Videre til   del 1       del 3   del 4   del 5   del 6   del 7    
  

Ruslandsrejsen

(del 2)
 

 




 



5.
Unde 20. die in aurora discessimus, septemque miliaribus peractis Tarbatum pervenimus. Quae civitas muro est circumcincta domibusque lapideis extructa, eo modo, ut ajunt, quo urbs Lubecum aedificata est, quamvis omnia fere aedificia sint modo diruta ae devastata. Cum autem ingredi eam minus liceret, castra metati sumus in villa semimiliare inde dissita, nobis modo sub frondium tegminibus cubantibus, eo quod nullus locus erat in diversoriis aptus et conveniens.

Interea cum milites Suetici ipsis fere diebus totum tractum a Velino Tarbatum versus hostili manu invasissent destruxissentque, noluerunt nos eam ob causam per rectam viam, sed per devia aliquot miliaria per pontes, colles, nemora, stagna ducere, magno cum jumentorum bonorumque nostrorum periculo et dispendio.

Cum jam eo veniremus, cognovimus quo pacto Suetici equites cum Ruthenis ante paucos dies nobis Pernoviae degentibus sese conduxissent, idque hoc modo: Illi ex arce Uberpolen, quae nuper in potestatem Regis Sueciae erat redacta, sese de nocte clam abduxerunt, Tarbatum praedam insectantes. Quo cum venirent totum suburbium amplum et munificum incendio conflagrarunt. Quo viso Rutheni in urbe agentes illos aggressi sunt. Sueci autem, cum viribus illis essent inferiores, in pedes sese conjiciunt; insequentibus iis in fuga capti sunt ex Suecis quadraginta. 

 

5.
Sendefærdens overnatningsmuligheder er på grund af de Svenske og Russiske hæres kampe begrænset til den åbne mark, idet den over alt nægtedes adgang til byerne. Der berettes om kampe med mange faldne.  Jacob Ulfeldt fortæller om en hær på fem tusind mand af de primitive Tatarer til hest. De gør et stort indtryk på ham, også fordi de er hedninger.

Derfra drog vi afsted den 20. ved daggry, og efter syv miles vej nåede vi til Dorpat. Denne by er omgivet af en mur og bygget af stenhuse, sådan som man fortæller at Lübeck også er det, selv om næsten alle bygninger nu er hærgede og ødelagte. Men da vi ikke fik lov til at komme ind, slog vi lejr ved en gård en halv mils vej derfra, og der lå vi med træernes løvhæng som tag, for der var ikke noget egnet og passende sted i kroerne.



Da de Svenske soldater i næsten de samme dage var trængt ind i hele området mellem Fellin og Dorpat med fjendevold og havde ødelagt meget, vilde de ikke lade os drage den lige vej, men førte os ad omveje nogle mil, over broer og bakker og skove og søer, med stor fare og tab for vores trækdyr og gods.

Da vi så kom dertil erfarede vi, hvad de Svenske ryttere havde gjort mod Russerne få dage før, mens vi opholdt os i Pernau. Der var sket følgende: De havde i hemme- lighed, om natten, forladt borgen i Poltsamaa, som for nylig var kommet i den Svenske Konges magt, for at søge krigs- bytte i Dorpat. Da de kom dertil, satte de ild til den vidtstrakte og prægtige forstad. Da Russerne, der var i byen, så det, gik de til angreb på dem, og fordi Svenskerne var dem underlegne i styrke, tog de flugten. Russerne fulgte efter dem, og på flugten blev fyrre Svenskere taget til fange. 
                                                      
Fæstningen Narva blev grundlagt af danske korsriddere i begyndelsen af 1200-tallet. Den danske konge fik af paven til opgave at forsvare det netop kristnede Estland mod anslag fra det ortodokse Rusland. Narva-floden blev herved skillelinjen mellem det romersk-katolske Vesteuropa og det ortodokse Østeuropa, en status som floden endnu har i dag. Valdemar Atterdag solgte 1346 de danske besiddelser i Estland til de tyske ordensriddere. 1558 blev Narva indtaget af en russisk hær, og 1581 blev borg og by erobret af svenskerne. 1704 indtog zar Peter den Store af Rusland Narva, men byen fik lov at bevare mange af sine privilegier.

Rutheni, victoria hac potiti, ulterius progredi cum copiis tentaverunt rectaque Uberpolen contendunt, collectis ad numerum quattuor millium. Eo ubi perventum est putarunt omnia ex animi sententia transacta nihilque periculi esse, quo minus ea quae volebant perficerent. Sed audi quid illis inopinato accident: Sueci, quibus illorum adventus erat cognitus quique stratagemate eos eludere certabant, vasa cum rebus Tarbati collectis ante portas reliquerunt, facientes hostibus spem recuperandi ea, quae amiserant, simulantesque se propter hostium celeriorem adventum illa in arcem deferre non posse. Interim continebant sese in sylvula, non adeo longe ab arce remota (erat enim locus frondibus, nemore densisque arboribus adeo septus, ut facillime sese quisque occultare posset, ne ab hostibus conspiceretur). - Rutheni, ea non animadvertentes, avide praedas resque amissas insectantur violentaque manu cistas, vasa, et id genus alia frangunt, canentes ante victoriam triumphum.


