Videre til   del 1   del 2    del 3     del 4                   del 6    del 7  
 

Ruslandsrejsen

(del 5)
 

Manu apprehendebat pomum aureum, magnitudine capitis puerilis, quod undique lapidibus preciosissimis erat condecoratum, in hane ferme formam:





















A latere collocatum erat instrumentum inauratum, ad pomum imponendum aptum, cui, id postquam longo tempore manu dextra tenuerat saepiusque elevarat, imposuit, pileum quoque in vasculum aureum, quod in promptu erat, deponens aperto capite sedebat.

Interea temporis, cum praelegerentur ipsi litterae, res prorsus alias agebat, sic ut corpore modo, non animo adesse videretur. Cum enim ad se bajores vocabat, nunc cum hoc nunc cum illo colloquens, ridendo verbaque faciendo totum illud tempus consumebat. Tum etiam non longe ab ipso erat Bogdan Ivanovitz Belskoi, quem hilari vultu appellabat, ut blandissime potuit, commonstrans ei annulos suos (quos satis preciosos in omnibus suis digitis, tam manus sinistrae quam dextrae habebat), manibus extensis, vaginam quoque auream sub pallio reconditam digitis appetebat visuique aptabat, necnon ad cinguli extremitatem deaurati manum intendebat. Baculum adhaec, cui lapides inserti erant splendidi dextra tenebat, ocreae gemmis consutae in pedes inductae erant. Ab utroque latere astiterunt quattuor adolescentes, albis vestibus holosericis induti, aureis catenis cincti securibusque muniti. - Filius vero suum locum obtinens rubra erat amictus tunica, in manu habens cuneum inauratum.

I hånden holdt han et guldæble, så stort som et bame- hoved, overalt prydet med kostbare sten, omtrent således:

                   

Ved siden af ham stod en guldskål til at lægge æblet i. Efter at han længe havde holdt æblet i højre hånd, og ofte løftet det i vejret, lagde han det ned i skålen. Han lagde også sin kalot fra sig i et gyldent kar, og sad så barhovedet.


Mens brevene nu blev læst op for ham, foretog han sig ganske andre ting, så det var, som om han kun var til stede med legemet og ikke med sindet. Han kaldte bojarerne til sig og talte, snart med den ene, snart med den anden, og fordrev tiden med skæmt og snak. Ikke langt fra ham stod Bogdan Ivanovitj Belskij, som han med en munter mine kaldte til sig, yderst indsmigrende, for at vise ham sine ringe - meget kostbare ringe, som han havde på alle fingrene, både på venstre og på højre hånd. Han rakte hænderne frem og følte med fingrene på sin gyldne skede, som hang gemt under kappen, og så nærmere på den. Med hånden følte han på spidsen af sit gyldne bælte, siden holdt han scepteret, som var besat med strålende stene, i sin højre hånd. På fødderne have han støvler, der var påsyet diamanter. På begge sider af ham stod fire unge mænd i hvide helsilkes klæder, ombæltede med gyldne kæder og væbnede med økser. Sønnen sad på sin plads i en rød kjortel og havde en forgyldt kile i hånden.

Kommentarer til kapitel 14

De Russiske diplomater opførte sig så utåleligt, at det eneste fornuftige svar på deres optræden skulde være at afbryde forhandlingerne. Men Ulfeldt frygtede med rette for Danskernes sikkerhed, og for Zarens voldsomme, uberegnelige vrede. I hænderne på Ivan den Grusomme, der overtrådte alle regler, kunde de ikke stole på deres diplomatiske immunitet, men måtte redde sig, som de bedst kunde - Grotesk er den ceremoni, der skulde give aftalerne Guddommelig sanktion. Der sværges og kysses på Kors og Bibel under en højtidelighed, der alligevel ikke fik nogen betydning. Mange diplomater og rejsende, både før og efter Ulfeldt, har bekræftet hans ord og har ledet senere tiders historikere til at sige, at denne Zar, der så gerne vilde anerkendes af Europas magthavere, dog i grunden ikke selv var andet end en Asiatisk barbar.






15.
Sub lectas literas accersebat ad se Dux bajores duos, manibus vas tenentes, literasque apportari mandabat. Quibus comprehensis surrexit, manuque coma ornata Regias vasi imposuit suasque superius iis adjunxit, similiter et crucem lapideam auratam, magna sane cum gravitate et magnificentia, admotoque ori vase eam osculatus est, proferens se promissis staturum omniaque bona fide servaturum.


Hisce gestis Novum Testamentum Ruthenico idiomate conscriptum afferebatur, cui nos digitos imponentes Evangelium Sancti Johannis osculabamur, atque in animam Regis nostri, quod in mandatis habuimus, jurabamus, ipsum ajentes pro se quoque inviolabiliter omnia esse servaturum. Quod cum factum est jussit nos sedere, ac tria pocula mulso referta unicuique altemis vicibus unum post alterum bibendum dedit quibus ex manibus ejus sumptis evacuatisque manum porrigens nobis valedixit, item et filius, mandaruntque ut Regem de se salvere juberemus.

Talibus indicatis dimissi sumus. Prius tamen gratias illi pro beneficiis in nos collatis egimus, proque libertate captivorum Livoniensium ex Provincia Oesel et Wigk ipsum deprecati sumus, qua se eos donaturum condixit. Omnibus jam transactis domum nos contulimus, hora pomeridiana ni fallor duodecima..


