Om Vitskøl Klosters grundlæggelse



Vitskøl Kloster i Nordjylland. Der er meget lidt tilbage af de oprindelige bygninger. Den nu-    
værende vestfløj  er fra slutningen af 1400-tallet - medens en lille del af østfløjen er oprindelig.
  ( Klik på billedet og læs mere om klostrets historie på Søren Nielsens hjemmeside. )



Forord

Der er bevaret en lille latinsk krønike fra Højmiddelalderen, der i trykte udgaver er blevet forsynet med overskriften 'Narratiuncula de Fundatione Monasterij Vitæscholæ in Cimbria'. Titlen stammer næppe fra den middelalderlige forfatter, snarere skulle man tro, at det er den danske historiker Johannes Stephanius (Staphen Hansen), der har udformet titlen, da han afskrev det gamle manuskript i 1600-tallet. Det er siden trykt i 'Scriptores Rerum Danicarum', og igen i 1918, da Martin Clarentius Gertz stod for udgivelsen.

Den lille latinske krønike er så kort, små fire tryksider, at den ikke har påkaldt sig nær samme opmærksomhed som for eksempel 'Øm Klosters Krønike', der er anderledes omfangsrig og stofmættet. Men lidt har også ret, og den lille fortælling om Vitskøl Klosters grundlæggelse fortjener bedre end at blive helt glemt.

Originalmanuskriptet er ikke bevaret, og vi ved ikke, hvor det hele kommer fra, men ser man nærmere til, forekommer det mest sandsynligt at det er en munk fra Varnhem Kloster i Sverige, der har ført pennen. Det kan der gives flere gode argumenter for, de skal nu ikke føres i marken her, men hvis man læser den lille krønike uden forudsætninger og fordomme, så forekommer den at være skrevet ud fra et svensk synspunkt og at være optaget af svenske forhold, først og fremmest Varnhem Klosters grundlæggelse, medens Vitskøl kommer ind så at sige som en parentes. Den titel, vi nu bruger, i hvert fald i Danmark, dækker altså slet ikke indholdet, men det er forståeligt, at de danske udgivere har læst teksten med danske øjne og hæftet sig mere ved det danske end ved det svenske

Den korte tekst handler altså ikke først og fremmest om Vitskøl, men den er så heller ikke det eneste vi har om dette klosters grundlæggelse. Vi har også bevaret teksten til et kongeligt gavebrev, hvori kong Valdemar den Første (den Store) giver rigeligt gods til det nye kloster som tak til Gud, fordi Valdemar vandt i den nyligt afsluttede borgerkrig.

Krøniken foreligger her nyoversat (i 2006) af Richard Mott.





Firblad ( Paris quadrifolia )



*     *     *     *     *







Om Vitskøl Klosters grundlæggelse



Swercho, rex Swecie, et Ulvildis regina, duos conventus monachorum temporibus  beati Bernhardi ex Claravalle ejusdem patris monasterio assumentes, duas ex eis abbatias in regno Swecie et patrimonio suo fundaverunt, Alvastrum scilicet et Ludrhe. 
 

Sverker, kongen af Sverige, og dronning Ulfhilde indkaldte på den salige Bernard af Clairvaux´ tid to munkeforsamlinger fra den samme faders kloster, og grundlagde med dem to klostre i Sveriges rige på deres arvegods, nemlig Alvastra og Lurö.



Alvastrum autumant primam omnium abbatiarum  tam in Swecia quam in Dania, Norvegia ac Alemania. Conventum vero alterum ad insulam quandam parvam, quae vocatur Ludrhe, miserunt. Inde conventus ille propter nimiam suam paupertatem ad silvam quandam quae Lugnhas dicitur, transmigravit. De hac silva per quandam nobilem feminam ad divitem fundum, qui Varnhem dicitur, translatus est, et in hodiernum diem haec eadem abbatia filia est Alvastri Monasterii.
Man mener at Alvastra var det første af alle klostre, såvel i Sverige som i Danmark, Norge og Tyskland. - Den anden gruppe (af munke) sendte de til en lille ø kaldet Lurö. Derfra flyttede gruppen på grund af sin alt for store fattigdom til en skov kaldet Lugnås. Fra denne skov blev det siden af en fornem kvinde flyttet til et rigt gods kaldet Varnhem. Indtil denne dag er dette samme kloster en datter af Alvastra Kloster.




Ruinerne af Alvastra kloster, Nordens ældste cistercienserkloster. ( Links 1 og 2.)