Illi hoc videntes ex sylva prosiliunt hosque jam in opere existentes invadunt, sauciant, interficiunt hostilique manu prostemunt, ut ex quattuor milibus vix tria evaserint, si fides adhibenda est iis, qui nobis haec retulerunt. Sub potestate enim Muscovitae erant.


Hine discessimus 22. die Junii, conferentes nos Plescoviam, quae civitas a Tarbato distat miliaribus 25, primaque nocte, sicut et altera, sub frondibus pernoctavimus, confectis sex miliaribus.

 		Da Russerne havde vundet denne sejr, forsøgte de at komme videre frem. Efter at have samlet henved fire tusind mand, drog de til Poltsamaa. Dér tænkte de, at det vilde gå godt, der var ingen fare på færde og intet, der hindrede dem i at gøre, hvad de vilde. Men hør nu hvad der skete: De Svenske, som havde fået underretning
om Russernes ankomst, og som pønsede på en krigslist, satte kar og andre ting de havde erobret i Dorpat uden for portene, for at give fjenderne håb om at få det tabte igen, idet de lod det se ud som om de, på grund af fjendernes hastige ankomst, ikke havde haft tid til at tage det med sig ind i fæstningen. Derpå gik de i skjul i en lille lund ikke langt derfra - der var nemlig et sted så tæt bevokset med træer og krat, at man let kunde skjule sig uden at blive opdaget. Det havde Russerne ikke set, så de løb begærligt ud efter byttet og det, de havde mistet, og med voldelig hånd opbrød de kister og kar og andet af den slags, og jublede over deres triumf, før sejren var deres.

Da Svenskerne så det, løb de frem fra skoven og faldt over Russerne, der var helt opslugt af deres fund De huggede ind på dem og lemlæstede og dræbte dem og knuste dem så aldeles, at af de fire tusinde slap kun tre mand bort - hvis man tør tro dem, der fortalte dette. De var nemlig i Moskovitens magt.

Her rejste vi fra den 22. juni og drog til Pskov, der ligger 25 mile fra Dorpat. Den første nat, og den anden også, overnattede vi under træernes løv, efter at vi havde rejste seks mil.
23. die summo mane rursus iter inceptum ingressi septem miliaria absolvimus, dieque sequenti, qui Johanni Baptistae sacratur, Plescoviam pervenimus, septem miliaria a loco praescripto. Quam viam eo die transgressi sunt Tartari permulti, homines deformes, qui catervatim processerunt, conferentes se in Livoniam adversus Suecum et Polonum. Omnes erant equites ae levis armaturae milites, gerentes arcus nullaque alia instrumenta bellica. Ajebant Rutheni numerum illorum excedere quinque milia, secuturos mille viginti affirmantes. - 

Hi maximos labores perférre possunt, inediae quoque ac sitis sunt patientissimi. Omnia quae ad victum sibi sunt necessaria secum ferunt, absque curribus. Vescuntur carne equina portiunculis ephippio alligatis. Insuper atheoi sunt. Vitam in voluptate degunt, ducentes uxores quot volunt. Per interpretem cum aliquo sum locutus, qui fassus est se eo tempore decem costas habuisse, Teutonicas, Russicas et Tartaricas.


Praeterivimus eo die stagnum, Pebs nominatum, quod spatium viginti miliarium complet in longitudine, et latitudine totidem, habetque rivulos affluentes 72, defluentem unum tantum, versus Nervam. Locum etiam accessimus, in quo a Ruthenis et Livoniensibus ante annos quadraginta pugnatum est. Hi victoria potiti sunt, 4000 illorum caesis. Unde tuguriolum in perpetuam istius pugnae memoriam aedificatum est.


Invisimus similiter coenobium Ibdogk nominatum, conspicientes idola illorum, sed non dabatur nobis in templum introitus, quamvis valva aperiebatur, eo quod nos judicabant indignos esse sanctum sanctorum ingredi.



 Den 23., tidligt om morgenen, gav vi os atter på vej og kom syv mile frem, og den følgende dag, som var Sankt Hans Dag, kom vi til Pskov, syv mile fra det førnævnte sted. Den dag kom en stor mængde Tatarer denne vej, hæslige mennesker som rykkede frem i skarer i retning af Livland, for at kæmpe med Svensken og Polakken. De var alle ryttere og letbevæbnede krigere, de havde kun buer og ikke andre våben. Russerne sagde, at de var over fem tusinde i tallet, og påstod at tyve tusinde vilde følge efter.


Disse folk kan tåle de største anstrengelser og udholder tit lang tids sult og tørst. De medfører al den mad, de behøver, men har ingen vogne med sig. De æder hestekød, som de skærer i småstykker og hænger under sadlen. Desuden er de gudløse. De lever et vellystigt liv, med så mange hustruer som de har lyst til. Ved hjælp af en tolk talte jeg med en af dem, som indrømmede at han havde haft ti friller, både Tyske og Russiske og Tatariske.

Den dag kom vi forbi en sø kaldet Peipus. Den måler tyve mil i længden og lige så meget i bredden. Den har tilløb fra tooghalvfjerds floder, men kun udløb gennem én, som strømmer ud til Narva. - Vi kom også til et sted, hvor der for fyrretyve år siden havde stået et slag mellem Russere og Livlændere, disse vandt, og der faldt fire tusind Russere. Der er bygget et lille hus her til evigt minde om dette slag.


Vi besøgte på samme måde klosteret Izborsk, hvor vi så deres afgudsbilleder; men vi fik ikke lov at komme ind, skønt døren stod åben, for de regnede os for uværdige til at træde ind i det Allerhelligste.