 		15.
Ved et afskedsbæger beder Jacob Ulfeldt om frigivelse af de Livlandske fanger fra Øsel og Wiek, og det bliver nådigst bevilget. Derefter får gesandterne overbragt Zarens meget kostbare gaver -  pelsværk af zobel og mår. 
Da brevene var læst op kaldte Fyrsten to bojarer til sig, de holdt et kar i hænderne, og han bød at brevene skulde gives til ham. Da han havde taget dem rejste han sig, og med sin behårede hånd lagde han de Kongelige breve i karret og lagde sine egne ovenpå. Ligeledes tog han et forgyldt stenkrucifix, med stor alvor og højtidelighed, og kyssede det og sagde at han vilde stå ved sine løfter og holde alle aftaler i god tro. 

Da det var gjort blev et Nyt Testamente på Russisk bragt frem, og vi lagde hænderne på Sankt Johannes Evangelium og kyssede det og svor på Vor Konges vegne, som vi havde mandat til, og sagde, at han for sin del vilde holde alting ubrødeligt. Da det var sket bad han os sidde ned, og han rakte os tre bægre fyldt med mjød, dem skulde vi drikke, det ene efter det andet. Da vi havde taget dem af hans hænder og tømt dem, rakte han os hånden til afsked, og hans søn gjorde det samme, og de bad os hilse Kongen fra dem. 


Med disse tegn blev vi sendt bort. Men først takkede vi ham for hans velgerninger mod os, og vi bad ham give friheden til de Livlandske fanger fra Øsel og Wiek, og det lovede han. Og da nu alt var ordnet, tog vi til vort herberg, hen ad klokken tolv eftermiddag, om jeg ikke tager fejl.

Der sværges og kysses på Kors og Bibel
A prandio venit ad nos index a monoculo, qui frequens nobis aderat nostrique curam habebat, nuncians munera Imperatoria in promptu esse, quae nobis ille apportare vellet, quod idem paulo post alter, sicut et tertius significabat, nobis in sermone injiciens, ipsi in animo esse ea dona Imperatori, quae a nobis reciperet, commonstrare. Quo decedente venit tamen ipse cum muneribus pelliceis, portantibus illa viris 43. Chartis omnia erant comprehensa, et unicuique sua assignata.

Dona sane erant perquam egregia, quae precio justo aestimata infra aliquot dalerorum milia non potuissent emi. Fuerunt autem quadragenariae pelles sabellinae 27 et martiniae 17, quamvis nemini quicquam datum sit nisi Gregorio, Arnoldo, Paulo Wemicken, Johanni Wenstermanno, Georgio Svavenio et mihi, qui Imperatori munera obtuleramus.

Haec a me, optime lector, inpraesentiarum habebis de ultima nostra apud Muscovitam praesentia, quid ibi nam acciderit quibusque ceremoniis foedus initum sit - nec est quod plura hoc tempore expectes. Sed antequam alia commemorare aggrediar paucis significabo, quomodo nos famulique nostri Slabodiae simus tractati quaque benevolentia in nos usi sint.

 		Efter middagsmaden kom der bud fra den enøjede, som ofte havde været hos os og sørgede for os: Zarens gaver var nu rede, og han vilde komme med dem. Et andet bud kom straks efter med den samme besked, ja der kom endda et tredje bud der forklarede os, at han agtede at vise Zaren de gaver, som han havde fået af os. - Da han var gået, kom den enøjede selv med gaverne. Det var pelsværk, som blev båret frem af 43 mand. Alting var optegnet på papir, hvorpå der stod hvem der skulde have hvad.

Gaverne var i sandhed prægtige. Skulde man regne dem i penge, havde de ikke kunnet købes for mindre end nogle tusinde dalere. Der var 27 simmer zobelskind, og 17 simmer mårskind. Der blev ikke givet gaver til andre end Gregers, Arild, Paul Wemicke, Hans Venstermand og mig, os, der havde givet Zaren gaver.


Dette, gunstige læser, er hvad Du for denne gang får at vide om vort sidste møde med Moskoviten - hvad der skete, og med hvilke ceremonier, pagten blev indgået, og mere venter man vel heller ikke nu. Men før jeg begynder at skrive om andre ting, vil jeg med få ord fortælle om, hvordan vi og vore tjenere blev behandlet i Slobodá, og hvilken velvilje man viste os der.
Kommentarer til kapitel 15

Et simmer skind vil sige fyrretyve skind. Zarens gaver til Danskerne var i sandhed fyrstelige, men også besværlige at transportere hjem under de givne omstændigheder.





16.
Eodem vespere quo eo venimus significatum est nobis Imperatorem cognovisse nos tubicines habere, quorum opera quotidie usi fuissemus in via, praesertim prandii et coenae tempore, ad certiores reddendos singulos de cibo sumendo - quod modo ne fiat illum prohibere, praeterea interdicere ne quis nostrum e curia in publicum prodeat, sed unusquisque intra parietes sese contineat. Quid? quod cum aulam vocati sumus, non famulis nostris fuit integrum se nobiscum conferre, sed a Ruthenis injunctum est quibusdam, qui nobis adesse deberent. Aliis est aditus interclusus.

Ad victum quod attinet perquam male ab illis accepti sumus. Nullum cibi genus nobis est porrectum praeter boves, oves et pullos, piscibus nullis allatis, quamvis adessent piscinae quam plurimae. Nec cerevisia nobis est procurata, sed tantummodo mulsum pro famulis, vile satis et inutile, aquae instar, ut saepius id intactum reliquerint. Penuriam quoque aquae siti admodum confecti sustinuerunt, cum exitus illis fuisset interdictus; nam aqua ad coquendum usa aliunde advehebatur eaque erat minus pura, vasis etiam sordidis contenta. Eadem tamen sitim multoties extinxerunt.

