Videre til    
  del 1              del 3   del 4   del 5   del 6   del 7    del 8

Venderkrøniken   (del 2)

 


16. Hvorledes Venderne Opgav Troen

På samme tid indtraf året 1101 efter ordets kødvordelse. I dette år, da den overmåde tapre kejser Otto allerede for tredje gang var draget ind i Rom som sejrherre, blev han revet bort af en alt for tidlig død. Han efterfulgtes som rigets styrer af den fromme Henrik, der udmærkede sig ved retfærdighed og hellighed - han havde som før sagt grundlagt bispedømmet Bamberg, og han gav storslået og mildt til kirkernes gudstjeneste. Men i hans regerings tiende år døde Benno, hertugen af Sachsen, der var fremtrædende i kraft af sin store hæderlighed, og som havde stået som et fast værn om kirkerne.


Hans søn Bernhard arvede riget, men han arvede ikke den fremgang som hans fader havde haft. Thi fra den tid han blev indsat som hertug var der altid uro og strid i disse egne, for hertugen vovede at rejse et oprør mod kejser Henrik, og han drog hele Sachsen med sig i oprøret mod kejseren. - Siden vendte han sig imod Kristus og blev en rædsel for alle kirkerne i Sachsen og ødelagde dem, især dem som ikke vilde være med i hans onde oprør.


Til alle disse ulykker kom at denne hertug, der helt og aldeles havde glemt den hengivenhed som hans fader og hans forfædre havde næret for venderne, af begærlighed grusomt underkuede vinulerne og drev dem ud i hedenskabet.


Men på den tid fik markgrev Dietrich og hertug Bernhard magten over venderne, den første østpå, den anden vestpå, men de var så uduelige at venderne ikke vilde vide af dem. Disse folk, der endnu kun var begyndere i kristentroen, og som de bedste fyrster engang behandlede med den største mildhed, dæmpede vel strengheden hos dem der ivrigt stræbte efter deres frelse, men disse forfulgte dem så grusomt at de rystede trældommens åg af sig og blev drevet til at forsvare sig med våben.


Vinulernes anfører var Mistivoj og Mistidrog; under deres ledelse flammede opstanden op. Det fortælles, og gennem de gamles beretninger er det blevet kendt, at den samme Mistivoj ønskede at få et barnebarn af hertug Bernhard til sin brud, og denne sagde ja dertil. - Da nu denne vinulernes fyrste vilde vise sig forlovelsen værdig, drog han til Italien med hertugen og med tusind ryttere; men dér omkom de allerfleste. Men da de vendte hjem fra hærfærden og han vilde have den kvinde man havde lovet ham, brød markgrev Dietrich det givne løfte og erklærede at han vilde ikke give sin slægtning til en hund!


Da han hørte det trak han sig tilbage i stor ophidselse. Men da hertugen skiftede sind og sendte bud til ham for at sige at han gerne kunde gifte sig med hende der var lovet ham, fortælles det at han svarede, Det ædle barnebarn af en stor fyrste skal sandelig kun giftes med en meget fremragende mand, og ikke gives til en hund! Det er så vist en stor ære man viser os til gengæld for vor tjeneste at men kaldes os hunde, og ikke mennesker! Men hvis det er en stærk hund vil den også bide hårdt!


Med disse ord drog han tilbage til vendernes land, men først tog han til Rethra, som ligger i lutizernes land. Og da han havde sammenkaldt alle de vender, der boede ude mod øst, fortalte han dem om, hvordan man havde hånet ham, og at sachserne kaldte venderne for hunde. Men de svarede, Det er kun rimeligt, at det sker for dig, for du har leflet for sachserne, disse troløse og griske folk, og foragtet dine egne. Men sværg nu på, at du vil skille dig fra dem, så vil vi stå sammen med dig! - Og det svor han.


Men nu skete der noget, der fik hertug Bernhard til at gribe til våben mod kejseren, og venderne fandt, at det var en anledning til at samle en hær og først plyndre hele Nordalbingien med jern og ild, og dernæst, idet de gennemstrejfede hele det vendiske område, at sætte ild på alle kirker og jævne dem med jorden. Men præsterne og de øvrige, der tjente kirken, dræbte de under mange pinsler og lod ikke noget spor af kristendom tilbage hinsides Elbe.


I Hamborg skete det på samme tid, at borgerne tog mange af præsterne til fange, og af had til kristendommen dræbte de mange. De ældre blandt venderne, der husker alle barbarernes ugerninger, fortæller at de fandt overmåde mange kristne i Oldenborg. Dér blev tres præster slået ned som kvæg, og nogle blev vist frem og hånet. Den fremmeste af dem var provsten Oddar. Hans martyrium, og andres, bestod i at man skar et kors oven i hovedet på ham og med jern åbnede ind til hjernen, så at alle kunde se. Dernæst blev disse Guds bekendere bagbundet og trukket omkring i vendernes byer, indtil de segnede; men på deres vandring udåndede de sejrrigt. Der fortælles om meget af den slags i vendernes og nordalbingernes lande, men der var ikke folk nok til at skrive det hele ned, derfor holdes meget at det nu kun for opspind. Der var så mange martyrer i vendernes lande, at de næppe kan rummes i én bog.


Alle vender mellem Elbe og Oder holdt sig til kristendommer i halvfjerds år og mere, nemlig i al den tid Ottonerne herskede. Men de skilte sig siden fra Kristi og kirkens legeme på denne måde. - O, hvilke skjulte domme over menneskene fra Gud, Han der forbarmer sig over hvem han vil, og forhærder hvem han vil! Vi undrer os over hans almagt, og ser dem falde tilbage i hedenskab som før var troende, og ser dem omvendte til Kristus som syntes de sidste. Men han er renfærdig, stærk og tålmodig, Han som, dengang Kana'ans syv stammer blev udslettet for Israels øjne kun skånede de fremmede, som Israel erfarede. Han, siger jeg, vil nu forhærde en lille del af hedningerne for at beskærme vores troløshed.


Dette skete i ærkebiskop Liawizo den ældres tid, under hertug Bernhard, Bennos søn, som plagede vendermes folk slemt. Men Dietrich, vendernes markgreve, der var lige så begærlig som den nysnævnte og lige så grusom, blev berøvet sin ære og hele sin arv. Han havde et præbende i Magdeburg, dér endte han sit liv med en ond død som han havde fortjent.


Mistivoj, vendernes fyrste, blev på denne tid grebet af anger og vendte tilbage til Gud. Og da han ikke vilde svigte kristendommen blev han drevet ud af sit fædreland og flygtede til barderne, og hos dem blev han til han blev gammel, fast i troen.


Den tysk-romerske kejser Henrik den Anden, kaldet den Fromme, og hans hustru Kunigunde bliver kronede af selveste Kristus. Kunigunde var datter af den engelsk-danske konge Knurd den Hellige. Billedet er fra omkring år 1010. De 3 kvinder nederst i billedet personificerer  henholdsvis Rom, Frankrig og Tyskland.





17. Om Biskop Unwan

Eziko døde i Oldenborg; efter ham kom Folkvard, og efter ham kom Reginbert. Den første af disse, Folkvard, blev i forfølgelsens tider drevet bort og kom til Norge. Dér vandt han mange for Herren, og han vendte hjem til Bremen med glæde.


I ærkebispebyen Hamborg fulgte Liawizo, en meget hellig mand, efter Adaldag, der var den første der havde indviet biskopper til Oldenborg. På denne tid var det at venderne faldt fra troen. Efter ham kom Unwan, der var af meget fornem herkomst, og dertil rig og gavmild og elsket af alle, og som især gjorde meget for præsterne.


På den tid rejste hertug Bernhard og hans medskyldige et oprør mod kejser Henrik, og han var hård og fjendtlig stemt over for kirkerne i Sachsen, især dem der ikke forvorpent havde villet svigte deres troskabs-éd til kejserlig majestæt. Da siges ærkebiskop Unwan at have brudt denne mands magt med sin højsindethed, så at hertugen selv, tvunget af biskoppens visdom og gavmildhed, måtte vise sig velvillig mod kirken i alle ting, skønt han før havde stået den imod. Og fyrsten søgte biskoppens råd, og omsider bøjede han sig og gav hånden til kejser Henrik, ved Schalkesborg. Og snart udvirkede Unwan også at venderne blev skatskyldige, og at der blev fred mellem nordalbingerne og kirken. - For at genoprette denne siges det at den ærværdige metropolit efter vendernes nederlag rejste en ny by og en ny kirke, idet han udvalgte tre brødre fra hvert enkelt stift, således at der blev tolv mænd der skulde leve som kanniker i Hamborg, og som skulde omvende folket fra afgudsdyrkelsens vildfarelse.