6.
Ajebant non longe abesse aliud, amplum satis atque opulentum, 300 continens monachos, templumque illorum sub terra situm esse, quod non conspicitur. Hi semper precationibus et jejuniis suo more indulgent suntque libertate donati a Magno Duce multisque villis nobilitati atque ab omni labore usque adeo immunes, ut nec bello nec exactionibus illorum subditi graventur. Semper igitur curam ipsius precibus suis habent, quo victoria potiatur, praesertim in Livonia, suntque illi velut oracula. Quamvis vero nos aviditas coenobii videndi ceperat, temporis tamen angustia exclusi sumus quo minus id fieri potuerit.

Cum Plescoviam venissemus, ostensa est nobis domus in suburbio (cum civitatem ingredi integrum nobis non esset) in qua omnes commoraremur, donec a Duce certiores de nostra profectione fieremus, et actutum nobis est vetitum ne quis nostrum famulorumque nostrorum egrederetur. Etsi praeterea penuria potus laboravimus, non tamen nobis est permissum a cauponibus in vicinia habitantibus quicquam emere. Percepimus etiam aliquem graviter castigatum, quod modium lactis famulis divenderit, sed nobis aliquo modo est saticfactum atque a praestabliis, qui nobis erant adjuncti, necessaria porrecta, quamvis magno cum labore. Multa enim pollicebantur, sed pauca praestabant. Quid multa? Homines sunt adeo mendaciis addicti atque a veritatis tramite ita deflectentes, ut nulla illis fides possit adhiberi. Rationem promissionum nullam habent, nec turpe ducunt fallere, mentiri et furari. Singulis enim diebus aliquid sustulerunt ex annona, cerevisia, mulso nobis porrigendo, et fere partem dimidiam, nihil pensi ducentes quod nos id resciverimus illosque de furto admonuerimus.

 6.
Efter at have hørt om et Russisk kloster, hvor munkene beder uafladelig for Storfyrsten, kom sendefærden til Pskov. Her lød den første ordre på, at de skulde indkvarteres i et herberg i en forstad, hvor de nærmest var fanger. Ingen måtte forlade bygningen, og mad og drikke blev nægtet dem. Jacob Ulfeldt kan ikke tilbageholde nogle barske bemærkninger om Russernes løgn og bedrag.


Man fortalte os, at ikke langt derfra var der et andet, ganske stort og rigt [kloster], med tre hundrede munke, og deres kirke lå under jorden, så den ikke kunde ses. Disse hengiver sig altid til bøn og faste, på deres vis, og de har fået frihed af Storfyrsten og er benådede med mange gårde, og er i den grad fri for tynge, at deres undergivne ikke skal gå i krig eller betale skat. Derfor skal de også altid bede for ham, at han må fange sejr, og de er som orakler. Selv om vi var ivrige efter at se klosteret, så var tiden knap, så vi fik ikke set det.




Da vi var komne til Pskov, anviste man os et hus i omegnen. Vi måtte ikke komme ind i selve byen. Her skulde vi alle sammen blive til vi fik besked fra Fyrsten om vor videre rejse. - Straks efter fik vi og vore tjenere forbud mod at forlade huset. Og selv om vi ikke havde noget at drikke, fik vi ikke lov at købe noget af kroværterne der i nabolaget. Vi så endda en blive strengt straffet, fordi han havde solgt en smule mælk til tjenerne. - Siden gav man os dog lidt, lige det nødvendigste, det skaffede adjudanterne, men det kostede os stort besvær, thi de lovede os meget, men gav os kun lidt. Skal jeg sige mere herom? Folk dér er så store løgnere, og vandrer så langt fra Sandheds Vej, at man slet ikke kan stole på dem, og de skammer sig ikke over at lyve og stjæle. Hver dag stak de noget til side til sig selv, næsten halvdelen af det øl og mjød som vi skulde have haft, og de var ligeglade med at vi opdagede det og advarede dem.
Reservarunt porro sibi quotidie ex equis et curribus nostris rebus destinatis aliquando plures, aliquando pauciores, illosque Bajoribus, qui procurabant, propter pecuniarum summam non sine nostro incommodo restituerunt. Coacti sunt namque nostri famuli pedibus viam multoties pulsare, ita ut mihi sane persuadeam nullum genus hominum extare, quod magis omnem pudorem ae verecundiam exuerit quam illud, de quo mentionem facimus. Haec de natura illorum inserere placuit; nunc calamum ad alia convertamus. - 

Sita est haec civitas in loco plano estque moenibus et turribus fossisque circumcincta. Hine trajicitur Narva per amnem oppido alluentem, qui stagno Pebs affluit. 

Cerae, lini, canabi maxima hic est copia, emporium videtur hisce rebus destinatum esse uberrimum. Civitas denique ornata est templis 300 coenobiisque 150, ut ii testantur, qui exacte numerum se nosse autumant, suntque prope omnia ex lapidibus extructa, nitentia civitatique maximum splendorem addentia, eo quod turribus ornata, quae ferro sunt tecta, stannoque linita.