Taceam quod nemo nos toto illo tempore inviserit vel nobiscum conversatus fuerit praeter praestablios et Bolherum, nobis inservientes. Siti, quid inquam, extincti fuissemus, nisi vina nostra ad manum habuissemus, quae in illum finem erant advecta, ut cum bajoribus Ruthenorum illa communicaremus. Sed cum nemo se nobis ostenderet, qui tanto honore dignus judicaretur, ea quae supererant a nobis in usum proprium sunt reservata.


 		16.
Jacob Ulfeldt beskriver de primitive forhold og den dårlige mad, som sendefærden måtte døje med. Tjenerne måtte ikke forlade huset og var helt afsondre! fra omverdenen.

Samme aften vi ankom, sagde man til os, at Zaren havde fået at vide, at vi havde trompetere med, der gjorde tjeneste for os hver dag på rejsen, især når det var tid for middagsmad og nadver, så meldte de, at det var spisetid. Det forbød han nu, og desuden bød han,  at ingen måtte forlade huset og gå ud - alle skulde holde sig inde. Hvad mere er, da vi blev kaldt i audiens, måtte vore tjenere ikke komme med os, men Russerne udpegede nogle, der skulde være os til tjeneste, for de andre var der ingen adgang.



Hvad maden angår blev vi kun slet bespist. Man gav os ikke andet end okser og får og kyllinger, men kom ikke med fisk, selv om der var mange fiskedamme i nærheden. Man skaffede os heller ikke øl, men kun mjød til vore tjenere, og den var endda fordærvet og duede ikke og var ligesom vand, så de ofte lod den stå urørt. Men undertiden var de så tørstige at de drak den alligevel, fordi udgang var dem forbudt. Og det vand vi fik til madlavning var urent og kom i snavsede kar, men det måtte de også ofte slukke deres tørst med.



Jeg skal ikke tale om hvordan ingen besøgte os i denne tid eller søgte omgang med os, andre end adjudanterne og Bolher, der skulde være os til tjeneste. Og vi vilde være døde af tørst, hvis vi ikke selv havde haft vin med. Den havde vi egentlig tænkt at drikke sammen med Russernes bojarer, men da der ikke viste sig nogen som vi syntes fortjente det, beholdt vi det, der var tilbage til eget brug.
Excurso utcunque instituti mei primo curriculo, profectionis videlicet ad Muscovitam, quae miliaria 332 tam mari quam terra confecta complebat, secundum nunc demum feliciter ingredior, in quo regressum in Daniam breviter perstringere satagam.

29. die Augusti, postquam munera nobis erant apportata, significatum est nobis, ut eodem die abitum pararemus. De quo antea certiores facti non sumus, sed cum hora tum temporis circa secundam pomeridianam esset, ante quintam non discessimus, ducentesque noctem illam insomnem (qua sex miliaria sunt transacta) ad coenobium Troitze venimus. Inde altero die Demittrofp iter fecimus. - In qua via visitur coenobium Sanctus Nicolaus nominatum, ex lapidibus egregie aedificatum, arcis instar. Tertio die, ultimo scilicet Augusti, Clin villam ingressi sumus, relictaque ea primo Septembris Geroden pernoctavimus. Verumenimvero cum distantia locorum in superioribus satis commonstrata sit, hic ea re missam eam faciam, ne plus quam oporteret in ea versari videar, et calamum ad urbium locorumque descriptionem convertam, sicut ad ea, quae notatu digna inter proficiscendum inciderunt.


 		Efter at den første del af min plan nu er afsluttet, nemlig at skrive om vor rejse til Moskoviten, som blev 332 mile lang, til lands og til vands, begynder jeg nu omsider med glæde på den anden del, i hvilken jeg skal fortælle kort om hjemrejsen til Danmark.

Den 29. august, efter at man havde bragt os gaver, lod man os vide at vi samme dag kunde forberede afrejsen. Vi havde ikke fået noget at vide før, og da klokken var hen ved to om eftermiddagen, kom vi ikke af sted før klokken fem. Og den nat fik vi ingen søvn, men vi rejste seks mil og kom til Troitze Kloster. Derfra rejste vi næste dag til Dmitrov. Undervejs så vi Sankt Nikolaj Kloster, prægtig bygget i sten, som en borg. - Tredjedagen, som var den sidste dag i august, drog vi ind i Klin, som vi forlod den første
september. Vi overnattede derpå i Gorodnja. Men eftersom afstandene mellem de forskellige steder er nævnt i det foregående, vil jeg ikke nævne dem her, men kun beskrive de enkelte byer og steder, som vi fandt det værd at bemærke under rejsen.
Geroden discedentes Othfer pervenimus. Qua in via undique nos offenderunt Tartari ex Livonia redeuntes adducentesque secum quam plurimos captivos, quorum aliqui sauciati vulneratique erant, viros, feminas, puellas pariter ac pueros. - Feminas puellasque quas capiunt divendunt, inter amicos distribuunt aliisque dono dant, qui iis pro suo velle utuntur, earumque pertaesi remittunt, repudiant aliisque violandas relinquunt. Heu hominum calamitates atque miserias! Quid enim excogitari potest miserius quam in talium tyrannorum manus incidere, qui non secus cum hominibus Christianis quam cum animalibus brutis ae irrationalibus conversantur? Quid denique lamentabilius conjugibus, qui copula matrimoniali indissolubilique conjuncti sunt, esse potest quam se separari ac sejungi? Vir a costa sua in Casan et Astrachan contra Tartaros mittitur, uxorem ejus Ruthenus rapit, vitiat, stuprum infert commaculatque. Ille sauciatus vulneratusque occumbit, hic noctes diesque voluptatibus cum uxore ejus vitiisque indulget. Sane meo arbitratu non minore clade affligendi erunt hi quam David, qui Bersabae vim intulit Uriamque lacerandum dedit. 