 Brevi post tempore femina illa Sigrid, quae abbatem Henricum et ejus conventum Varnhem transtulerat, consilio cujusdam potentis viri depravata abbatem praedictum et monachos ejus de Varnhem expulit.. Cum autem statim Dei judicio plagam leprae  et oculorum caecitatem incidisset, ad mitigandam sibi Omnipotentis Dei iram abbatem abeuntem et monachos per supplicantes  nuncios revocavit eisque Varnhem, quam abstulerat, reddidit, rogans suppliciter ut pro satisfactione peccati sui usque ad finem vitae suae reliquiis mense fratrum aleretur. Quod et obtinuit.
Kort tid efter lod denne kvinde, Sigrid, som havde ladet abbed Henrik og hans munke komme til Varnhem, nævnte abbed og hans munke drive bort fra Varnhem, forledt dertil af en mægtig mand. Men så blev hun straks ramt af Guds dom - hun blev spedalsk og blind - og så kaldte hun abbeden og hans munke tilbage, medens de var på vej bort. Dette gjorde hun gennem budbærere, som bad dem indtrængende om dette for at mildne Gud den Almægtiges vrede. Hun gav Varnhem tilbage til dem, hun havde taget det fra, og bad så mindelig om, at hun, så længe hun levede, for at bøde for sine synder måtte leve af resterne fra brødrenes bord. Det fik hun lov til.


    
Varnhem cistercienserkloster fra omkring år 1150 var i middelalderen Sveriges største munkekloster. Placeringen var helt ideel: her var kalksten, sandsten, tømmer i skovene, rent vand og vandkraft fra bjergene samt fisk i søerne. År 1234 blev klosteret lagt i ruiner af en voldsom brand men genopbygget endnu prægtigere. 

Munkene medbragte hele den europæiske kultur, og klosteret blev et religiøst, kulturelt, økonomisk, socialt og politisk centrum for Sverige. I klosterkirken er begravet mange kendte mennesker - deriblandt mindst 3 svenske konger.

I forbindelse med Reformationen fik klosteret år 1527 konfiskeret sine jorder. Og under den  store nordiske 7-års krig blev klosterbygningerne år 1566 sat i brand af danske soldater. Klosterkirken (billedet!) blev genopbygget i 1600-tallet, medens resten af klosterbygningerne fik lov at forfalde, så der i dag kun findes sparsomme rester tilbage heraf. 

 

Post mortem vero Sigridis, fundatricis Varnhem, Christina regina, uxor Erici regis Swecie, consanguinea Sigridis, omnibus modis abbatem et ejus conventum molestabat, quatenus eis expulsis locum illum possideret. Statimque exemplo regine omne vulgus in circuitu illorum pessimo odio oderunt illos, ita ut mulieres ad purgandos ventres suos abbatie terminos intrarent impudenter. Sacerdos etiam quidam, vicinus illorum, in dominica die Palmarum, cum fratres in processione per claustrum irent, mulieres quasdam procaces et impudicas palliis earum in domo sua relictis et retentis lineisque indutas in medium monachorum misit, ipseque missam in ecclesia sua celebraturus perrexit. Et ecce, mulieribus in claustro saltantibus domus ejusdem sacerdotis et vestimenta mulierum ibi deposita et omnia, quae in domo erant, combusta sunt. Tandem denique regina per nuncium suum abbati Henrico praecepit, ut domum magnam quandam,in qua abbas ipse libros missales scribere solebat, destrueret et ad locum alium, quo ipsa mandaverat, transferri faceret. 

Efter at Sigrid, Varnhems grundlægger, var død, forulempede Sigrids frænde dronning Christina, hustru til kong Erik, Sveriges konge, abbeden og han munke på alle måder, for at hun efter deres fordrivelse kunne tage ejendommen i besiddelse. Efter dronningens forbillede begyndte da det jævne folk i munkenes omgivelser at hade dem med det ondeste had på den måde, at kvinderne gik ind på klostrets område for at tømme deres bug på en skamløs måde. En Palmesøndag, da en præst i nabolaget og tre brødre gik gennem klostret i procession, lod nogle frække og skamløse kvinder deres klæder ligge i hans hus, og kun iført deres linned gik de ind blandt munkene. Selv fortsatte han med at fejre messen i sin kirke. Men se, medens kvinderne dansede i klostret, brændte præstens hus og de klæder, som kvinderne havde efterladt der, og alt, hvad der ellers var i huset. Til sidst befalede dronningen abbed Henrik, gennem et sendebud, at han skulle  nedrive det store hus, hvor de plejede at lade messebøgerne afskrive, og flytte til en anden plads,  som hun anviste ham.