Efter Reginberts død ordinerede han Benno til vendernes lande. Han var blevet valgt af brødrene ved Hamborgkirken, og hans forkyndelse blandt venderne bar megen frugt.



Fra den tyske kejser Henrik den Andens Perikope-bog: Evangelisten Lukas nedskriver Kristi mirakler. Øverst ses en okse - det dyr, der særlig blev forbundet med Evangelisten Lukas.






18. Om Biskop Benno

Benno, der var en mand af stor fromhed, vilde genvinde alt det som Oldenborgs bispesæde havde tabt, og begyndte at spørge efter de besiddelser og indtægter som efter Otto den Stores bestemmelse var lagt hen til bispebordet. Men de gamle bestemmelser var glemt, og de store fyrsters gaver var gået tilbage til venderne efter Oldenborgkirkens ødelæggelse. Så klagede biskoppen til hertug Bernhard over at wagrierne og obodriterne og de øvrige vendiske folk ikke vilde betale ham hans løn. Derfor blev vinulernes fyrster kaldt til en samtale. De blev spurgt om hvorfor de tilbageholdt den kornskat der rettelig tilkom biskoppen; men så begyndte de at fortælle om hvor hårdt man plagede dem med afgifter, og de sagde at de vilde hellere forlade deres land end blive ved med at betale så tunge skatter.


Da hertugen indså at kirken ikke kunde få sin ret på samme måde som på Otto den Stores tid, foreslog han, og fik med besvær tilslutning til, at der skulde betales to mønter til biskoppen fra hvert hus, fattigt eller rigt, i hele obodriternes land. Desuden skulde de store godser Bosau og Nezenna og de øvrige besiddelser i wagriernes land gives tilbage til biskoppen, så de atter kunde dyrkes. Men godserne ude i de fjernere vendiske egne, om hvilke det fra gammel tid blev sagt at de tilhørte bispedømmet Oldenborg, nemlig Derithsew, Moris, Kusin, med deres tilliggender, kunde biskop Benno på ingen måde få rådighed over med hertugens hjælp, selv om han ofte havde stræbt efter at erhverve sig dem.


Men efter at det havde behaget den meget fromme kejser Henrik at holde landdag på slottet Werben, der ligger ved Elbe, for at få at vide hvad venderne mente, kom alle vinulernes fyrster til kejseren og erklærede at de vilde lyde under riget for at få fredens og underkastelsens gode.


Biskoppen af Oldenborg fremførte på ny, nu for kejserens åsyn, de gamle klager angående kirkens ejendomme. Da vendernes fyrster blev spurgt nærmere om hvilke ejendomme der hørte under bispens ret, erfarede man at de nævnte byer med deres omegne burde høre til kirken og biskoppen.


Desuden lovede alle obodriter, kessiner, polaber, wagrier og de øvrige vendiske folk, der boede indenfor Oldenborg kirkens grænser at give alt det som Otto den Store havde sat hen til præsternes underhold. Men deres løfte var fuldt af hykleri og bedrag, thi så snart landdagen var hævet og kejseren drog bort brød de sig ikke det mindste om det de havde lovet.


Men sachsernes hertug Bernhard, der vel var dygtig med våben, men ganske fordærvet at sin begærlighed, lagde så tunge skatter på venderne som han havde undertvunget i krige eller med aftaler, at at de ikke vilde komme Gud i hu eller vise sig velvillige over for præsterne. Derfor, da den Kristi bekender Benno så at hans tjenestes sendelse ikke blot ikke blev understøttet af fyrsterne, men endda blev fuldstændig modarbejdet, blev han træt af det forgæves arbejde, og da han ikke havde et sted hvor hans fod kunde finde hvile drog han til den meget hellige mand Bernward. biskoppen i Hildesheim, og fortalte ham om sine trængsler og søgte trøst i sine prøvelser.


Denne var en meget mild mand, han tog vel imod sin gæst og gav den trætte hvad hans kærlige sind tilskyndede ham til, og understøttede ham ud af sin egen kirkes midler med hvad han behøvede til livets opretholdelse, indtil han drog bort igen og på hjemvejen fandt et sikkert sted hvor han kunde holde hvil.


På den tid gundlagde den nævnte biskop Bernward, på en ejendom som han havde fået ved arv, en stor kirke, med store omkostninger, som det kan ses, til ære for ærkeengelen Sankt Michael, og dér samlede han også en betydelig skare munke til tjeneste for Gud.


Da kirken var færdig, som han havde lovet, kom en umådelig stor skare mennesker til indvielsen. Da vor biskop Benno indviede den venstre side af kirken blev han klemt og knust af folket, han blev syg, og sygdommen blev værre og få dage senere døde han. Mod nord i apsis i den samme kirke fik han et ærerigt gravminde.


Han efterfulgtes af Meinher, der fik velsignelsen af Liawizo den Anden. Efter denne kom Abelin, der blev ordineret af ærkebiskop Alebrand.





Også fra de nordiske lande har vi skriftlige kilder til denne tids historie. De er oftest kortfattede, men alligevel vigtige, nemlig teksterne på runestenene. Rök-stenen  fra ca. år 800 er udsmykket med den længste af alle bevarede runestenstekster. (Rökstenen står i Östergötland (Sverige) nær Röks kyrka, cirka en mil nord for Ödeshög.) Indholdet er svært at forstå. Nogle verslinjer i teksten kunne tyde på kendskab til eller forbindelse med samtidig engelsk og tysk poesi og mytologi. 

 

 


19. Om Hvordan Gotskalk Forfulgte De Kristne

I de dage var der en fast fred i Venden, fordi Konrad, som havde efterfulgt Henrik i riget, havde underkuet winiterne i hyppige krige. Men den kristne tro og gudsdyrkelse havde kun ringe fremgang, den blev bremset af hertugens og sachsernes begærlighed, der rev alting til sig og ikke levnede noget til hverken kirkerne eller præsterne. Vendernes fyrster var Anadrag og Gneus, en tredje fyrste var Uno, der var en dårlig kristen. Derfor blev han også, ganske uventet, gennemboret med en lanse af en sachsisk overløber, på grund af sin grusomhed,


Hans søn ved navn Gotskalk blev undervist i de almindelige skolefag i Lyneborg. Da han erfarede at hans fader var død kastede han bøgerne fra sig og satte over floden og kom til winiterne. Dér havde en skare røvere fundet sammen, og med dem hærgede han hele nordalbingernes land for at hævne sin fader. Og blodbadet på de kristne blev så stort at denne grusomhed overgik alt. I holsternes og stormarernes land, og blandt dem der kaldes ditmarskere, var der intet tilbage som han skånede, uden de kendte godser Itzehoe og Bökelnburg. Nogle væbnede mænd havde trukket sig tilbage til disse borge med deres kvinder og børn og løsøre, det de kunde have med sig.


En dag, da denne fyrste som en røver strejfede om på marker og enge, så han hvordan egnen lå ganske øde hen, den egn der engang havde været fyldt med mennesker og kirker, og han blev forfærdet over sin egen grusomhed og følte smerte i sit hjerte og tænkte ved selv sig at han vilde opgive sine skændige gerninger. Han kom bort fra sine ledsagere, de var lige ved at tro at han var lokket i baghold; så mødte han en kristen sachser. Da denne på afstand så ham komme, vel bevæbnet, tog han flugten, men Gotskalk råbte højt at han skulde blive, og svor at han ikke vilde gøre ham noget ondt. Og da den frygtsomme mand havde fattet mod begyndte han at spørge ham om hvem han var, og hvilke rygter han havde hørt. Men han sagde, Jeg er en fattig mand, født i Holsten. Vi hører hver dag skrækkelige rygter. Vi hører at Gotskalk, vendernes fører, gør folket og landet meget ondt, og vil mætte sin grusomheds tørst med vort blod. Det var visselig på tide at den straffende Gud hævnede den uret der overgår os!