Nec solum horum peccatorum rei sunt subditi incolaeve, sed etiam ipse Dux. Habet namque, ut ajunt, in gynaeceo suo quinquaginta virgines, ex illustri familia oriundas eque Livonia abductas, quas secum, quo se confert, ducit, iis loco uxoris, cum ipse uxoratus non sit, utens. Sed haec Deo Justissimo Vindici punienda relinquamus, Qui scit suo tempore ea compensare - habet namque vindicem oculum, ut canit autor ille Graecus: Echei Theos ekdikon omma. 		Fra Gorodnja kom vi til Tver. På vejen mødte vi over alt Tatarer, der var på vej tilbage fra Livland, og som førte med sig en mængde fanger, af hvilke nogle var sårede og kvæstede, mænd, kvinder, piger såvel som drenge. - De kvinder og piger, som de tager til fange, sælger de, eller deler dem ud blandt vennerne eller giver dem som gave til andre, der bruger dem som de selv vil. Og når de bliver kede af dem, forstøder de dem og giver dem til andre, der vil krænke dem. Ak, hvilke ulykker og sorger der rammer menneskene! Thi hvad kan man tænke sig mere ulykkeligt end at falde i sådanne tyranners hænder, når de ikke handler anderledes med kristne mennesker end med vilde og ufomuftige dyr? Og hvad kan være mere sørgeligt for ægtefæller, der ved et uopløselig! ægteskabs bånd er knyttet til hinanden, end at skilles ad? - Manden skilles fra sin hustru og sendes til Kazan og Astrakhan mod Tatarerne, Russeren griber hans hustru, skænder hende, voldtager hende, tilsmudser hende. Hin bliver såret og kvæstet og falder, denne lever nætter og dage i lyst og last med hans hustru. Sandelig, efter min mening skulde de straffes ikke mindre strengt end David, han der voldtog Bathseba og sendte Urias i døden!

Og ikke kun undersåtterne gør sig skyldige i disse synder, men Fyrsten er selv sådan. Man fortæller at han har halvtreds jomfruer i sit harem, af de fornemste familier, alle bortført fra Livland, og han har dem med sig alle vegne, hvor han rejser. Og da han ikke selv er gift, bruger han enhver af dem som sin hustru. Men lad os overlade straffen herfor til Gud, den overmåde retfærdige hævner, som vil vide at gøre gengæld til sin tid, thi Gud har et hævnende øje, som den Græske digter siger.
Eo in loco certiores quoque facti sumus Tartarum Crim, qui jampridem aufugerat, nirsus Ruthenis insciis magna manu iisdem diebus quibus nos Imperatorem reliquimus inopinato advenisse insignique stratagemate usum Ruthenicas oras occupasse. Quodnam istud fuisse quaeres? Ante mensem ad Muscovitam hominem forte deploratae spei ae demissum legaverat, qui cum ipso de induciis ageret. Cui Imperator cancellarium suum Basilovitz Solkan misit cum hoc de iis acturum. Interea Tartarus se armat resque suas ad bellum necessarias disponit, legatoque in Russia adhuc existente bellum Muscovitae inferens vi armisque regnum ejus invadit. Quid vero effectum sit quique finis armorum susceptorum fuerit, suo tempore absque dubio revelabitur. Adde quod incertum facient hoc tempora certum.

Tertio die ejusdem mensis Torsoch advenimus, altero ibi die delitescentes, cum equos currusque habere nequiremus. Didicerant namque novi nostri praestablii ab aliis Slabodiam nos ducentibus pecunias a praefectis oppidi sumere, ut illi jumenta sua integra retinerent, et nobis iisdem, quibus eo vecti fueramus, ulterius utendum esset. Et quamvis a nobis sint admoniti, ut ex aliorum vitiis ipsi emendarent suam, ne in eandem etiam suspicionem incurrerent (nam custodia alii post nostrum abitum ob furtum in via commissum detinebantur, nec prius quam loris essent caesi, et 700 daleris mulctati dimittebantur, et sic male parta male sunt dilapsa) tamen adhortationem nostram susque deque ferentes eodem se furto contaminarunt, ut affirmari de his possit, esse longe post natos homines improbissimos.


Quinto die Widropusck ambulavimus, quo undique catervatim nobis occurrerunt Tartari, cum hominibus in praefectura Rigae captis.


 		Her fik vi også bud om at den Tatariske Krim, som før var flygtet, netop i de dage da vi rejste fra Zaren,  var kommet uventet tilbage, uden Russernes vidende, med en stor hærstyrke, og om hvordan han ved en enestående krigslist havde besat de Russiske grænseegne. Hvordan det kunde ske? Ja, en måned før havde han sendt en elendig og håbløs mand til Moskoviten for at forhandle om fred. Zaren havde sendt sin kansler Vasiljevitj Solkan. Imens rustede Tataren sig, og endnu mens hans forhandler var i Rusland
gik han i krig og trængte ind i Zarens rige med våben og vold. Hvad det vil føre til, og hvilken ende krigen vil få, det vil uden tvivl åbenbares til sin tid. Læg hertil at tiderne gør dette usikre sikkert.



Den 3. i samme måned kom vi til Torzjok, og der blev vi den næste dag, eftersom vi ikke kunde få heste og vogne. Thi vore nye adjudanter havde lært af de andre, dem der førte os til Sloboda, at tage imod penge af byfogedeme, så de kunde beholde deres friske trækdyr, mens vi måtte fortsætte med dem, vi var kommet med. Vi advarede dem og sagde, at de burde lære af de andres laster, og ikke vække mistanke om, at de gjorde det samme. De andre var nemlig blevet fængslet, efter at vi var rejst, på grund af deres tyveri, og de kom ikke fri, før de var pisket og havde betalt 700 daler i bøde, så hvad de havde fået på en ond måde, det mistede de også på en ond måde. Men de var ligeglade med, hvad vi sagde, og de besmittede sig med samme slags tyveri. Om dem kan det siges, at det vil vare længe inden Verden igen skal se så forvorpne folk!