 Abbas ergo, humana malitia superatus, ad generale capitulum adire disposuit et abbatum consilio ad dominum apostolicum transire, si forte per interdictum apostolicum praedictam reginam a malitia sua compesceret et invidia.

Da abbeden således havde set sig besejret af denne menneskelige onde vilje, besluttede han at rejse til Generalkapitlet for at se, om han ved en pavelig bandlysning skulle kunne betvinge dronningens onde og vrange vilje.



Factum autem est, abbate Henrico de Swecie decedente et per regnum Danorum transeunte, ut in Selandiae civitate Roschildensi synodus magna ageretur, un qua rex Waldemarus er archiepiscopus Eschillus preaesidebant. Statimque ut abbas archiepiscoporum salutaverat, causam itineris sui, et quantas incommoditates in Swecia sustinuerat, ei aperuit diligenter.

Da abbed Henrik rejste gennem kongeriget Danmark, blev der holdt en stor synode i byen Roskilde på Sjælland. Der var kong Valdemar og ærkebiskop Eskil til stede. Så snart abbeden havde hilst på ærkebiskoppen, gjorte han nøje rede for årsagen til sin rejse, og hvilke store besværligheder, han havde været udsat for i Sverige. 



 Erant autem tunc temporis tres reges in regno Danorum. Primus et optimus erat Waldemarus, filius preciosi martyris Kanuti. Secundus Kanutus, filius Magni. Tertius fuit Sveno, filius Erici Emun. Verum quia inter reges istos fides nulla, sed magis opiniones et suspiciones bellorum erant, unus illorum trium, Waldemarus scilicet, olim Deo Omnipotenti abbatiam Cisterciensis Ordinis fundaturum se promiserat, si sibi inter pericula vitae suae adjutor existeret. 

 Men der var på den tid tre konger i danernes rige. Den første og bedste var Valdemar, en søn af den dyrebare martyr Knud. Den anden var Knud, søn af Magnus. Den tredje var Svend, søn af Erik Emune. Men kongerne stolede ikke på hinanden; de ventede og havde mistanker om, at det ville komme til krig. En af disse tre, nemlig Valdemar, havde lovet Gud den Almægtige, at han ville grundlægge et kloster af cistercienserordenen, såfremt Gud hjalp ham i disse farer.



Tandem, cum rex Sweno, insidiose duos reges Waldemarum et Kanutum occidere volens, unum solum Kanutum occidisset, Waldemarus auxilio Dei sui nominis insidiatorem et regis Kanuti peremptorem generali bello superatum occidit et extinxit.

Kong Svend efterstræbte de to konger Valdemar og Knud og ville slå dem ihjel, men han fik kun dræbt den ene, Knud, medens Valdemar med - Guds hjælp - i en stor krig overvandt ham, der efterstræbte ham, og som havde dræbt kong Knud.



Archiepiscopus autem Eschillus, abbatem Henricum intelligens literatum et honestum virum esse, sicut sincerissime omnes religiosos honorans, summo studio eum Waldemaro regi commendabat, monens ac consulens, ut in abbatia, quam se rex fundaturum esse promiserat, talem virum abbatem constitueret. Statimque rex, quod voverat Deo reddere desiderans, multis precibus abbatem de hoc ipse rogavit, unde archiepiscopus consilium dederat. Cumque abbas regi roganti facile acquiesceret, utpote quaerens sibi ac fratribus locum, in quo Deo servirent, rex postea paucis diebus missis viris ad Jutlandiam, omnia optima praedia patrimonii sui ostendi praecepit abbati, ut unum ex hiis, quod Cisterciensi Ordini magis aptum esset, ad abbatie fundum eligeret. 

Men da ærkebiskop Eskil forstod, at abbed Henrik var en lærd og hæderlig mand, således som han også på det oprigtigste ærede alle munke, anbefalede han ham med den største iver til kong Valdemar og rådede denne til at indsætte en sådan mand som abbed i det kloster, som han havde lovet at grundlægge, når han blev konge. Kongen, som gerne straks ville give, hvad han havde lovet Gud, udspurgte abbeden om mange ting, efter ærkebiskoppens råd. Og abbeden svarede velvilligt på kongens anmodning og forklarede, at han søgte et sted for sig selv og sine brødre, hvor de kunne tjene Gud. Nogle få dage senere sendte kongen mænd til Jylland og befalede, at alle de bedste ejendomme, der indgik i hans fædrene arv, skulle vises frem for abbeden, så at denne kunne vælge den, der egnede sig bedst for et cistercienserkloster.