 Desuden beholdt de også nogle af de heste og vogne, der var bestemt for os, undertiden flere, undertiden færre, og gav dem tilbage til bojareme, der gav mange penge for dem, ikke uden stort besvær for os, thi vore tjenere blev tit og ofte nødt til at gå vejen til fods. Jeg tror virkelig ikke at der findes nogle mennesker, der i den grad har vendt sig bort fra al skam og blu som dem, vi taler om her. Det var, hvad jeg vilde sige om deres natur. Lad nu pennen skrive om noget andet.



Denne by ligger i en flad egn og er omgivet af mure og tårne og voldgrave. Herfra sejler man over til Narva ad en flod, der løber igennem byen og ud i Peipus-søen.

Her er der vældige mængder af voks og hør og hamp, man ser en handelsplads bestemt for disse ting, og som bugner af dem. Og endelig er byen prydet af tre hundrede kirker og ethundredeog halvtreds klostre! - som det påstås af folk, der mener, de kender tallet nøjagtig. De er næsten alle bygget af sten, der lyser ud over byen og tilføjer den en stor stråleglans, fordi de prydes af tårne, tækkede med jern og fortinnede.  
Kommentarer til kapitel 6. 

Jacob Ulfeldt tror, nok så naivt, at han kan bruge argumenter i den religiøse diskussion, og at henvisninger til Bibelske skrifter kan afgøre tvivlsspørgsmål. - Først peger han på Anden Mosebog, kapitel 20, versene 3-4: Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke gøre Dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden (det er i virkeligheden et af de Ti Bud) - Dernæst citerer han fra Femte Mosebog, kapitel 5, versene 7-8, der er en gentagelse af citatet fra Anden Mosebog. -  I Esajas' Bog, kapitel 44, omtaler versene 9-20 afgudsdyrkernes dårskab: De, der laver gudebilleder, er alle intet, og deres kære guder gavner intet. - Baruks Bog er en af Det Gamle Testamentes Apokryfe Bøger. Dens sjette kapitel er måske et selvstændigt skrift og kaldes også "Jeremias' Brev". Det er igennem alle sine 72 vers et kraftigt opgør med dyrkelsen af afgudsbilleder. - Fra Det Nye Testamente er hentet Pauli ord i Første Korinthierbrev, kapitel 10, vers 14: Derfor, mine elskede, fly afgudsdyrkelsen!


 
        


   
     
(Klik!)           

Gammel Russisk kirke, nu opstillet i Museet for træ-arkitektur i byen Suzdal ( Суздаль ) - lidt nordøst for Moskva.

Основные разделы сайта понятны из главного меню - "Архитектура Суздаля"    ...............










7.
28. die, cum putaremus nos per dimidii mensis spacium ibi duraturos esse, relatum est nobis a praestabliis circa vesperas literas ad se eodem die perlatas esse, quibus Neugardiam vocaremur, a Plescovia remotam 35 miliaribus. Quare 30. die discessimus pernoctavimusque in campo, postquam septem miliaria essent transacta. Altero vero die quinque, tertio septem, quarto sex confecimus, istoque pervenimus ad stagnum Elminschoossere cognominatum, in longitudinem continens miliaria decem, in latitudine octo, quae navibus Neugardiam usque trajecimus.

Circa vicum salinae reperiuntur, penes oppidum Nova Russia appellatum, quas si inspexeris videntur a Deo Omnipotenti mirabiliter conditas esse, nam amnis praenominatus dulcem saporem aliorum fluviorum instar reddit. Hic in vicino lacus salsus scaturit, unde sal satis asperum coquunt, ita ut inopiam salis nullam habere Rutheni videantur. - Invenitur et non procul a Neugardia aliquae ceterisque in locis, quod mihi sane mirum videbatur, praesertim cum saepius audiverim nostrates existimasse Ruthenos sale carere, ubi angustia maris interclusi fuissent cumque Narvam prohiberetur transitus, quod tamen aliter esse cognovi.

  		7.
Den 28. juni kom der ordre fra Zaren om, at sendefærden øjeblikkelig skulde begive sig til Novgorod, omtrent 35 mil fra Pskov. Her blev de for første gang siden afrejsen fra Øsel indlogeret under tag, og det på en gård som havde tilhørt en slægtning til Zaren. Jacob Ulfeldt beskriver senere, hvordan denne slægtning var blevet myrdet på Zarens befaling med et bæger gift.

Den 28., da vi var ved at tro, at vi skulde blive der i en halv måned, fortalte adjudanterne os om aftenen, at de samme dag havde fået brev om, at vi skulde rejse til Novgorod, 35 mile fra Pskov. Derfor drog vi af sted den 30., og overnattede på en mark, efter at have tilbagelagt syv mil. Næste dag rejste vi fem mil, den tredje dag syv mil, den fjerde dag seks mil, og den dag kom vi til Ilmen-søen. Den er ti mile lang og otte mil bred. Vi sejlede over den og kom til Novgorod.



Der i nærheden finder man saltkilder, ved byen Novaja Russa. Ser man nærmere til, synes de skabt på vidunderlig vis af Gud den Almægtige. Thi den førnævnte flod har vel fersk vand, som alle floder, men nær ved, vælder der saltvand frem. Deraf udkoges ganske skarp salt, så man skulde synes at Russerne ikke måtte mangle salt. Man finder også salt nær ved Novgorod og andre steder. Det undrede mig, for jeg havde ellers tit hørt hjemme, at Russerne ikke kunde få salt, når de var afskåret fra havet, eller hvis vejen til Narva var spærret. Jeg så nu selv, hvor anderledes det var i virkeligheden.