Den 5. gik vi ind i Vidropusk, hvor Tatarerne kom os i møde alle vegne fra, i mindre skarer, med fanger de havde taget i landet omkring Riga.
Kommentarer til kapitel 16. 

Igen må man være opmærksom på at de nævnte Tatarer er i Russisk krigstjeneste, mens andre Tatarer tværtimod er Russernes fjender i krigen på Russernes sydflanke.

Zaren havde sendt sin kansler Vasiljevitj Solkan ud i krigen. Her er "Solkan" opfattet som et navn, et slægtsnavn, men en samtidig historiker mener, at ordet "sollikan" er en stillingsbetegnelse, det betyder kansler.












17.
Sexto die Wisnoiwollatsock degimus, ubi naves, quae nobis Slabodiae commorantibus in nostros usus erant constructae, ascendimus easque Neugardiam, isthinc miliaribus 100 remotam, applicavimus. Ceterum, cum iter illud maritimum non solum fuerit periculosum, verum etiam perquam taediosum, non dissimulandum esse duxi, quanta cum difficultate periculo permixta illud absolverimus. Sic ergo primum habeto.

Commodum non propter lapidum, rupium aliarumque rerum copiam navigationem impedientium cursum nostrum perficere potuimus, cum toties naves tanto impetu rupes attingerent, ut nisi novae fuissent numquam sustinuissent tantas collisiones. Ducebamur enim flumine secundo, quod adeo vehemens aliquibus in locis erat, ut celerrimo suo cursu praeter spem saepius nunc prora, nunc puppi montium culmina quassaret, magno sane cum navium dispendio.

Deinde etiam incidimus in vadum prae aliis periculosum undique lapidibus refertum, ad navigationem minimeque appositum, ferebantur ibi gurgites a locis altissimis per quattuor miliaria in profundissimos lacus petrosos, ut saepius magna undarum violentia naves rapi soleant et in minutissima frusta dispergi. Nostris vero nos praecavere nitentes onerariis levatis, equis et curribus quattuor [ea] miliaria vecti sumus, vacuasque illas locum istum transire
permisimus, quas cum iterum conscenderemus ex parte dissipatas destructasque reperimus.


 		17.
Fra Vysjnij Volotjok sejlede Danskerne på nybyggede skibe hundrede mil til Novgorod. Det blev en skrækkelig og farlig sejlads inden de nåede frem, den 17. september, og siden måtte de blive i Novgorod, til de den 24. september fik heste og vogne, som kunde føre dem til Pskov. De så mere end tusinde elendige Livlandske fanger blive solgt ved kirkedøren.

Den 6. tilbragte vi i Vysjnij Volotjok, hvor vi gik ombord i nogle skibe, som var bygget til vort brug, mens vi opholdt os i Slobodá. Med dem sejlede vi til Novgorod, der ligger hundrede mile derfra. I øvrigt, da denne rejse til vands var ikke blot farlig, men også ganske forfærdelig, har jeg ment at det ikke skulde skjules, med hvor stor vanskelighed blandet med fare vi gennemførte den. For det første dette:

Vi kunde ikke styre en bekvem kurs, på grund af mængden af sten og skær og andre ting, der hindrede sejladsen. Skibene stødte så mange gange på skærene, og med en sådan kraft, at hvis de ikke havde været nye, vilde de aldrig have holdt stand mod så store sammenstød. Vi blev jo ført med strømmen, som nogle steder var så voldsom, at den med sit meget hurtige løb uventet knuste snart forstavnen, snart den knejsende bagstavn, med stor skade på skibene til følge.

Derpå kom vi til et vadested, farligere end alle andre, over alt opfyldt af skær og næsten umuligt at sejle igennem. Så hørte vi om vandfald, hvor floden på en strækning af fire mil brusede ned fra meget høje steder, ned i meget dybe stenfyldte søer, hvor skibene plejede at blive revet med ned for at blive knust i småbitte stumper. Men vi var forsigtige og tømte skibene og kørte selv de fire mil med heste og vogne, mens vi lod bådene drive af sted, tomme. Og da vi gik ombord på dem igen, fandt vi nogle af dem splittede og ødelagte.
Ad haec praestablii nostri dedita opera amplius triginta miliaria nos circum circa hac navigatione duxerunt, ut viam, quae uno die confici curribus potuisset, duobus vel tribus absolvere remis nequiverimus. Adeo enim curvatim per anfractus multos modo versus ortum, modo occasum, modo
meridiem, prout amnis rivulos suos extendebat, sumus ducti, ut nihil longius fuerit nobis ultro citroque navigantibus quam iter hoc maritimum.

Domus insuper, in quas divertebamur, ante Solis occasum numquam ingressi sumus, easque inanes, sordidas, destructas minimeque sartas tectas invenimus, adeoque calidas ex fervore clibanorum (quibus in omnibus domibus utuntur) ut nulla cum jucunditate, sed magno cum fastidio viriumque imbecillitate iis utendum nobis fuerit.