Abbas autem, omnibus praediis inspectis, quae ei ostensa sunt, diligenter audito archiepiscopi ac multorum hominum consilio, firma deliberatione Vitae Scholae praedium duxit eligendum: confestimque nuncios et literas Varnhem mittens omnem conventum suum ad locum novum invitavit, quem Dominus in Dacia eis dedit. 

Efter at abbeden havde set på alle de ejendomme, han fik forevist, og derpå havde lyttet til ærkebiskoppens og mange andre menneskers råd, tog han en fast beslutning om at vælge Vitskøl. Straks sendte han bud med brev til Varnhem og indbød hele sit munkefællesskab til at komme til den nye plads, som Herren havde givet dem i Danmark.




Bernard af Clairvaux prædiker for munkene.  Billede fra o. 1400.


Tunc temporis dominus Gerardus, secundus abbas Alvastri, vir sanctissimus et in fide catholicus, praesens erat in Varnhem. Qui pater sanctus, sciens conventum loci illius multa mala perpessum, talem licentiam dedit, ut qui vellet, in Daciam ad locum novum pergeret, qui autem remanere vellet, remaneret. Perrexerunt autem ad regem danorum monachi viginti duo, et plures conversi cum eis, calices et libros, argentum, vestes et boves in manibus secum habentes. E quibus plures et meliores ad locum Varnhem redierunt unde exierant.

På den tid var den herre Gerard, som var den anden abbed i Alvastra og en meget hellig og fromt troende mand, i Varnhem. Da denne hellige mand vidste, at munkene havde lidt meget ondt der hvor de var, gav han dem, som ville, lov til at drage til den nye plads i Danmark, men de, som ville blive tilbage, fik også lov til det. Toogtyve munke, og med dem adskillige lægbrødre, rejste så afsted til danernes konger, med deres kalke, bøger, kirkesølv, skrud og husdyr. Men af disse vendte de fleste og de bedste sidenhen tilbage til Varnhem.


Kort over den rute som munkesamfundet fulgte da det drog fra Alvastra
 til Vitskøl. (Kortet er stillet til rådighed af tidsskriftet "Skalk")



Est autem fundata Vitaeschola in abbatiam anno Domini mclviii, die kal. aprilis. Et sciendum quod primo fundacionis anno Vitaescholae rogatu domini Eschilli, viri magnifici et cum omni reverentia nominandi, quondam danorum primi archiepiscopi et apostolice sedis in insulis aquilonaribus legati, postea vero humilis Cisterciensis monachi ac coenobii Clarevallis professi, Henricus, abbas primus Vitaescholae, et omnis ejus conventus subjectionem promisit domino N. de Esrom.

Grunden blev da lagt til Vitskøl kloster i det Herrens år 1158, den første april. Og man skal vide,  at endnu i det første år efter at Vitskøl var grundlagt, gav Henrik, Vitskøls første abbed, sammen med hele sit munkefælleskab det løfte til den herre N. i Esrum, at de ville give sig ind under ham. Det skete på opfordring af den herre Eskil, en prægtig mand, som bør nævnes i al ærbødighed, og som en gang var danernes første ærkebiskop og det apostolske sædes udsending på de nordlige øer, men som siden blev en ydmyg cisterciensermunk og gav sig ind i klosteret i Clairvaux.


     Vitskøl klosterhave, som den ser ud i dag med blindehave, apotekerhave og snapseurtehave. 
Urtehaven er placeret lige ved siden af klosteret.



Post haec cum Ericus rex supradictus et Christina regina Swecie pro discessione monachorum de Varnhem circum locum mitiores essent, dominus Gerardus, sanctae memoriae abbas Alvastri ad eos, quii de Dacia redierant, alios, quanti ad abbatiae numerum sufficerent, de Alvastro adduxit, eisque dominum Laurentium, divinis et humanis rebus inclitum, abbatem ordinavit. Sic ergo Varnhem, deserta ad tempus, iterum inhabitari coepit. Inde laus sit Omnipotenti Deo ac Virgini Mariae. Amen.      
Efter at den førnævnte kong Erik og dronning Christina, Sveriges dronning, var blevet mildere stemt ved munkenes afrejse, sendte den herre Gerard, Alvastras abbed, salig ihukommelse, så mange munke fra Alvastra til dem, der kom tilbage fra Danmark, at de kunne befolke et kloster. Han forordnede desuden, at den herre Lars, som var kendt for sit guddommelige og menneskelige væsen, skulle være deres abbed. Således begyndte man altså igen at bebo det Varnhem, man engang havde forladt. For dette bør man prise Gud den Almægtige og jomfru Maria. Amen.