Gotskalk svarede ham, Du beskylder sandelig denne vendernes fyrste for mange ting! Det er også sandt at han har plaget jeres folk og land meget, som en stor hævner af sin faders drab. Men jeg er den mand der er tale om, og jeg er kommet for at tale med dig. Det gør mig ondt at jeg har forbrudt mig således mod Gud og Kristus-dyrkerne, og jeg vil inderlig gerne være ven med dem som jeg nu ser jeg har behandlet så uretfærdigt. Lyt derfor til mine ord og gå tilbage til dit folk og sig dem at de skal sende pålidelige mænd til et aftalt sted for at forhandle med mig i hemmelighed om en pagt og om at holde fred! Når det er sket vil jeg overgive denne skare røvere, som jeg er bundet til mere af nødvendighed end af egen fri vilje, i deres hænder.


Da han havde sagt det gav han besked om sted og tid for mødet.


Da manden var kommet tilbage til borgen, hvor de overlevende sachsere opholdt sig, slagne af rædsel, meldte han de ældste dette hemmelige budskab og tilskyndede dem på alle måder til at sende mænd til det sted hvor der skulde forhandles. Men det vilde de ikke, for de troede at det kun var en list der skulde lokke dem i baghold.


Efter nogle dage blev den samme fyrste taget til fange af hertugen og lagt i lænker, som om han var røvernes høvding. Men da hertugen tænkte efter og indså at denne våbenduelige mand kunde blive ham til gavn, indgik han en pagt med ham og lod ham drage bort med ære. Men da han blev løsladt rejste han til danernes konge Knud og blev hos ham i mange dage eller år og var med i mange krige, snart i Normandiet, snart i England, og vandt stort ry. Derfor blev han også belønnet med kongens datter.


 Denne Madonna med barnet er en glasmosaik fra en Dominikanerkirke i Kraköw i Polen. Den er fra 1200-tallet
  og altså noget senere end Helmold. Billedet opbevares nu i Nationalmuseet i Kraköw. 





20. Om Gotskalks Tro

Efter Knuds død vendte Gotskalk tilbage til sit fædreland, og da han fandt at nogle tyranner havde lagt beslag på hans arv, besluttede han at tage kampen op; og med sejren fik han sine besiddelser tilbage, sammen med fyrsteværdigheden, helt og holdent. Og han satte sig straks for at vinde ære og herlighed over for Gud, og tragtede efter at vække de vendiske folk til at tage imod troens nåde og have omsorg for kirkerne. Og Guds værk havde fremgang i hans hænder, og overmåde mange hedninger strømmede til dåbens nåde. Og de kirker der var revet ned i hele wagriernes provins og blandt polaberne og obodriterne blev genopbygget, og der blev sendt bud til alle provinser efter præster og ordets tjenere, som skulde fylde hedningernes vankundige sjæle med troens lære. Og de troende glædede sig over den nye plantnings vækst, og landene fyldtes med kirker, og kirkerne med præster. Men også kessinerne og circipanerne og alle de folk der bor omkring Peene tog imod troens nåde. Og hvor floden Peene munder ud i havet ligger byen Demmin, dér var grænsen for Oldenborg stift.


Alle de vendiske folk der hørte til Oldenborg stift holdt fromt fast ved den kristne tro så længe Gotskalk levede. Han var i sandhed en meget gudfrygtig mand, og det sagdes at han brændte af en sådan iver for den guddommelige tro at han ofte selv prædikede i kirken for folket, fordi han ønskede at det som sagdes dunkelt af biskopper og præster skulde siges tydeligere med vendiske ord. Der har sikkert aldrig været nogen der har kæmpet så stærkt og så brændende for den kristne tro, og hvis et længere liv var blevet ham beskåret havde han drevet alle hedningerne til Kristendommen, ja han havde allerede omvendt en tredjedel af dem der før, under hans bedstefar Mistivoj, var faldet tilbage i hedenskabet.


Dengang blev der også i de enkelte byer rejst klostre, hvor hellige mænd levede på kanonisk vis, og ligeledes munke og nonner, som de kan vidne om der har set dem i Lybæk, Oldenborg, Ratzeburg, Lenzen og andre byer. Men i Magdeburg, som er obodriternes navnkundige by, siges der at have været tre forsamlinger af Guds tjenere.







21. Tollensernes Kamp

I de dage var der stor bevægelse i vendernes østlige provins, der udkæmpedes en borgerkrig. Der er fire folkeslag der kaldes lutizer eller wilzer, af hvilke kessinerne og circipanerne bor på denne side af Peene, men riadurerne og tollenserne på den anden side. Mellem dem kom det til en hård strid om styrke og magt. Riadurerne eller tollenserne vilde have forrangen, fordi deres hovedstad var så gammel, og fordi der hos dem var et overmåde berømt tempel, hvor man ser et billede af Radigast. De sagde at der tilkom dem særlig ære fordi det var dem der modtog alle de vender der kom for at få orakelsvar eller erlægge årlige ofre. Men circipanerne og kessinerne vilde ikke tjene dem, de satte sig for at kæmpe for deres frihed med våben. Opstanden tog til i styrke, indtil det kom til et slag, hvor riadurerne og tollenserne blev drevet på flugt under de hårdeste kampe. Siden blussede striden op på ny, der blev kæmpet igen og igen, og de blev slået endnu engang. Mange tusinde faldt, og circipanerne og kessinerne stod tilbage som sejrherrer, dem som nødvendigheden havde tvunget i krig.


Riadurerne og tollenserne, som kæmpede for deres ære, blev dybt beskæmmede og græmmede sig over deres nederlag og kaldte på hjælp fra danernes såre tapre konge[39] og fra sachsernes hertug Bernhard, og fra Gotskalk, obodriternes fyrste, alle med deres hære, og de bespiste denne store skare for deres egne midler i seks uger.


Så kom det igen til krig mod circipanerne og kessinerne, der ikke havde kræfter til at stå imod så mange, og mange faldt, og mange blev taget til fange. Til sidst købte de sig fred for femten tusind mark.


Fyrsterne delte pengene imellem sig. Der var ingen der talte om kristendom, ej heller gav de Gud æren, Han som dog havde givet dem sejren. Heraf ser man sachsernes umættelige begær. Blandt de folkeslag der grænser op til barbarerne er de vel de tapreste når det gælder våben og krigsduelighed, men de er også altid mere tilbøjelige til at presse endnu flere skatter ud af andre end til at vinde sjæle for Herren. Kristendommens pryd vilde ved præsternes ihærdighed være vokset hvis ikke sachsernes begærlighed havde hindret det. Men den højværdige Gotskalk skal loves og prises over alt fordi han, skønt selv opvokset blandt barbarer, gengav sit folk troens og fortrøstningens nådegave, med kærlighedens rige varme. Men sachsernes fremmeste mænd, der var kommet af kristne forfædre og opvokset i den hellige kirkes skød, har altid været ufrugtbare og tomme i gerningen for Gud.






22. Om Vendernes Oprør

På denne tid havde kirken og gudstjenesten gode kår, af Guds nåde og i kraft af den såre fromme mand Gotskalks gerning. Og da biskop Abelin var død[40], blev kirken i Oldenborg delt i tre. Det skete dog ikke efter en kejserlig beslutning, men var et påfund af den store Adalbert, ærkebiskoppen af Hamborg. Denne magtfulde mand, der havde så meget at sige i riget[41], handlede på sin ærkebiskoppelige myndighed og som apostolsk legat i alle de nordiske riger, Danmark, Norge og Sverige, takket været sit gode forhold til kejser Henrik, Konrads søn, og til pave Leo, der billigede alle hans beslutninger. Og ikke tilfreds hermed stræbte han efter patriarkatets herlighed, således at han vilde have tolv bispedømmer inden for sit ærkebispedømmes grænser. Det skulde være overflødigt at sige noget om det, for de forstandige er det jo kun dumhed og galskab. Så strømmede der mange præster og munke til hans gård, og mange biskopper, der var fordrevet fra deres hjemegn, satte sig som gæster ved hans bord. Men da han ønskede at gøre sig fri for denne byrde sendte han dem langt bort, ud til hedningerne, og anviste bestemte bispedømmer til nogle, men ubestemte til andre[42]. Af disse indsatte han Ezo, efter Abelin, i Oldenborg; og Aristo, der netop var kommet hjem fra Jerusalem, bestemte han for Ratzeborg[43], og Johannes sendte han til Meklenborg. Denne Johannes var udvandret fra Skotland, drevet af rejselyst, og var kommet til Sachsen. Ærkebiskoppen tog mildt imod ham, som han tog imod alle, og ikke længe efter sendte han ham til Gotskalk i Venden. Hos ham blev han i nogle dage, og man fortæller at mange tusinde hedninger blev døbt af ham.