Hic percontari quis posset, quamobrem navale iter potius quam terrestre nobis adeundum fuerit. Huic quantum mihi conjectare licet respondeo tres fuisse causas. Prima, quod tanta illis inopia victualium et equorum esset, ut nos Neugardiam iis perducere nequiverint. Altera, quod Imperator eo caveret ne exercitus suus e Livonia rediens nos in via cum captivis offenderet. Tertia, quod hac circumductione tempus nobis prorogaretur, et ut tanto citius legati sui in Daniam mittendi nobis comparerent. - Utut fuerit, cum hisce tum aliis perfuncti sumus molestiis ut illius temporis memoriam adhuc perhorrescamus; usque adeo enim praestabliis nostris fuimus invisi, ut quaecunque sciebant nobis esse contraria summo studio et alacritate exequi laborarent. 


 		Således førte vore adjudanter os ved denne sejlads med flid rundt omkring, mere end tredive mil, således at den vej, der kunde være kørt med vogne på én dag, den kunde vi ikke tilbagelægge ved to eller tre dages roning, så meget bugtede og snoede floden sig, snart mod øst, snart mod vest, snart mod syd, som nu floden strakte sine arme. Intet var så langtrukkent som denne rejse til vands.

De huse, vi skulde bo i, kom vi aldrig ind i før solnedgang. Vi fandt dem tomme, snavsede, ødelagte, tagene hullede og husene så varme, på grund af heden fra ovnene, som man bruger i alle huse, at det var uden glæde og med stor væmmelse og svage kræfter vi brugte dem.


Her kunde man spørge, hvorfor vi skulde rejse med skib, og ikke over land. Hertil vil jeg svare at der var tre grunde, så vidt jeg kunde se: Den første, at de havde så stor mangel på proviant og heste, at de ikke kunde få os til Novgorod med det, de havde. Den anden, at Zaren vilde sørge for, at hans hær, der var på vej tilbage til Livland, ikke skulde møde os på vejen med sine fanger. Den tredje, at ved denne færdsel ad omveje blev tiden trukket ud, så hans udsendinge, der skulde sendes til Danmark, hurtigere kunde møde os. Hvordan det nu var, så måtte vi døje med både disse og andre besværligheder, så vi endnu gyser ved mindet om den tid. Og så meget hadede adjudanterne os, at alt hvad de vidste var os imod, det stræbte de efter med største iver og ildhu.
Quando nos in singulos ferme dies cum lucesceret conscendimus, quo longum illud iter ac periculosum semel absolveretur, sustulerunt nobis remiges, ne ulterius quam illis visum erat progrederemur. Et quamvis eos non raro de iis aliisque rebus navigationi necessariis sollicitavimus, nihil tamen vel precibus vel etiam minis ab illis extorquere potuimus, praeter ea quae illis grata ac suavia videbantur. E contrario, si aliquando nobis tria tantum vel quattuor miliaria essent absolvenda, noctu circa horam primam vel secundam tanto cum clamore et strepitu nos perturbarunt quietemque interruperunt, expostulantes profectionem, ut nobis nolentibus volentibus obsequium iis fuerit praestandum.

Quid? quod si quandoque ad ea loca pervenimus, in quibus quicquam venale reperiebatur, statim mercatoribus est interdictum, ne quicquam vel venale exponerent vel nobis praeberent. Si vero perceperunt illos rerum aliquarum apud nos mentionem fecisse, statim loris caesi sunt, ut e nostro conspectu omnes se subduxerint, et tamquam pestem fugerint, quod exemplo comprobare satagam.

Cum 12. Septembris circa noctis crepusculum Bielaii civitatis littora attingeremus, emisso interprete nostro anseres duos pecuniis nostris comparavimus, quibus collapsas ex fatigatione vires actutum repararemus Nihil enim nobis per totam illam viam procuratum est praeter vaccas, oves et pullos, quae primum multa nocte adducebant, ut coquis nostris tempus mactationis coctionisque vix daretur, quia priusquam omnia erant mactata atque ad satietatem cocta naves eos rursus conscendere coegerunt, et propemodum infregerunt. Quod cum forte fortuna cognoverunt praestablii, extemplo tanta cum tyrannide tantoque cum animorum aestu miseres istos homines, qui anseres divenderant, loris baculisque aggressi sunt, ut si crimen laesae Majestatis commisissent, majores plagas verberaque Christiani illis infligere nequiissent.


 		Når vi så vilde gå om bord for at tilbagelægge den lange og farefulde vej, og det var næsten hver dag så snart det blev lyst, så tog de rorkarlene fra os, for at vi ikke skulde komme længere frem, end det passede dem. Og selv om vi ikke sjældent bad om dem om disse og om andet, der var nødvendigt for sejladsen, så kunde vi ikke, hverken med bønner eller trusler, vriste andet fra dem end det, der syntes dem kært og sødt. Tværtimod, hvis vi en dag ikke skulde sejle mere end tre eller fire mil, så vækkede de os alligevel midt om natten, klokken et eller to, med råben og larm, og afbrød vor hvile, så vi måtte adlyde dem, hvad enten vi vilde eller ej.


Når vi så af og til kom til steder, hvor der var noget at købe, så fik de handlende straks forbud mod at vise os deres varer eller tilbyde os dem. Og hvis adjudanterne hørte, at de handlende havde talt med os, fik de straks prygl, for at alle skulde holde sig borte fra os og sky os som pesten. Jeg skal give et eksempel.