 



Vi har maleriske ruiner af Cistercienserklostre i Norden, men vistnok ikke et eneste fuldt bevaret 
klosterkompleks. For at se det må vi til Chorin i Tyskland. Klosteret her skal være fra ca. år 1272.


*  *  *  *  * 


 Da Vitskøl Kloster var vel etableret, begyndte en rig og frodig virksomhed, der skulle stå på i århundreder. Der kunne fortælles meget om alt det, der skete fra klostret blev grundlagt og indtil det blev nedlagt, men stedet er ikke til det her. Men klosteret blev nedlagt. I 1536 sænkede Reformationen sig over Danmark, og i klostrene fik man ordre til at lukke og slukke, slut med det gamle, noget nyt skulle til. I Vitskøl som andre steder fik de gamle munke lov til at blive boende deres dage ud, de var alligevel ikke til noget; man lod dem være, men ingen nye munke blev optaget, det var slut med Vitskøl Kloster.



Den danske historiker Langebek, der var virksom i 1700-tallet, fik på en eller anden måde en lille seddel i hænde, der fortæller en smule om de sidste dage. Her gengives først Langebeks egne ord om den lille seddel, sådan som Langebek skrev på latin, med tilhørende oversættelse, og dernæst indholdet af den lille seddel.


Langebek:

Appendicula ex scedula veteri, sive potius ex abrupto folio veteris libri, scripti circa tempora Reformationis Evangelicae a Christierno Nicolai, qui monachus Vitae Scholae fuerat, post loci pastor factus 

Lille vedhæng fra en gammel seddel, eller rettere et blad revet ud af en gammel bog, der blev skrevet omkring tiden for den Evangeliske Reformation af Christiern Nielsen, der havde været munk i Vitskøl, og som siden blev præst på stedet.



Og Christiern Nielsens korte beretning:

Anno Verbi Incarnati mclviii, die Kalendarum Aprilis, fundata est domus Vitescole in abbatiam Cisterciensis ordinis, regnantibus Svenone, Canuto et Valdemaro Danorum regibus, sub domino Henrico primo abbate, a beato Bernardo misso. – Anno vero Salutis 1504, illustrissimo principe Johanne cum consorte sua Christina et liberis Christierno et Francisco hec tria regna gubernante, completa est fabrica chori ejusdem ecclesie, eodem videlicet tempore quo ecclesia in parietibus et testudinibus est consummata, sub ultimo domino Henrico, hujus domus abbate. Quorum justitie oblivionem non receperunt. Anno autem eodem electus est dominus Petrus in abbatem hujus ecclesie, in vigilia Simonis et Jude, praefato Henrico ad monasterium Esromense translato.

Oversættelse af Christiern Nielsens beretning:

I det kødblevne Ords år 1158, den første april, blev huset Vitskøl grundlagt som et kloster af Cistercienserordenen, dengang Svend, Knud og Valdemar var danernes konger, under den herre Henrik, den første abbed, som var udsendt af den salige Bernard. – Men i det Frelsens år 1504, da den højlovlige fyrste Hans herskede over disse trende riger, tillige med sin gemalinde Christina og sine børn Christiern og Frans, blev den samme kirkes korbygning færdig, på samme tid som kirken blev gjort færdig i sine mure og hvælv, under den sidste herre Henrik, der var abbed i dette hus. Deres retfærdighed skal ikke blive glemt. Men i det samme år blev den herre Peder valgt til abbed i denne kirke, dagen før Simons og Judas dag, og den førnævnte Henrik blev overflyttet til Esrum Kloster.

 

 *   *   *   *   *

 

 

Djævelen i Vitskøl Kloster

En lille fortælling fra Middelalderen


 Original latinsk text med oversættelse ved Ellen Jørgensen


De eo, quod diabolus triennio latitavit in specie servi in quodam monasterio Ordinis Cisterciensis.
Hvorledes djævelen, skjult i en tjeners skikkelse, var i tre år i et kloster af Cistercienserordenen.