Der rådede nu en fast fred i hele riget, for den såre tapre kejser Henrik havde med magtfuld hånd undertrykt ungarerne, böhmerne, venderne og alle de tilgrænsende riger. Men da han var gået hjem til de himmelske boliger[44] fulgtes han på tronen af sin søn Henrik, en dreng på otte år[45]. Og snart blev der igen uro i riget, de kampivrige fyrster regnede ikke kongen for noget, han var jo så ung, og alle rejste sig mod deres nærmeste, og meget ondt spredtes ud over jorden, plyndringer, brand og mord. Men ikke lang tid efter døde Bernhard, Sachsernes Hertug, som havde hersket i fyrre år med fasthed over vender og sachser[46]. Hans sønner Ordulf og Hermann delte arven mellem sig, men Ordulf overtog hertugdømmet og skulde styre det, selv om han ikke var så tapper som sin fader, og ikke havde hans krigslykke.


Derpå, efter faderens død, gik der knap fem år, så gjorde venderne oprør, og den første de dræbte var Gotskalk[47]. Denne mand skal mindes til alle tider, han stolede på Gud og viste fyrsterne tillid, men blev dog dræbt af de barbarer som han vilde føre til troen. Thi endnu er amorræernes ondskab ikke til ende, ej heller er tiden kommet til at forbarme sig over dem. Derfor skulde der komme forargelse for at det måtte blive åbenbart hvem der var de retskafne.


Denne anden Makkabæus måtte lide i Leontium - som med et andet navn kaldes Lenzen - den syvende juni, sammen med præsten Eppo, som blev ofret på alteret, og sammen med mange andre, såvel lægfolk som klerke, som udholdt forskellige lidelser for Kristus. Munken Ansver og andre med ham blev stenet i Ratzeburg. Deres martyrdød fandt sted den første juli[48]. Det siges at denne Ansver, da han kom til den plads hvor de skulde dø, tryglede hedningerne om at hans trosfæller, som han var bange for vilde svigte, måtte blive stenet først. Og da de havde fået martyriets krone knælede han selv med glæde, som Stefanus fordum[49].

  


Den tyske kejser Henrik 3 og hans dronning Agnes  knæler for jomfru Maria.   Ca  1030.




23. Den Hellige Biskop Johannes´ Lidelse

Den gamle biskop Johannes blev sammen med andre kristne holdt fangen i Magnopolis, det vil sige Meklenborg, og man beholdt ham for at føre ham frem i triumf. For sin bekendelse til Kristus blev han pryglet med køller, og siden ført igennem de forskellige byer i Venden og forhånet, fordi man ikke kunde bøje ham og drive ham til at fornægte Kristi navn. Hænderne og fødderne blevet hugget af og hans krop kastet ud på vejen, hovedet blev skåret af, og barbarerne satte det på en stage og ofrede det til deres gud Radegast som tegn på deres sejr. Dette skete i vendernes hovedstad Rethra den 10. november.

 

Jesus tages ned fra Korset. Fra Pisa i Italien, antagelig henimod år 1200.








24. Vendernes Første Frafald fra Troen

Danernes konges datter[50] blev nøgen, sammen med nogle andre kvinder, jaget ud af obodriternes hovedstad Meklenborg. Hende havde Gotskalk, som før sagt, været gift med, og med hende havde han fået Henrik. Med en anden kvinde fik han Budivoj. Begge var født til stor ulykke for venderne. Men da venderne havde sejret, hærgede de hele den Hamborgske provins med jern og ild, og næsten alle stormarner og holster blev dræbt eller slæbt i fangenskab. Fæstningen i Hamborg blev jævnet med jorden, og hedningerne hånede Vor Frelser ved at hugge kors i stykker.


På samme tid blev Slesvig, transalbiernes by, som med et andet navn kaldes Hedeby, fuldstændig ødelagt ved et uventet angreb af barbarerne; den ligger på grænsen til Danmarks rige og var meget rig og rummede mange mennesker. Da opfyldtes den profeti, der siger: "Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud, de har besmittet dit hellige tempel"[51] - og mere, der blev sagt og profeteret om Jerusalems undergang.


Man sagde at Blusso var skyld i dette nederlag, han var gift med Gotskalks søster, og da han vendte hjem blev han halshugget. Således, ved en almindelig sammensværgelse, skete det at alle venderne på ny faldt tilbage i hedenskabet, og de der holdt fast ved troen blev dræbt. Hertug Ordulf kæmpede forgæves i sytten år imod venderne, i den tid han overlevede sin fader, men han kunde aldrig vinde sejr, han blev overvundet så ofte af hedningerne at han blev til spot for sine egne.


Dette oprør i vendernes provins fandt sted i året 1066 efter Herrens kødvordelse, i kong Henrik den Fjerdes ottende regeringsår; og Oldenborg bispesæde stod siden ledigt i fireogfirs år.





25. Om Kruto

Efter at Gotskalk var død, denne gode og gudfrygtige mand, skulde hans søn Budivoj følge efter ham som fyrste med arvelig ret. Men de der havde slået hans fader ihjel var bange for at sønnen vilde hævne mordet på faderen, og de rejste et stærkt røre i folket og sagde, Denne mand skal ikke herske over os, det skal Grins søn Kruto[52]. For hvad nytter det os at Gotskalk er dræbt, og at vi har vundet friheden med våben i hånd, hvis han nu skal arve riget? Han vil plage os endnu mere end faderen, og støttet til sachsernes folk vil han trække vores provins endnu længere ned i ulykken. - Og straks svor de sig sammen og indsatte Kruto som fyrste, og de vilde ikke anerkende Gotskalks sønner, som herredømmet ellers tilkom med rette.


Den yngste af disse, ved navn Henrik, flygtede til danerne, for han var af dansk kongelig æt. Men den ældste, Budivoj, drog til barderne[53] og søgte hjælp hos sachsernes fyrster, som hans fader altid havde været hengiven og tro. De vilde også gengælde ham disse velgerninger og påtog sig at kæmpe for ham, og under store anstrengelser fik de indsat ham på den plads, der tilkom ham. Men Budivojs stilling var hele tiden svag, og han kunde ikke holde sin stilling, fordi han, som født af en kristen fader og ven med fyrsterne, blev regnet for en forræder af folket[54]. Thi efter den sejr,  som de vandt straks efter Gotskalks død i nordalbingernes provins, afkastede venderne trældommens åg med væbnet hånd og kæmpede standhaftigt for deres frihed og ville hellere dø end kaldes kristne igen, eller betale skat til sachsernes fyrster. Det var sachsernes ulyksalige havesyge, der havde kaldt på deres foragt. De havde ikke forstået, medens de endnu havde magten og vandt mange sejre, at Herrens er krigen, og fra Ham kommer sejren, men de undertrykte venderne, som de havde kuet med krige eller traktater, med så tunge skatter, at de blev tvunget til at modsætte sig de guddommelige love og trældommen under fyrsterne.


Ordulf, sachsernes hertug, måtte lide under dette. Forladt af Gud i al den tid han overlevede sin fader, kunne han aldrig hjemføre en sejr over venderne, så når Gotskalks sønner satte deres lid til hertugen, støttede de sig til en stav, der var svag som et siv, knækket og knust.