Novgorod  (russ.: Великий Новгород )  ligger mellem St. Petersborg og Moskva. 
Billedet viser et udsnit af byens middelalderlige fæstning (Kreml) 
Cum eo perventum est, perducti sumus ad curiam, quae olim sedes fuit necati fratris Muscovitae, ex lignis constructam, sicut et tota civitas aliaeque domus totius Russiae omnes sunt. 

Nobisque statim interdictum est, ne nostrum quis aliorum ostiis calcibus insultaret, quod aegre admodum tulimus, eo quod non liceret ea, quae erat necessaria, nobis comparare. Verumenimvero haec civitas erat prima quae nos sub tectis recepit, postquam Regis nostri possessionem Oesiliam reliquimus, quae provincia inde miliaribus 112 distat, exceptis tribus noctibus Pleschoviae in suburbio nobis commorantibus.

Hic accepimus Tartarum Crim nominatum cum copiis in foribus esse, non procul a Muscovia, stipatum multis milibus Tartarorum, statuisse Russiam vi armisque invadere. Quare Magno Duci minus consultum videretur Muscoviae commorari, sed potius se in arcem Slabodiam abdere, ubi ab ipsius insultu immunis esse posset, revocans in memoriam damnum ante annos octo sibi ab ipso illatum. Igne namque totam fere Muscoviam infestaret, quadraginta milibus domorum conflagratis, caesis et combustis 200 milibus Ruthenorum.

Hic paene praeterieram hujus urbis commoditates perstringere, quae merito ignorandae non sunt, praesertim cum olim fuerit hujus regionis praecipua, ante annos octoginta, non agnoscens Ducem Muscoviae dominum, sed magistratus sui vivens legibus. Ditio ejus sese in longum extendit ab una parte ad limites Norvagiae, ab altera versus Livoniam, complectens miliaria 300 in longitudine, et in latitudine 200. Fuitque usqueadeo potens, ut sese ab hostium adjacentiumque regnorum vi facile defendere potuerit, unde et ortum est proverbium: "Quis aliquid efficere potest contra Deum et Magnam Neugardiam?" 

- Duravitque haec illius potentia in illum diem quo odium diffidiumque inter consules exortum est resque eo deducta, ut constituerint Muscovitam diremptorem litium. Qui postea adhaerens parti imbecilliori alteram oppressit oppidique potitus se dominum ei imposuit.

 Da vi var kommet dertil, førte man os til en gård, hvor tidligere Moskovitens broder havde boet, han der var blevet myrdet. Gården var af træ, som hele byen var det, og ligesom alle huse i hele Rusland er bygget af tømmer.

Vi fik straks forbud mod at gå ind i andre huse. Det forbitrede os meget, at vi på den måde ikke kunde købe det, vi behøvede. Ikke desto mindre var denne by den første, der tog imod os, og hvor vi lå under tag, siden vi rejste fra Øsel, som er under den Danske Konge, og som lå 112 mil herfra. (Jeg ser her bort fra de tre nætter vi lå uden for Pskov).



Her fik vi at vide, at Tataren Krim lå med sine tropper uden for Moskva, og at der var endnu flere Tatarer i nærheden. Han vilde angribe Rusland, og derfor havde Storfyrsten fundet det usikkert at blive i Moskva, og bedre at trække sig tilbage til fæstningen i Slobodá, hvor han kunde være i sikkerhed for angreb. Han tænkte på den ulykke, som Tatarerne havde forvoldt i Moskva otte år tidligere, da de havde sat næsten hele byen i brand. Fyrre tusind huse blev dengang lagt i aske, og to hundrede tusinde Russere blev myrdet og brændt.

Her havde jeg nær undladt at berøre denne bys fortrin, som ellers ikke bør være ukendte, især fordi den en gang var den vigtigste i dette område, indtil for firs år siden, og ikke anerkendte Fyrsten af Moskva som sin herre, men levede efter sin egen øvrigheds love. Dens herredømme rakte på den ene side op mod grænsen til Norge, og til den anden side til Lithauen - 300 mil i længden, og 200 mil i bredden. Den var så mægtig at den let kunde forsvare sig mod både fjender og naboer. Deraf kom også det ordsprog: Hvem kan modstå Gud og det Store Novgorod?



Og byens magt varede ved til den dag, der opkom had og splittelse mellem byens borgmestre, og det kom dertil, at de tog Moskoviten som opmand i striden. Han tog siden parti for den svageste part og undertrykte de andre, bemægtigede sig byen og opkastede sig til herre over den.
Quod ad structuram attinet, egregie sane Ruthenico more aedificata est, ornata templis coenobiisque innumeris, constituta in loco amoenissimo, plano et abundante, undique frumento, pratis virentibus, piscatura, stagnis, fluminibus omnibusque bonis affluente. - Hic etiam mihi silentio dissimulanda non est illa urbium, villarum pagorumque inter Pemoviam et Neugardiam destructio ejusque causa. Abhinc annos, ni fallor, octo incidit Magno Duci quaedam suspicio de fratre suo uterino, quod is nempe in animum sibi induxisset ipsum circumvenire insidiasque instruere; quod an sic fuerit Deus novit. Quare eum ad se accersivit, porrigens illi venenum. Quod cum gustasset, morbo correptus expiravit. Postea 300 apricios elegit, data illis potestate vitae hominum et necis, immo bonorum, domorum suppellectiliumque omnium. Hi per totum hunc tractum a Muscovia Plescoviam usque divagantes sedes quam plurimas solo aequarunt, viros mulieres infantulosque ad arbitrium suum necarent, mercatores spoliarunt, piscinas effoderunt piscesque cremarunt, in summa, omnia ita  perturbarunt ae devastarunt, ut dictu quid dicam visu abhorrendum sit. Si enim nobis praestablii non suppeditassent ad vitae
sustentationem necessaria aliunde advecta, necessarium fuisset ut omnes fame et inedia perissemus. Adeo erant homines facultatibus lapsi, ut ne ovum quoddam pecuniis comparare nisi in paucissimis locis potuerimus.