Est cenobium quoddam Cisterciensis Ordinis in Dacia, quod nuncupatur Vitae Schola, in quo non longe ante hoc tempus tale aliquid accidisse pro certo agnovimus. Malignus spiritus quidam, ad eandem domum in specie juvenili adveniens et loco mercenarii serviens per triennium visibilis mansit atque incognitus, dum dissimulans demonem hominem mentiretur. Erat itaque promptus et sedulus ad obsequendum, alacer et velox ad discurrendum, industrius nimis et efficax ad operandum, adeo ut omnes mirarentur sollertiam ejus atque sollicitudinem, quia ita ad oculum serviens quaelibet injuncta facile explicabat.

Der er i Danmark et Cistercienserkloster, som hedder Vitskøl, hvor følgende skete for ikke længe siden, efter hvad vi har hørt som sikkert. - En ond ånd kom til nævnte hus i skikkelse af en ung mand, tog tjeneste som daglejer og blev der i tre år. Hans skikkelse var synlig for alle, men ingen kendte hans rette natur, idet han dulgte, at han var en djævel og gav sig ud for et menneske. Han var nemlig redebon og ivrig til at lyde, rask og hurtig til at springe omkring, helt flink og dygtig til arbejde, så at alle undredes over hans snildhed og omhu, efter som han i den grad agtede blot på et blik og let udførte alt, hvad der blev ham pålagt.



Contigit autem, ut quidam ex fratribus monasterii pro quodam negotio mitterentur ad proximum vicum, habentes in comitatu suo fantasticum juvenem illum. Qui dum simul in una domo residerent idem juvenis veternosus caput erigens collumque extendens attonitis auribus sursum oculos intendere coepit, cumque aliquamdiu auscultasset subito totus infremuit atque ita exclamans ait: “O, o, ecce tonitruum magnum in Granalandia audio!” Est autem Granalandia a regione Danensi fere unius anni itinere remota. Cum reticeret paululum et quasi stupens permaneret, iterum exclamans ait: ”Ecce tonitruum appropinquat, jamque illud audio in Hislandia!”. Et post modicum intervallum iterum dixit: “Ecce nunc usque ad Norweiam accessit; jam non est mihi tutum amplius remorari”.

Nu hændte det, at nogle af brødrene i klostret sendtes i et ærinde til den nærmeste landsby og havde hin forgjorte unge karl med. Medens de sad sammen i et hus, rejste den nævnte snedige unge svend på en gang hovedet, strakte halsen frem, rettede blikket opefter og lyttede ganske lamslået. Og da han havde lyttet en stund begyndte han pludselig at skælve over hele sin krop og udbrød så: ”O, o, lyt engang – jeg hører et stort tordenvejr i Grønland!” - Grønland ligger omtrent et års rejse fra danernes land. - Efter at have tiet nogen tid, stadig som var han slagen af skræk, udbrød han atter ”Lyt - tordenen nærmer sig; nu hører jeg den på Island!” Og efter en lille stund sagde han igen ”Hør, nu er den nået lige til Norge, nu tør jeg ikke blive længere.”



Cum ergo ista dixisset, ilico fugam arripuit et coepit currere festinanter ad mare, quod ibi adjacebat. Porro insecuti sunt fugientem fratres certerique qui aderant, obstupefacti vehementer ex his quae audierant. Sed antequam ad freti litora pervenissent praeoccupatus in tonitruo, quod tam procul audierat, persussus atque consumptus est ictu fulminis quam fugiebat.

Men da han havde sagt det, greb han straks flugten og begyndte at løbe ilsomt til vandet, som var der i nærheden, hvorpå brødrene løb efter den flygtende, tillige med de andre tilstedeværende, som var højlig forfærdede over, hvad de havde hørt. Men før de havde nået strandkanten, var han blevet indhentet af tordenvejret, som han havde hørt så langt borte, og det lyn han flygtede for havde ramt og tilintetgjort ham.



Cognoverunt itaque fratres, quod demonium esset, de quo etiam postmodum recordati sunt omnes, quod numquam viderant ipsum in ecclesiam ingredi, numquam in eo deprehenderant certum aliquod indicium hominis Christiani.

Da forstod brødrene at det var noget djævelskab, og senere kom de alle sammen i tanker om, at de aldrig havde set ham gå ind i kirken, og at de ingen sinde hos ham havde fundet noget, der tydede på, at han var et kristent menneske.

Oversættelse: Ellen Jørgensen.

Første gang trykt i tidsskriftet Danske Studier, 1912.