Efter Ordulfs død fulgte hans søn Magnus ham på fyrstetronen[55]. Han var født af en datter af danerkongen[56]. Straks i sin regerings begyndelse kæmpede han for at underkue de vendiske oprørere, og for at svække deres mod og kræfter; hertil opmuntrede Budivoj, Gotskalks søn, ham. Men de satte sig enigt til modværge og fulgte Kruto, Grins søn, som var fjendtlig stemt over for kristennavnet og fyrsternes ære. Og først drev de Budivoj ud af provinsen og plyndrede de borge hvor han havde søgt tilflugt. Og da han indså at han blev drevet i landflygtighed søgte han til hertug Magnus, som dengang opholdt sig i Lyneborg, og sagde til ham, Du ved, min fortræffelige herre, Du den største af mænd, hvordan min fader Gotskalk altid trofast inddrev skat fra vendernes provins til Guds og dine forfædres ære, og at han ikke undlod noget som hørte til Guds dyrkelse eller fyrsternes ret. Jeg vil efterligne min faders ydmyghed og give mig ind under fyrsternes befalinger, trofast og villig, jeg udsætter mig for uendelige farer, selv om jeg kun får tom ære derfor, medens I får frugterne deraf. Ingen er tvivl om hvilken løn der tilfaldt mig og min fader, da vore fjender fratog ham livet og mig mit land - og de er ikke kun vore fjender, siger jeg, men også dine. Hvis du altså vil værne om din ære og din frelse skal du bruge dine kræfter og dine våben. Vor skæbne står nu på det yderste, og vi må skynde os for at vore fjender ikke skal rykke videre frem og udpine nordalbingernes land.


Da hertugen hørte det svarede han, Jeg kan ikke komme lige nu, for jeg holdes tilbage af mange forhindringer, men jeg vil give dig barderne, stormarnerne, holsterne og ditmarskerne - deres hjælp kan du stole på, og med dem kan du modstå fjendernes angreb til sin tid. Og jeg vil selv komme senere, hvis der bliver nødvendigt. - Hertugen stod for at skulle giftes, og det forhindrede ham i øjeblikket.



Budivoj tog de tapreste af barderne med sig og krydsede Elbe og trængte frem mod wagriernes land. Og Hertugen sendte budbringere af sted der spredtes ud over hele nordalbingiernes land og opfordrede folket til at bringe hjælp til Butivoj, som blev hårdt trængt af fjenden. Men han var gået i forvejen med over sekshundrede væbnede mænd, og da han kom til Plön fandt han til sin overraskelse byen åben og tom. Da han gik derind sagde en tysk kvinde, som man fandt derinde til ham, Grib kun det som du kan tage med dine hænder, og skynd dig bort. Her har man lagt en fælde for dig, da man lod byen ligge åben og uden vagter - for når venderne hører at du er her vil de komme tilbage i morgen med en stor hær og omringe byen og belejre den. Men han brød sig ikke om hendes advarsler og blev natten over i den samme borg. Men denne by er, som man også kan se i dag, på alle sider omgivet af en såre dyb sø, og der er kun adgang over en meget lang bro.


Dagen derpå, da det blev lyst, kom der en umådelig stor skare vender og indesluttede byen som det var forudsagt om aftenen. Og der var sørget for at selv ikke den mindste båd var ladt tilbage på hele øen som de indesluttede kunde bruge til at undslippe med.


Så måtte Budivoj udholde belejringen og døje pinefuld sult. Men da dette dystre budskab nåede frem hastede holsternes og stormarernes og ditmarskernes stærkeste mænd af sted for at bringe byen undsætning. Og da de kom til floden Saale, som skiller sachserne fra venderne, sendte de en mand, som forstod vendernes sprog, i forvejen for at udspejde dem, hvad de havde for eller hvordan de forberedte erobringen af byen. Denne mand blev altså sendt af sted og kom til vendernes hær, der allerede stod ude på kamppladsen og forberedte angreb med forskellige maskiner. Han sagde da til dem; "Hvad er det I gør, I mænd, siden I belejrer denne by og mændene derinde, der er fyrsternes og sachsernes venner? Det vil bestemt ikke gå godt! Hertugen og de øvrige fyrster befaler Jer at afstå fra belejringen. Hvis I ikke gør det vil I snart få deres hævn at føle!"


Da de ængstelig spurgte hvor hertugen var, svarede han at han var i nærheden med en umådelig stor skare væbnede mænd. Vendernes fyrste Kruto trak budbringeren til side og udspurgte ham for at få sandheden at vide, helt sikkert. Men han svarede, Hvad vil I give mig hvis jeg røber det som du spørger mig om, og gør det muligt for dig at få din vilje med denne by og dem der er derinde? - Og han lovede ham tyve mark. Straks han havde bekræftet løftet herom sagde forræderen til Kruto og hans fæller, Den hertug som du frygter er endnu ikke gået over Elbe, han holdes tilbage af svære forhindringer. Det er kun stormarnerne og holsterne og ditmarskerne der er kommet, og de er ikke ret mange. Dem kan jeg let narre med et enkelt ord og få dem til at vende om og drage hjem.


Da han havde sagt det gik han over broen og sagde til Budivoj og hans fæller, Nu skal du redde dig selv og dem der er med dig, for sachserne, som du stolede på, vil ikke komme Dig til hjælp! - Hertil svarede han fortvivlet, Ak jeg ulykkelige, hvorfor svigter mine venner mig nu? Vil sachserne ikke stå dem bi der beder om hjælp og støtte i trængsler? Jeg er sandelig blevet svigtet, når jeg altid har stolet på sachserne og nu må gå til grunde i den yderste nød. - Den anden svarede, Der er kommet splid i folket, og efter nogle optøjer er de enkelte nu draget hjem, hver til sit eget. Vi må finde en anden udvej.


Der rådede nu stor forvirring, og da budbringeren vendte tilbage til sine egne og sachserne spurgte efter hvordan det forholdt sig, svarede han, Jeg kom til lejren som I sendte mig til, og Gud være lovet er der ingen fare på færde, og ingen er bange for belejrerne. Jeg så at Budivoj og dem der er hos ham er tilfredse, og der er ingen uro.


På den måde holdt han hæren hen, så den ikke kom de belejrede til undsætning.


Denne mand blev i sandhed til undergang for Budivoj og hans fæller. Thi så snart de der var belejrede havde opgivet håbet om at undslippe, bedraget af mandens svig, begyndte de at spørge fjenderne om de vilde tage imod noget til gengæld for at spare deres liv. Hertil svarede de, Vi vil ikke tage imod guld og sølv fra jer. Men hvis I beder os om at skåne Jeres liv og lemmer skal det ske, hvis I kommer ud og giver os Jeres våben. Da Budivoj hørte det sagde han til sine kampfæller, O venner, det er hård tale for os at vi skal give op og lægge våbnene. Men jeg ser jo at sulten tvinger os til overgivelse. Men hvis vi går ind på disse betinger, men uden våben hos os, udsætter vi os også for fare. Jeg har ofte erfaret hvor ustadig vendernes troskab er, og hvor usikker. Det synes mig bedst at trække tiden ud og håbe på at Gud vil sende os nogle der vil komme os til hjælp. - Men nogle af kampfællerne var uenige og sagde, Den betingelse som fjenden giver os er vel tvetydig og fuld af farer, men vi kan ikke sige nej, for der ikke er nogen anden måde at undgå faren her og nu. For hvad hjælper det at trække tiden ud, hvis der aldrig kommer nogen der vil bryde belejringen? Sulten giver os en strengere død end sværdet, og det er bedre at ende sit liv hurtigt end at pines længe.





26. Om Budivojs Død

Da Budivoj så at hans kampfæller var fast besluttet på at forlade borgen, sendte han selv bud efter sine bedste klæder og tog dem på og gik ud sammen med de andre. De gik over broen to og to og nedlagde deres våben. Og på denne måde blev de ført frem for Kruto. Da de stod der alle sammen, trængte en stærk kvinde sig frem fra lejren og råbte til Kruto og de andre, Slå dem ihjel, dem der har overgivet sig til Jer, og giv dem ikke lov til at tjene Jer, for de har krænket Jeres hustruer grusomt da de var alene med dem i byen, og udslet på den måde den skændsel der er overgået Jer! - Da Kruto og hans kampfæller hørte det sprang de straks løs på dem og huggede dem ned med deres sværd. Og Budivoj blev dræbt, og hele bardernes styrke blev dræbt ved borgen i Plön samme dag[57]. Og Kruto fik al magt, og alting lykkedes i hans hænder, og han fik herredømmet over alle Vendernes lande. Og sachsernes magt blev knust, og de tjente Kruto og betalte ham skat, hele nordalbingernes land, som er delt mellem tre folk: holster og stormarner og ditmarsker. De måtte alle tåle trældommens tunge åg så længe Kruto levede. Og landet blev fyldt med røvere der slog ihjel og tog til fange blandt Guds folk, og de opslugte sachserne med hud og hår.