Den 12. september, ved tusmørketid, gik vi i land ved byen Belaja. Vi sendte vores tolk af sted, og således skaffede vi os to gæs, for vore egne penge, så vi kunde genvinde vore kræfter, der var
svækkede af udmattelse - thi undervejs havde vi ikke fået andet end køer og får og kyllinger, som de kom med langt ud på natten, så at vore kokke knap nok fik tid til at slagte og koge før adjudanterne kaldte os om bord igen; og på den måde blev vi jo ikke mætte. Men uheldet var ude, adjudanterne fik nys om det og for straks løs på de ulykkelige, med et sådant raseri og vildskab, og pryglede dem sådan med stokke og kæppe, at kristent folk kunde ikke havde givet dem flere pisk og slag, om de så havde begået Majestætsforbrydelse.
Die praedicto multae naves adverso flumine ab equis tractae nobis occurrerunt, omnes onustae hominibus captivis, inter quos matronas virginesque nobiles quamplurimas conspeximus, quae vultu et manibus tristissima signa dedere, unde quamvis sumus maxime commoti suppetias tamen nullas illis ferre potuimus.

16. mensis multa nocte attigimus coenobium Santus Nicolaus dictum, splendidum satis atque loco amoenissimo fundatum, sed perturbatum. E vita enim omnes monachi ab Imperatore erant sublati atque undis suffocati, propter odium in eos conceptum. Hic prohibitum est, ne vel cibus in coenobio coqueretur, neve tubicines clangorem ederent, locum sanctum esse affirmantes. -

Postremo 17. die Septembris Neugardiam tandem navibus appulimus, postquam longe lateque peregrinati diesque undecim per mare, per terras, per multa pericula vagati et a Lucifero ad Hesperum usque quotidie circumvecti essemus. Quo cum perventum est hospitia antiqua ingressi sumus, existimantes nos inde postridie vel die hunc sequente migraturos, cum omnia jam nostra negotia Slabodiae essent peracta; sed in his nos fefellit opinio. Detenti enim sumus in diem mensis 24. atque ita ubique sumus frenis remorati, ut miliare progredi ulterius quam illis visum fuerit numquam licuerit.

Quamvis quotidie precibus eos instigavimus, ut nobis dies abitus significaretur, cum nihil nobis profectione esset antiquius, et hiemem in foribus, nobisque mare trajiciendum esse scirem, quod illo anni tempore maximo cum periculo est conjunctum, expiscari tamen prius tempus quam apparebant nobis currus et equi, quibus Plescoviam duceremur, non potuimus. Majorne in ullis hominibus vigere posset invidia, majorne malitia, qui nihil praetermiserint, quod ad iram, tristitiam vel aliam animi perturbationem provocare nos potuisset? - Longum foret plura mihi dicere, praesertim ad alia properanti.


 		Den førnævnte dag mødte vi mange skibe, der kom sejlende op imod strømmen, trukket af heste. De var alle lastede med fangne mennesker, og mellem dem så vi mange ædle fruer og jomfruer, som med miner og gebærder gav de ynkeligste tegn til os. Men selv om det berørte os meget, kunde vi ikke bringe dem nogen hjælp.

Den 16. i måneden, langt ud på natten, kom vi til et kloster kaldet Sankt Nikolaj, prægtig bygget på et skønt sted, men nu ødelagt. Thi Zaren havde ladet alle munkene dræbe ved at drukne dem i floden, fordi han hadede dem. - Her forbød adjudanterne os at lave mad i klosteret, ligesom vi heller ikke måtte lade blæse i trompeterne, thi, sagde de, "det er et helligt sted".

Endelig, den 17. september, lagde vi omsider ind til Novgorod, efter denne lange rejse. I elleve dage var vi draget over vand og land, havde udstået mange farer, og hver dag fra morgen til aften havde man trukket af sted med os. Da vi kom hertil, gik vi til vort gamle herberg og tænkte, at vi skulde vel dagen efter, eller den næste dag igen, drage videre, nu da alle vore forretninger var forhandlet færdig i Slobodá. Men deri tog vi fejl, vi måtte vente indtil den 24. september, og alle vegne sinkede de os, og vi fik aldrig lov til at rejse en mil mere, end det passede dem. 


Og selv om vi hver dag bønfaldt dem om at sige os,  hvornår vi skulde af sted - thi vi ønskede intet hellere end at rejse, vinteren stod for døren, og jeg vidste at vi havde et hav at sejle over, hvad der var forbundet med den største fare på denne årstid - så kunde vi dog ikke få dem til at sige, hvornår vi skulde rejse, førend vi så hestene og vognene, som vi skulde have med til Pskov. Kan der findes større misundelse i nogle mennesker, og større ondskab, som ikke undlod noget af det, der kunde drive os til vrede eller sorg eller andre sjælsforstyrrelser? Det vilde føre for vidt at sige mere herom, nu vil jeg vende mig til andre ting.
Interea temporis, cum ibi moram agimus, per civitatem deducebatur magna captivorum Livoniensium frequentia, exceptis iis, qui in itinere undique nobis obviam prodibant - ultra mille homines, senes et juvenes, mares ae feminas. Horum alios Muscoviam Tartari abduxerunt, alios in civitate divenderunt. Et hi ante templi fores, ut ab omnibus conspici possent collocabantur, emptores vero et venditores ante aedes nostras congregabantur illique quos cupiebant de iis eligentes vili precio sibi comparabant. Hi miseri homines adeo squalidi, nudi ae pannosi incesserunt, ut summa, mihi crede, cum commiseratione a nobis sint visi.

8. Kalendas Octobres, postquam totum octiduum inviti Neugardiae delitueramus, bajoribus visum est nos inde dimittere. Collectis itaque et procuratis equis curribusque hora secunda pomeridiana abitum paravimus, vesperique Lentawam villam destructam accessimus. Inde 25. die ejusdem mensis Novam Russiam, hine Plescoviam die Michaelis pervenimus, duas noctes pernoctantibus nobis in via locis notatu indignis.

