for at se linedanserne - eller måske de svenske dames? Hans øjne forargede ham, men han rev dem ikke ud. Dog, Skriften skulle opfyldes: Han fik en sten i øjet, og i otte dage var han halvvejs blind.

Justisråd Neve brækkede hælen på sin ene sko, en gang han ville gå til bords, og der var fremmede (=gæster?);  Referatur inter molestias  (i).

Jeg væltede undervejs. Kammertjeneren råbte op om tyve: "De har stjålet hans støvle. Nu skal han op på hesten!". Han tager meget tungt på det med støvlerne.

Den ene lakaj har slået sin pande slemt, den anden har fået et sår på en af fingrene, og han savner en kappe. Den tredje var en svensk skælm - Bort, bort med ham! Han er ikke værd at tale om. Kokkedrengen klager over, at han aldrig har fået så mange hug som nu her i Sverige. Nu har han i to måneder daglig bedt til Gud  om af komme ud af denne svenske skærsild. Han mener, at det er luften, der gør kokken tosset i hovedet.

Kokken og kusken er sluppet uden skrammer indtil nu, men vi er endnu ikke i Helsingborg, og hvad der ikke er sket i dag kan ske i morgen. Jeg håber dog, at de også skal kunne sige, at de har været i Sverige. Jeg ved endnu ikke, hvilken vej vi skal følge på hjemvejen. Hvis det bliver den samme som på udrejsen, så kommer der ikke flere breve fra mig; men bliver det en anden, kan det være, jeg skriver til dig undervejs. Rejsen afhænger af myndighederne, men min egen vilje bestemmer, om jeg vil skrive mere. Det vil jeg overveje i nat.

Fodnoter:   (i) Lad det blive regnet til besværlighederne. (G. C.'s anm.)

 

 

Side 98.

Tälje, mandag den 24. juni 1720.


Du ser, at jeg har forladt Stockholm. Vi rejste derfra i aftes klokken 5 i selskab med Mylord Carteret (i), den engelske ambasssadør, som følges med os til Danmark. Han og Generalen rejser sammen i en karrosse, jeg i en anden vogn med en herre, som jeg ikke kender; de andre kalder ham Scrader (ii). Vi taler tysk sammen, men vi taler kun om vejret, regn og solskin og ikke andet, og det er ikke værd at skrive til dig om.

Vi kom til Fittja klokken 6. Du husker vel, at der er en kro. Her skiftede vi heste, tog afsked med dem, som havde fulgt os dertil fra Stockholm, og blev tilhørere til en lagmansrätt (iii), som blev holdt i samme hus. Sagen drejede sig om en enlig kvinde, der blev beskyldt for at have været "havende", uden at det var kommet videre. - Hvis du forstår dette svenske ord, ved du hvad jeg taler om, og forstår du det ikke, så er det lige meget.

Fra Fittja rejste vi til Tälje, hvor vi er nu. Jeg kan ikke sige dig, hvad det er for et sted. Det var en flække sidste år, men nu er der slet ingen ting tilbage. Russerne har brændt det hele. Hvad vil du kalde det, der ikke findes? Kapellanens hus står dog endnu tilbage, og der logerer vi. Men værten er ikke hjemme. Havde jeg kunnet tale med ham, kunne han måske have fortalt mig noget om russernes grusomheder, og så havde jeg da noget at skrive om, men nu har jeg ikke noget at fortælle dig - andet end, at jeg vil skrive til dig igen imorgen.


Fodnoter:  (i) John Carteret  (1690 - 1763) var i 1719 i Stockholm for at ordne erstatningsspørgsmålet for engelske undersåtters tab i krigen, og fulgte i 1720 med Jens Juel for at være mellemmand mellem Sverige og Danmark ved fredsslutningen den 13. juli 1720. (G. C.'s anm.)
   (ii)   Ifølge oplysning side 100 en råd (?)  fra Hannover, der den 9. november 1719 havde sluttet fred med Sverige. (G. C.'s anm.)
   (iii)  En lavere domstol på landet. Den ophævedes 1849.(G. C.'s anm.)

 

 

Side 99.

Norrköping, tirsdag den 25. juni 1720.

Sig mig, min ven, om der findes hekse? Thi jeg tror virkelig, at jeg i nat har været forhekset. I aftes faldt jeg i søvn ved Tellia (i), og i morges vågnede jeg ved Nyköping, et spring i søvne på syv og en halv mil - Det kan ikke være gået rigtigt til! Nyköping er brændt ned til grunden; det er en by, der kun består af skorstene, og der bor ingen der uden dem, der arbejder. Nu til aften er vi i Norrköping. Byen ligger i aske. Moscoviterne brændte den, sammen med de andre byer, og da fjenden var vel ude af landet, var det de svenske soldater, der udplyndrede folk! Alt hvad jeg ser i dag er rudera (ii) af en forstyrret verden. Egnen er et confusum chaos, hvor enhver prøver at finde sit eget. Vi rejsende finder intet at spise. Her er hverken fisk eller kød. Folkene får rådne æg, sur mælk, harsk smør og kagebrød. Det er virkelig ikke mad for rejsende! Ambassadøren er svag, fordi han har sultet. Hans middagsmåltid var et stykke tørt brød. Jeg ynkedes inderligt over ham. Vi andre sugede på labben. Generalen trøster os med, at vi vil få noget at spise i nat. Vi rejser herfra til en landsby. Gud give os en lykkelig rejse og forråd i huset, hvor vi kommer frem. Amen!


Linköping, onsdag den 26. juni.

Herren hørte min bøn, jeg uværdige synder. Vi kom lykkeligt og vel til Brinck i nat klokken 12 og spiste os mætte der. Klokken 2 rejste vi videre, og klokken 6 kom vi til staden Linköping, hvor alle gik til ro. Formiddagen var vores sabbat. Alle sov, og siden gik vi til bords. Nu har vi spist, og klokken er 3 om eftermiddagen,

 Fodnoter:   (i)  Byen Tälje.          (ii) Levninger. (G. C.'s anm.)    - der menes måske ruiner? (R. M.'s anm.)

 

 


Videre til       del 1      del 2    del 3     del 4     del 5     del 6     del 7     del 8     del 9     del 10