I de dage var der mere end sekshundrede familier af holsternes folk, der brød op og gik over floden og rejste langt for at finde egnede bopladser, hvor de kunde være i fred for forfølgelse. Og de kom til Harzen og blev dér, de selv og deres børn og børnebørn, og dér er de blevet indtil den dag i dag.





27. Om Bygningen af Harzberg

Man kan ikke undre sig over, at der i et forvildet og fordærvet folk, i et land fyldt med rædsler og opfyldt af vældige ødemarker, sker skrækkelige ting; og i hine dage kom det også til stormende krige i hele riget. Thi rigets regering, der havde været svækket i kongens barndom, blev ikke udsat for færre farer da han var blevet voksen. Så snart han var blevet mand og ikke mere havde sin vejleder hos sig, begyndte han at forfølge sachsernes folk på det grusomste. Til sidst tog han også hertugdømmet Bayern fra Otto, fordi han var sachser, og gav det til Welf.


Efter dette byggede han en overmåde stærk borg, som han kaldte Harzberg, på Harz-skråningen, for at han kunde undertrykke hele Sachserlandet. Af den grund blev sachsernes anførere rasende, og de samlede sig omkring borgen som de rev ned til grunden fordi den var anlagt for at undertrykke dem[58]. Og sachserne blev opflammet imod kongen. Deres ledere var Wezel af Magdeburg[59], Burchard af Halberstadt[60], og Hertug Otto, Hertug Magnus, Markgreve Udo, og mange andre ædelbårne. For at nedslå deres frækhed kom Kongen i hast med en hær, sammen med schwabernes konge Rudolf og mange fyrster i Riget. Men sachserne tøvede heller ikke men drog mandig af sted i krig, og hærene stødte sammen ved floden Unstrut. Og da slaget var nær blev det aftalt mellem parterne at man skulde holde fred i to dage, for de håbede at striden kunde bilægges. Sachserne var glade for freden, de lagde straks våbnene fra sig og gav sig til at pleje deres legemer. Men hen imod den niende time på dagen så kongens spejdere at sachserne hvilede sig og var spredt ud over hele lejren og ikke anede ondt. Så hastede de tilbage og meldte kongen at sachserne gjorde sig rede til slag. Derfor samlede kongen sin hær og lod den gå over vadestedet, og den faldt over de hvilende og våbenløse mænd, og mange tusinde sachsere blev slået ihjel den dag[61].


Men medens sachserne stadig var opsat på at forsvare deres frihed kom schwabernes hertug til dem[62]. Han var en god mand der elskede freden og som vilde forsvare kongens ære og sachsernes liv, og han fik dem til at give deres fyrster i kongens magt, Wezel af Magdeburg, Burchard af Halberstadt, Hertug Otto og Hertug Magnus[63] og Markgrev Udo, på den betingelse at de ikke måtte sættes i fængsel og ikke lide nogen overlast. Men så snart sachserne gav sig i kongens magt, lokket dertil af disse tilbud, befalede han at de skulde holdes i streng forvaring, og han holdt ikke sit løfte. Og det gjorde hertug Rudolf bedrøvet at han ikke kunde holde hvad han havde lovet.







28. Om Kong Henriks Offentlige Bodsgørelse

Efter nogle få dage blev sachsernes anførere løst af deres fangenskab[64], imod kongens vilje, og de vendte tilbage til deres eget og stolede aldrig mere på kongens løfter. Og sachsernes anførere sendte en beretning herom til det apostolske sæde og klagede til den såre ærværdige pave Gregorius[65] over, at kongen som en foragter af guddommelig lov havde afskaffet enhver frihed til kanoniske valg ved udvælgelsen af biskopper, og at han indsatte de biskopper, han selv ville, og desuden at han efter nikolaiternes sædvane[66] gjorde sin hustru til en offentlig hore og gav hende til pris for andres lyster, og mange flere ting som det ikke er sømmeligt at se, og pinligt at høre. Derfor sendte paven, bevæget af nidkærhed for retfærdigheden, udsendinge af sted og kaldte kongen til at møde for det apostolske sæde. Men han vilde ikke lyde, heller ikke da han blev indkaldt både anden og tredje gang, men til sidst blev han presset af sine nærmeste, der frygtede for at man med rette ville tage hans rige fra ham, og han drog til Rom, hvor han lovede at adlyde hyrdens dom angående det, som han med rette blev anklaget for. Han gik med til, at han ikke måtte forlade Rom i et helt år og ikke måtte sætte sig på en hest, men klædt i en fattig dragt skulde han gå rundt til kirkernes tærskler og frembære en værdig angers frugt i bøn og faste. Det forsøgte kongen da også i ydmyghed at efterleve[67].


Men da kardinalerne og de, der var ved Curien så, at de mægtige skælvede af frygt for det apostolske sæde, og at de der holdt Verden oppe blev knækket, foreslog de paven, at han skulde overdrage riget til en anden mand, idet de sagde, at det var uværdigt, at en mand skulde regere, der var overbevist om åbenbare forbrydelser. Da siden paven spurgte, efter hvem der i Tyskland kunde være værdig til en sådan ophøjelse, pegede de på schwabernes hertug Rudolf, for han var en god mand, en fredens elsker og meget virksom for at værne om gudstjenesten og kirkernes vel. Til ham sendte Paven da en gylden krone, med følgende vers indskrevet derpå:

           Petra gav Roma til Petrus, og Paven rakte Dig Kronen.


Og han befalede biskopperne af Mainz og Köln og de øvrige biskopper og fyrster at støtte Rudolfs parti og vælge ham til konge. Og alle, som tog imod den herre pavens ord, valgte Rudolf til konge, og sachserne og schwaberne sluttede sig til ham. De øvrige fyrster og landene omkring Rhin anerkendte ham ikke, alle frankerne heller ikke, for de havde aflagt troskabsed til Henrik og vilde ikke bryde deres ed.


Imens blev Henrik i Rom og adlød de givne befalinger og vidste ikke at der blev lagt onde råd op imod ham.


Markgrevinde Mathilde var en magtfuld dame, der ejede slottet Canossa, hvor paven tilfældigvis opholdt sig i januar 1077. Der var på den tid en voldsom strid mellem Kejser Henrik og Pave Gregorius, men da kejseren indså, at det var en politisk nødvendighed for ham at udsone sig med paven, "gik han til Canossa", som der ofte er blevet fortalt om. På vejen bad han markgrevinde Mathilde og abbed Hugo af Cluny om at gå i forbøn for ham hos paven: Billedet viser situationen med kejseren symbolsk ydmygt anbragt nederst i billedet. Billedet er fra et håndskrift, der indeholder en levnedsskildring af Mathilde. Håndskriftet dateres til år 1114.





29.

En biskop fra Strasbourg greb nu ind, han var kongens nære ven og rejste i hast til Rom, hvor han søgte længe efter kongen. Han fandt ham medens han dvælede blandt martyrernes grave. Kongen blev glad over at han var kommet og begyndte at udspørge ham om rigets stilling, og om der herskede fred og ro hjemme. Så fortalte han ham, at der var valgt en ny fyrste, og at det var nødvendigt, at han rejste hjem til Tyskland så hurtigt som muligt for at opmuntre sine venner og undertrykke fjendernes oprørs- forsøg. Og da kongen indvendte, at han ikke kunde tage af sted uden det apostolske sædes tilladelse, svarede han:  Du skal vide at denne onde sammensværgelse er udsprunget af romersk troløshed, og hvis du vil undgå at blive taget til fange, må du rejse hemmelig ud af byen.