Ad hoc eodem tempore Imperator magnam hominum copiam Neugardiam convocavit, quasi cum illis de negotiis arduis acturus. Quo cum venissent, omnes in pontem, qui nobis quotidie in oculis erat, civitati proximum congregari jussit, congregatisque illis in amnem praeterfluentem praecipites dedit, necatis suffocatisque multis hominum milibus, quos suspectos habeb at propter fratrem prius ab ipso toxico sublatum, quasi ab illo stetissent. Et, quod magis mirum videretur, tanta est submersa hominum multitudo, ut amnis praedictus praeter omnium hominum expectationem cadaveribus sit refertus et ita constipatus, ut antiquum cursum obtinere nequiverit, sed supra prata virentia agrosque fertiles sese extenderit liquoreque suo omnia  humectaverit. - Hoc etsi minus credibile
videtur atque vero longissime abesse, tamen omnia sese in rei veritate sic habere a fide dignis in Russia cognovi, ab iis scilicet, qui adhuc sub potestate Muscovitae Neugardiae commorantur - alias tabulae huic (quod dicitur) non admovissem.

 Hvad arkitekturen angår, så er byen fortræffelig bygget, på Russisk vis, og den smykkes af talrige kirker og klostre. Den ligger i en såre skøn, flad egn, overalt rig på afgrøder og grønne enge, fiskevande, damme, floder og andet godt. Her kan jeg dog ikke skjule at mange byer og gårde og landsbyer mellem Pskov og Novgorod er ødelagte, og jeg må nævne grunden dertil. - For otte år siden, om jeg ikke tager fejl, fattede Storfyrsten mistanke til sin broder og tænkte, at han efterstræbte ham og havde onde planer. Om det er sandt, det ved Gud. Men han lod sin broder kalde til sig og rakte ham et bæger gift. Da han havde drukket det, blev han syg og døde. Derpå udvalgte Storfyrsten 300 oprítjniki og gav dem magt over menneskers liv og død, ja over deres ejendele og huse og alt udstyr. De spredtes ud over hele dette område, fra Moskva til Pskov, de jævnede mange huse med jorden og dræbte mænd, kvinder og børn som det lystede dem, de udplyndrede købmænd og udgravede fiskedamme og brændte fiskene, kort sagt, de hærgede og ødelagde alting, så det er afskyeligt at fortælle om, endsige at have set det. Og hvis ikke adjudanterne havde givet os hvad vi behøvede til livets opretholdelse, var vi døde af sult. Så lidt ejede landets indbyggere, at vi ikke kunde købe så meget som et æg, uden nogle ganske få steder.




På den tid havde Zaren kaldt en stor mængde mennesker til Novgorod, som om han vilde forhandle med dem om vigtige sager. Da de var kommet befalede han, at de skulde alle samle sig på en bro nær ved byen; denne bro havde vi daglig for øje. Og da de var samlede,  lod han dem kaste på hovedet ned i floden. Mange tusinde mennesker druknede og døde der, folk som han havde mistænkt for at ville hjælpe hans broder, ham han havde myrdet
med gift. Og hvad der var i sandhed forunderligt, mængden af druknede i floden var så stor,  at floden blev drevet ud af sit leje; den bredte sig op over grønne enge og frugtbare marker og gennemblødte alting. Det lyder utroligt, men det er fortalt af troværdige mænd, der endnu lever under Moskovitens herredømme i Novgorod - ellers havde jeg ikke "nedfældet det på dette papir" som man siger. 
Kommentarer til kapitel 7.  

Byen Novgorod er nordboernes gamle Holmegård. Men hvis der har været spor af nordboernes liv og virke her, så fortæller Ulfeldt i hvert fald ikke derom. - Henved år 1570 havde Zar Ivan gennemført en opdeling af sit rige i to halvdele, som skulle administreres på forskellig måde. Hele planen var forrykt, som Ivan selv, og måtte snart opgives. Men den havde medført oprettelsen af en særlig garde, opritjniki, der skulle sørge for lov og orden i den ene rigs-halvdel, opritjnina. Ulfeldts oplysninger om denne gardes terror bekræftes fuldt ud af andre kilder, også Zaren selv, der kort før sin død i et anfald af anger fik den idé at indsamle navnene på dem, han uretfærdigt havde ladet henrette. Det blev til flere tusinde.