Illic in diem primum Octobris quievimus, et cum equi recentes et integri praesto non essent, qui defessis succederent, iisdem quibus a Neugardia eo veneramus Tarbatum progrediendum nobis fuit, primaque nocte Garell hospito excepti sumus, eoque relicto Repenschi, postea Harensche, unde Tarbatum quarto Octobris pervenimus.

 		Medens vi var der så vi en stor mængde Livlandske fanger blive drevet ind gennem byen. Der var mere end tusinde, alle vegne fra, helt bortset fra dem, der kom imod os på vejen. Der var både gamle og unge, både mænd og kvinder. Tatarerne tog nogle af dem med til Moskva, og solgte andre dér i byen, og de blev så anbragt foran kirkedøren, hvor de kunde ses af alle. Købere og sælgere samledes uden for vort hus, og køberne valgte dem de vilde have, og fik dem til en ringe pris. Disse arme mennesker var så snavsede og nøgne og lasede at vi kun kunde se på dem med den største medlidenhed og ynk.


Den 24. september, efter at vi i hele otte dage havde ventet i Novgorod, meget mod vor vilje, behagede det bojareme at sende os af sted. Der blev skaffet heste og vogne til veje, og vi tog af sted klokken to eftermiddag. Hen imod aften nåede vi en ødelagt landsby, Lentova. Derfra kom vi, den 25. september, til Novaja Rusa, og endelig til Pskov, Mikkelsdag, efter at vi havde sovet i to nætter på steder der ikke er værd at nævne.


Dér hvilede vi ud indtil den første oktober. Og da vi ikke kunde få nye og friske heste til afløsning for de trætte, måtte vi rejse videre til Dorpat med de samme som vi havde haft med helt fra Novgorod. - Den første nat blev vi modtaget i en kro i Garell; derfra kom vi til Repenski, siden til Harenske, og siden til Dorpat, den fjerde oktober.








 

18.
Hic denuo detenti sumus per mensem ferme, antequam alio nos  conferremus, ob legatorum Ducis tardiorem adventum, qui nobiscum Daniam repeterent, et ante diem 19. Octobris non apparerent. Quanto autem cum temporis taedio tum animorum molestia ac cruciatu ea mora nobis sit injuncta exprimi verbis nequit, propter causas peculiares, quarum aliquas his recensebo: 

Pro primo quod nobis maritimum iter (cujus antea mentio est facta) ingredi incumberet, et sane periculum esset, ne mare gelu obduceretur nobisque navigatio intercluderetur, cum anni tempus adesset, quo naves solent portus hiemales quaerere et vela funesque nautici deponi. 

Pro secundo quod exercitus Regum Poloniae et Sueciae sicut et Muscovitae non longe castra metarentur ab illa via, quae nobis erat praetereunda, Ruthenisque nos Pernoviam ducere esset difficile. Saepius enim hi animum mutabant, modo volentes nos bona nostra pelago, modo viae terrestri committere, prout certiores de hostium castris fiebant. 

Pro tertio quod locus usque adeo ab incursione hostis tutus non esset, in quo pedes fixeramus; inopinatus enim ejus adventus quotidie erat metuendus, cum aliquoties hac aestate eum invasisset. Visebantur adhuc ante portas necatorum cadavera, quae non terrae mandata, sed pratis ac agris fuerant relicta, a canibus et porcis dilacerari. Hinc deploranda erit infanda Livoniensium calamitas et execranda Ruthenorum crudelitas, qui non secus ac leones rugientes in illos saeviunt, et sedulo insectantur ut eos apprehendant, apprehensos veluti rabidi canes ac porci dilanient et devorent.

18.
I Dorpat måtte sendefærden vente næsten en måned på Zarens legater, som skulde følge med til Danmark. Indlogeringen i ødelagte huse uden møbler og vinduer var elendig, selv om byens kommandant Zdan Ivanovitj, som havde besøgt Danmark, havde lovet at gengælde al den gæstfrihed, han havde mødt der. Han sendte kun æbler og pærer og en smule vin og mjød.

Her blev vi på ny opholdt næsten en hel måned, før vi kunde begive os andetsteds hen, på grund af Zarens legaters forsinkede ankomst, de der skulde rejse til Danmark sammen med os. De kom ikke før den 19. oktober. Hvor megen kedsommelig venten og fortvivlelse og pine denne udsættelse betød for os, det kan ikke siges med ord. Jeg vil dog opregne nogle af årsagerne hertil:

For det første skulde vi rejse til søs, som før sagt, og der var fare for at havet blev dækket af is og det blev umuligt for os at sejle. Det var jo på den årstid at skibene søgte havn for vinteren, og man
nedtog sejl og takkelage. 



For det andet havde den Polske Konges hær og den Svenske Konges hær, ligesom Moskovitens, slået lejr nær ved den vej vi skulde passere, og det vilde blive vanskeligt for Russerne at ledsage os til Pernau. Ofte skiftede de mening om, hvad der var bedst, at vi sendte vort gods med skib, eller at det blev sendt over land - det afhang af de meldinger de fik fra slagmarken. 

Og for det tredje var det sted, hvor vi nu var, ikke godt befæstet mod fjendtlige angreb. Hver dag kunde man frygte uventede overfald. Denne sommer var det sket nogle gange, og som et tegn herpå så man uden for portene ligene af dem, der var faldet i de sidste kampe med fjenden, endnu ubegravede, efterladt på marker og enge, sønderbidte af hunde og svin. - Derfor må man begræde Livlændemes usigelige ulykke, og forbande Russernes grusomhed, når de raser imod dem ligesom brølende løver, og med flid efterstræber dem for at gribe dem. Og dem, de har grebet, dem flår de og æder dem, som gale hunde og svin.

 

 
Videre til   del 1    del 2     del 3    del 4                   del 6    del 7