Så drog kongen da af sted om natten og forlod Italien, og efter at han havde sørget for en midlertidig ordning af forholdene i Lombardiet kom han til Tyskland. Og alle stæderne ved Rhin glædede sig over fyrstens uventede komme, og de var alle på hans parti. Og han samlede en stor hær for at bekæmpe Rudolf, og den såre berømmelige hertug Gotfred var hos ham, han der senere befriede Jerusalem, og dertil mange andre mægtige herrer. Og kongerne kæmpede mod hinanden, og Rudolfs parti led nederlag, og både sachser og schwaber faldt i dette slag.

Rudolf blev såret i hånden og flygtede til Merseburg, og da han var døden nær sagde han til sine nærmeste, Ser I hvor min højre hånd er såret? Med den har jeg svoret min herre Henrik, at jeg ikke vilde skade ham eller efterstræbe hans herlighed. Men pavens bud og biskoppernes bøn forledte mig til at bryde min ed og tiltage mig en ære, som ikke tilkom mig. Og hvordan det nu ender med os, så ser I at jeg har fået dette dødelige sår i den hånd, hvormed jeg brød min ed. Lad så dem, der ansporede os til dette nu se, hvad det har ført os til, for at vi ikke skal ledes til den evige fortabelses afgrund.


Da han havde sagt det, døde han, opfyldt af dyb anger.







30.

Kong Henrik, der var glad for sin vældige fremgang, indkaldte en stor forsamling af biskopper og lod dem fordømme pave Gregorius som en forræder mod riget og en forstyrrer af den kirkelige fred. Siden samlede han en stor hær og drog til Italien og besatte Rom, rigets moder, og han dræbte mange borgere dér og drev Gregorius i landflygtighed. Og da han havde bemægtiget sig byen og tvunget den til lydighed, lod han Wibert, som var biskop i Ravenna, indsætte som pave. Af ham modtog han selv velsignelsen, og af det romerske folk blev han hyldet som Caesar og Augustus. Og ordet blev til en stor snare for Israel, for den dag opstod en så stor splittelse i Guds kirke, som der ikke havde været siden de ældste tider. Og de der syntes at være mere fuldkomne, og som var støtter i Guds Hus, holdt fast ved Gregorius, men de øvrige fulgte, drevet af frygt eller lokket af kejserens gunst, Wibert, også kaldet Clemens. Og denne splittelse varede i femogtyve år. Thi da Gregorius døde, fulgte Desiderius efter ham, og siden Paschalis. De bandsatte alle kejseren sammen med hans pave, og holdt til hos kongerne af Frankrig, Sicilien og Spanien, som forsvarede det katholske parti.



Og da sachserne havde genvundet deres kræfter efter nederlaget valgte de Hermann, med tilnavnet Knoblauch, som deres konge. Men da sachsernes nye fyrste for anden gang havde vundet sejr, så man et forunderligt jærtegn, sendt af Gud: En port blev revet løs af sine hængsler og faldt ned over kongen og mange andre, og således mislykkes sachsernes oprør også denne gang. Og de vilde herefter ikke vælge en ny konge eller bære våben imod kejser Henrik, for de så at riget blev bevaret i hans hånd, idet Guds vilje billigede eller tillod det.

                   

 

 

 

 

Angrebet på  Antiokia  
juni 1098.
  (Klick!)




31. Om Munken Peters Brev

En ting, der er værd at fortælle og mindes for eftertiden, skete i Henrik den Ældres sidste dage[68]. Thi en vis Peter, en munk af spansk afstamning[69], kom til det romerske rige og prædikede over alt og opfordrede folket til at drage til Jerusalem for at befri denne by, der var besat af barbarerne. Og han fremviste et brev, som han sagde var faldet ned fra himlen, i hvilket var skrevet, at folkenes tider var kommet, og at staden skulde befries, den som blev nu trådt under fode af hedningerne.


Så drog de alle af sted til Jerusalem, alle de mægtige i de egne, alle biskopper, hertuger, statholdere, soldater og jævne folk, abbeder og munke, og de var under anførsel af den såre tapre Gotfred[70]. Og de satte deres lid til Gud og indtog Nikæa og Antiochia og mange andre byer, som var i barbarernes vold. Derfra rykkede de frem og befriede den hellige stad, idet de rev den ud af barbarernes hænder. Og derefter begyndte den guddommelige lovprisnings vækst at myldre frem på dette sted, og Gud tilbedes nu af folkene på det sted, som han fødder engang betrådte.


Erobringen af Jerusalem i år 1099. Bemærk specielt, at kunstneren lader Kristus (øverst i billedet)  løfte hænderne til  velsignelse. Billedet er fra et manuskript fra det 13. århundrede.  (klik!)






32. Kejser Henrik Afsættes

Siden døde Wibert, også kaldet Clemens[71], og kirkesplittelsen blev helet, og hele kirken vendte tilbage til Paschalis, og der blev én hjord og én hyrde. Og da Paschalis sad fast i sædet bandlyste han kejseren og bød at alle biskopper og alle der tilhørte den katholske kirke skulde holde sig fra ham. Og denne dom fik den virkning at der blev holdt en herredag, og herskerdiademet blev taget fra Henrik og givet til hans søn af samme navn. Han var da allerede udpeget af faderen til dennes efterfølger.


Så kom der udsendinge fra fyrsterne til kongen, som dengang opholdt sig på kongsgården Ingelsheim. Biskopperne af Mainz, af Köln og af Worms overrakte ham en meddelelse fra fyrsterne der sagde, Giv os kronen, ringen og purpuret tilbage, sammen med alt det andet der hører til det kejserlige udstyr, for det skal gives til din søn!


Da han spurgte om hvad der var grunden til hans afsættelse svarede de og sagde, Hvorfor spørger du om det, det ved du jo godt! Du husker nok hvordan hele kirken for din skyld led under splittelse i mange år, hvordan bispedømmer, abbedier og andre kirkeembeder blev sat til salg, og det var ikke muligt at vælge biskopper på retmæssig vis, men alting var til fals!


Hertil svarede kongen, I siger at vi har solgt gejstlige værdigheder for penge. Ja, I har jo magt til at beskylde os for den slags. Men sig mig, du biskop fra Mainz, og sværg ved den evige Guds navn at du taler sandt, hvad krævede jeg af dig, eller hvad fik jeg af dig da jeg valgte dig til sædet i Mainz? - Og du, der sidder i Köln, vi beder dig i troens navn, hvad har du givet for dit sæde som du råder over af vor velvilje?



Så indrømmede de at de ikke havde fået noget for penge eller af yndest. Og kongen sagde da, Ære være Gud, at vi er fundet trofaste i dette! Visselig er disse to værdigheder de vigtigste, og de kunde have indbragt vort skatkammer mange penge. Og hvad angår biskoppen fra Worms, som jeg har indsat - hvis hans forfremmelse skyldtes at vi viste ham upassende gunst eller tog imod nogen ting, så vilde I selv vide det! Så vis da os ærbødighed, som jeg har vist jer velgerninger. Bliv ikke som dem der har hævet hånden mod Herren og hans konge, og sat troen og sakramenternes løfter på spil! Se, jeg er gammel, af min livsvej er kun lidt tilbage, alderen og arbejdet har bøjet mig, hold ud en liden tid, og slut ikke vor ære med forvirring! Men hvis I virkelig mener at jeg skal træde tilbage, og jeres dom ligger fast, så lad os sætte en frist, og fastsætte en dag. Hvis herredagen dømmer således skal vi give vor søn kronen med egen hånd. Men vi vil høre hele herredagen udtale sig.