8.
Dum hic detinemur, nostri praestablii indies summo odio nos sunt prosecuti, quod hoc loco omittendum non est, sed magis commemorandum, ut intellegant exculti, quanta saevitia hi barbari utantur in Germanos, in quos potestatem aliquam habent. Postquam enim Neugardiae integris quattuordecim diebus custodia detenti fuissemus, ad nos prodierunt, indicantes nuncium a Muscovia eodem die advenisse, qui jussu Magni Ducis significaret licere nobis cum famulis nostris nos conferre quo luberet mercaturasque exercere, si opus esset, quod jucundum et gratum nobis accidit. Nam summo desiderio desideravimus membra hactenus in domibus retenta movere celerioque motu recreare. Quare per interpretem nostrum die sequenti expetivimus, ut cymbas nobis procurare non graverentur, quibus amnem urbi alluentem trajiceremus, et globo tormentario volucrem laedere, si forte possemus, nobis concederent. Quod statim denegatum est!

Nec in hac re modo ostenderunt sese malevolos, sed cum postridie vires ambulando in planicie nostris cubilibus vicina reficere tentaremus, mox nos sunt comitati, crimina in nos conferentes prohibentesque ne ulterius id faceremus, dicentes Imperatorem concessisse ut ea, quae nobis essent necessaria, pecuniis compararemus, famulis nostris datam esse exeundi potestatem, nobis autem minime.

 8.
Efter at Danskerne havde været en måned i Novgorod, omtrent som fanger, kom der bud fra Zaren om, at de nu måtte gå frit omkring overalt med deres tjenere, og købe og sælge frit Men da de bad tolkene om en båd for at sejle ud på floden blev det afslået, og det blev igen forbudt Danskerne at gå ud. Jacob Ulfeldt protesterede voldsomt, men forgæves. Han beskriver den jævne befolknings rå og obskøne adfærd.
Medens vi opholdt os her, forfulgte adjudanterne os hver dag med det største had, hvad der ikke skal forties på dette sted, men huskes, for at de dannede kan forstå, med hvilken grusomhed disse barbarer behandler de Germanere, som de har nogen magt over. Thi efter at vi havde været i forvaring i Novgorod i hele fjorten dage, kom de til os og fortalte, at der samme dag var kommet bud fra Moskva, der efter Storfyrstens ordre skulde sige, at vi med vore tjenere måtte gå, hvor vi vilde, og drive handel, hvis der var brug for det. Dette kom os godt til pas, thi vi længtes meget efter at forfriske og røre os efter så lang tid inde. Altså bad vi dagen efter gennem vor tolk, om de vilde behage at skaffe os nogle både, så vi kunde sætte over floden, der løber gennem byen, og skyde nogle fugle. Hvad der straks blev os nægtet! 




Og ikke kun i denne sag viste de sig vrangvillige. Dagen derpå, da vi var gået ud på en åben plads uden for vore soveværelser, for at forfriske os, fulgte de os lige i hælene og rettede beskyldninger mod os og forbød os at gøre det oftere. De sagde, at når Zaren havde givet os lov til at at købe det nødvendige, så var det kun vore tjenere der måtte gå ud, vi måtte ikke. 

 

Denne ikon fra Novgorod viser en ridder i kamp med en drage  -  vi ville umiddelbart tænke på  "Sankt Jørgen og Dragen", og det kan godt være rigtigt.  Ikonen er sandsynligvis fra 1400-tallet,  der var noget af en guldalder for ikon-maleriet i Novgorod.


Quibus responsum tale dedimus, nos a Serenissima Regia Majestate ad Magnum Ducem Muscoviae ablegatos esse causa expediundi negotia nobis commissa, idque factum ex petitione Ducis, qui literis Regem de mittendis ad se legatis semel et iterum sollicitasset, non autem advenisse ut mercaturas exerceremus aliquas, nobisque ea de causa mirum videri, quod ea quae famulis nostris erant concessa nobis denegarentur; nos minus assuetos esse in domibus semper delitescere, sed magis versari circa aliqua negotia sanitati conducentia; nos nihil optare potius quam licentiam invisendi Muscovitam. Si autem id fieri non posse, statuere nobis non posse prohiberi quominus aliquando foras egrederemur, neque existimare nos teneri captivos. Si enim sic sese contra omnem expectationem et fidem datam res haberet (eramus namque muniti salvo conductu) cupere ea de re certiores fieri, adjungentes legatum Imperatoris nuper Regi apparentem apud nos custodia detentum non fuisse, ut nos ibi nec minimum malum ipsum offendisse, sed laute tractatum, curru, quo voluerit, circumvectum, ad convivium invitatum ibique molliter pactum ac saginatum esse, ita quod admirandum esset, quod tantam benevolentiam aliqua saltem compensare ratione non studerent.

Ad ea responderunt, flocci pendentes quae dicebantur nos jam apud se esse, oportere nos suae voluntati subesse itaque nos gerere ut ipsi praeciperent, cum unicuique regioni sui essent mores, quos imitari singuli deberent, non dubitantes quin nobis perspicuum esset oportere singula aquae cursum sequi quo flueret.

 Hertil svarede vi, at vi af vor højt Ophøjede Kongelige Majestæt var sendt som ambassade til Storfyrsten af Moskva for at forrette ting, der var os pålagt, og det skete efter Storfyrstens anmodning. Han havde mere end én gang sendt breve til vor Konge og bedt ham om at sende udsendinge til sig. - Vi var heller ikke kommet som købmænd, derfor syntes det os sært, at det, som vore tjenere måtte, det blev os nægtet. Vi var ikke vant til at sidde idelig indespærret i et hus, vi var vant til forhold der var mere gavnlige for vort helbred. Vi ønskede intet hellere end at komme til Moskoviten, og hvis det ikke kunde ske snart, mente vi, at de ikke med rimelighed kunde nægte os udgang af vort herberg af og til. Vi kunde heller ikke tro at Russerne vilde behandle os som fanger, thi hvis så var, havde vi vort frie rejsepas fra Zaren. Vi bad dem altså forklare sig. Og vi føjede til, at Zarens udsending, som for nylig havde været hos Kongen, ikke var blevet tilbageholdt, som vi blev det her, og der var ikke sket ham noget ondt, ikke det mindste. Han var blevet prægtigt modtaget og kørt omkring, hvor han vilde, han var blevet indbudt til gæstebud, og allevegne venligt behandlet og bespist. Derfor var det underligt, at de ikke bestræbte sig på at gengælde denne store velvilje i nogen måde.


Dertil svarede de, idet de ikke agtede det, der blev sagt, at nu var vi hos dem, og vi skulde lyde deres vilje og gøre, som de sagde. De sagde, at ethvert land havde sine skikke, som enhver måtte følge, og de var sikre på at det stod klart for os at det, der er i floden, må følge med strømmen.
His et similibus auditis adeo pertaesi sumus illorum conversationis, ut nec dici nedum scribi possit. Praeterea cum videremus nos ibi tanto tempore retineri (non enim secus actum est nobiscum quam cum captivis) praestolati sumus veniam mittendi ad Imperatorem nuncii petendique ad Suam Majestatem aditum. Id neque permittere voluerunt, sed praetenderunt adventum nostrum ipsi esse notissimum, qui pro suo velle nos retinere et dimittere sciret, penes Deum et ipsum omnem potestatem esse affirmando.

Hoc accepto responso acquievimus vitamque solitariam maerore permixtam duximus. Nemo enim nos, quamdiu ibi fuimus, invisit, praeter bajores duos, viros senio confectos, qui magnam gravitatem principio prae se tulerunt. Sed cum minus exculti fuerint, supersedendum non erit quomodo sese apud nos gesserint, ut intelligant literati, quanta sit apud illos barbaries quamque rudes et impoliti sint beani et asini. 

Etenim 19. die mensis Julii, circa vesperas, sub coena nobis apparuerunt, conferentes se ad mensam nostram. Et postquam cutem bene curassent largiterque suo more mulsum potassent, appositus est mensae caseus. Quem cum inspexissent gustassentque petierunt sibi dari, quod concessimus, quem statim famulis custodiendum dedere. Postea allata sunt bellaria:  saccharum, poma granata, dactyli, ficus, zinciber conditum, et id genus alia, quae omnia e Dania advecta erant. Ex iis, quantum sat erat, consumpserunt, id autem quod in patinis relinquebatur sustulerunt, reservantes sibi in strophiolis, jusculumque de digitis cum nausea linxerunt, non secus ae pueri vel mendici, cibum ante fores capientes. Et quamvis illis abunde erat ad satietatem satisfactum cerevisia et mulso, non tamen illis potus generibus contenti erant, sed sibi cupiebant dari ex nostro liquore, vino Rhenano vel alio genere, quod etiam factum est; vinum namque rubrum Allekant allatum est illis. Quod cum gustassent alter alteri osculo propinavit, nam porrecto poculo se invicem osculati sunt.

 Da vi havde hørt det, og andet af den slags, blev vi så lede ved at tale med dem, at det hverken kan siges eller skrives. Da vi desuden indså, at vi vilde blive tilbageholdt i lang tid, og man behandlede os som fanger, forlangte vi at få lov til at sende bud til Zaren for at kræve foretræde for Hans Majestæt. Det vilde de heller ikke give os lov til. De påstod, at han meget vel vidste, at vi var kommet, og han skulde nok holde os tilbage eller lade os rejse, som det passede ham - eller som de sagde:  Hos Gud og ham er al magt!


Dette svar måtte vi nøjes med, og vi levede nu et ensomt og trøstesløst liv. Thi så længe vi var dér, kom ingen og besøgte os uden to gamle affældige bojarer, som i begyndelsen førte sig frem med stor adstadighed; men da de viste sig at mangle enhver form for dannelse, skal det ikke forbigås hvordan de teede sig, så at dannede mennesker kan vide hvilket barbari, der råder hos dem, og hvilke grove og ubehøvlede stude og asener de er.

Den 19. juli, ind under aften, da det var tid for nadver, kom de og satte sig ved vort bord. Og efter at de havde fået noget godt at spise, og rigelig med mjød, som de åbenbart plejer, blev der sat ost frem på bordet. Da de så den og smagte den, bad de, om de måtte få den. De fik den også, og gav den så straks videre til deres tjenere, som skulde gemme den. Siden blev der frembåret lækkerier: sukker, granatæbler, figner, krydret ingefær og andet af den slags, som altsammen var bragt med fra Danmark. Af det spiste de først, til de var mætte, og det der var tilbage på fadene tog de og gemte i deres tørklæder, og sovsen slikkede de af fingrene, ligesom børn eller betlere der får mad ved dørene. Og selv om de fik rigelig af øl og mjød, var de dog ikke tilfredse, så de bad om mere at drikke, "Rhinskvin eller andet". Så fik de rødvin, en Alicante. Da de havde smagt, den drak de hinanden til med et kys. Og hver gang de skålede, kyssede de igen hinanden. 

 

Videre til   del 1        del 3   del 4   del 5   del 6   del 7