Men udsendingene holdt på deres og sagde at de forretninger der var dem pålagt vilde de ordne nu; og kongen forlod dem for en stund og søgte sine tro mænds råd. Og da han så at sendemændene var ledsaget af en bevæbnet skare, og at det ikke nyttede at sætte sig til modværge, iførte han sig sit kongelige skrud og satte sig på tronen og talte til dem og sagde, Den evige konges godhed har givet mig disse tegn på min kejserlige værdighed, tilligemed fyrsternes enige valg. Så bør vi også støtte os til det guddommelige værn, nu vi har hverken krigere eller våben. Thi når vi hidtil har deltaget i ydre krige har vi holdt stand og haft mænd omkring os, der kunde forsvare os, og vi led ikke tab når man angreb os, for Gud var god, og vi selv var rådsnare og viste os tapre i krig. Men dette indre oprør ventede vi ikke, og derfor var vi heller ikke på vagt.. Hvem i hele den kristne verden kunde tro at noget så skændigt skulde ske - at troskaben mod eder, der var svoret til fyrsten, blev brudt, og at sønnen blev kaldet til kamp imod faderen, og at der ikke vistes taknemmelighed for givne velgerninger, ingen ærbødighed for hæderligheden? Visselig, kejserlig majestæt vidste altid at bevare sømmelig ro også over for fjenderne, og nægtede aldrig at prøve forhandlingernes eller våbenstilstandens vej før man greb til at fordrive eller fordømme nogen, og formanede altid før man tyede til magt, indbød altid til forsoning før man fældede dom. Men her nægter man at forhandle med os, og at lytte til os, imod al retfærdighed, man dømmer os på forhånd og vil ikke høre på os. Hvem kunde have tænkt sig et sådant vanvid blandt de mest trofaste venner, og især blandt biskopperne? Vi beder Jer tænke på Herren, verdens Skaber, må han afholde Jer fra den lovløse vold som Jeres fromhed ikke afholder jer fra. Men hvis I ikke vil holde hverken Gud eller Jeres egen hæderlighed i ære, se, så er vi her, vi kan ikke hindre Jeres vold, men må udholde den magt som vi ikke kan knuse.


Så begyndte biskopperne at tøve og tænke på hvad de skulde gøre. Det er altid vanskeligt at begynde på store ting. Endelig tog biskoppen af Mainz ordet og sagde til sine fæller, Hvad er vi bange for, kære venner? Er det ikke os der skal indvie kongen og give ham hans embedsdragt? Men hvis vi har retten til at udnævne fyrster, hvorfor skulde vi så ikke have retten til at afsætte dem? Hvis vi har indsat ham lovligt, hvorfor skulde vi så ikke afsætte ham lige så lovligt? - Og de sluttede sig til hans ord og gik til angreb på kongen og rev kronen af hans hoved, trak ham siden ned fra hans purpursæde og berøvede ham alle kongelige værdighedstegn.


Kristus troner som Verdens Hersker (midterfeltet) omgivet af apostlene.
Maleri af ukendt kunstner ca. år 1200. Findes i bispepaladset i Astorga. 


Så fandt kongen sig da midt i en oprørsk skare, og han sagde til dem, Må Gud se til os og dømme om det onde I har gjort imod mig! Jeg vil selv gøre bod for min ungdoms synder, og fra Gud vil jeg modtage en tilsvarende straf, vanry og forvirring, som ingen af kongerne før mig har tålt. Men I der hæver hånden mod Jeres herre og bryder Jeres ed, I er ikke frie for synd. Må Gud, hævnens herre, se til og hævne sig på jer, siger jeg. I skal ikke få fremgang eller vokse, ej heller vil I blive æret af nogen, men jeres lod skal være som deres der forrådte Kristus Herren.


Men de stoppede ørene til og begav sig af sted og opsøgte hans søn som de overrakte tegnene på den kejserlige værdighed og bekræftede i hans magt.


Videre til      del 1            del 3   del 4   del 5   del 6   del 7    del 8

Fodnoter
[39] Svend Estridsen. Begivenhederne i dette kapitel har antagelig fundet sted i 1050-erne, og snarest i 1056-1057.

[40] Abelin var Biskop i Oldenborg i Holsten. Han døde omkring år 1050.

[41] Adalbert var medlem af den formynderregering, der trådte til efter kejser Henrik den Tredjes død, se her note 5. Ved en paladsrevolution i 1066 blev han fjernet fra magtens centrum, men var dog fortsat en indflydelsesrig ærkebiskop til sin død i 1073.

[42] Med bestemte bispedømmer menes sådanne, der allerede findes. Et ubestemt bispedømme er et, der ikke findes endnu, men den udsendte biskop skal selv bygge det op gennem sin missionsvirksomhed (man sagde også, at det ubestemte bispedømme lå "in partibus infidelium", i de vantros lande, underforstået at det var biskoppens embedspligt at føre de vantro til troen. De første bispedømmer i Danmark var i denne forstand ubestemte)
 
[43] Aristo skal have været en græker.

[44] Kejser Henrik den Tredje døde den 5. oktober 1056.

[45] Tronfølgeren, den nye konge, der hed Henrik som sin fader, var født den 11. november 1050, han var altså knap seks år gammel, da faderen døde. Han moder Agnès af Poitou ledede den formynderregering, der trådte til.

[46] Hertug Bernhard den Anden døde i 1059.

[47] Gotskalk blev dræbt i 1066, syv år efter Hertug Bernhards død.

[48] Efter andre kilder den 15. juli.

[49] Disse kristenforfølgelser fandt sted i året 1066.

[50] Svend Estridsens datter Sigrid.

[51] Citat fra det Gamle Testamente, Psalmernes Bog, Psalme 79, vers 1..

[52] Kruto, obodritisk fyrste, fødselsår ukendt, død omkring år 1090. Hans slægt hørte hjemme i Wagrien i det østlige Holsten og havde længe stået i et modsætningsforhold til det kristne Nakonide-dynasti, som Gotskalk tilhørte. Om Krutos død se kapitel 34.

[53] Barderne boede omkring byen Bardewiek, der ligger ved Elbes nedre løb, ikke langt fra Hamborg og Lybæk-

[54] Det ses af Helmolds fremstilling at det religiøse og det nationale går i ét for venderne, i det mindste på denne tid, den anden halvdel af det ellevte århundrede. Hvis man vil forsvare sin folkelige frihed og uafhængighed må man også forsvare sin fædrene tro.

[55] Det står ikke helst fast, hvornår Ordulf døde, men man anfører ofte året 1072 som hans dødsår.

[56] Magnus var ikke, som Helmold tror, søn af en dansk kongedatter.Hans moder Ulfhilde var datter af den norske kong Olav den Digre, senere kendt som Olav den Hellige.

[57] Budivojs død og kampene på samme tid menes at være indtruffet år 1075 eller måske lidt senere. De nævnes ikke af Adam af Bremen, der skrev omkring 1075, og man har hævdet, at hvis de var indtruffet inden da, vilde Adam have nævnt dem, fordi de er så betydningsfulde, og også blev set som meget betydningsfulde i samtiden.

[58] Oprørernes angreb på Harzberg og borgens nedrivning fandt sted år 1073, under den såkaldte sachser-opstand.

[59] Wezel (anden navneform Werner), ærkebiskop af Magdeburg fra 1063 til 1078.

[60] Burchard den Anden, biskop af Halberstadt fra 1059 til 1088.

[61] Dette er det navnkundige slag ved Homburg an der Unstrut, den 9. juni 1075. Nogle historikere mener dog, at det fandt sted fire dage senere, den 13. juni.

[62] Schwabernes hertug var den Rudolf, der senere, på pavens tilskyndelse, rejste sig imod Henrik for at afsætte ham og indtage hans plads.

[63] Magnus, hertug af Sachsen, fødselsår ukendt, død i 1106, søn af hertug Ordulf.

[64] Det vides dog, at nogle af de sachsiske anførere blev tilbageholdt i månedsvis.

[65] Gregorius den Syvende var pave fra 1073 til sin død 1085.

[66] Nicolaiterne var en gruppe inden for den tidlige kristne kirke. De havde ord for at leve et udsvævende liv og omtales i Bibelen, i Johannes' Åbenbaring kapitel 2, vers 6, og i samme kapitel vers 15.

[67] Denne fortælling om kejser Henriks bodsgang i Rom bringer Helmold så at sige som et alternativ til den mere kendte og farverige beretning om kejserens gang til Canossa. Det er historien om Canossa, der er den rigtige, ikke Helmolds fortælling.

[68] Henrik den Ældre er kejser Henrik den Fjerde, tysk-romersk kejser fra 1056, til han blev afsat kort før sin død i 1106 (om hans afsættelse se kapitel 32).

[69] Om Peters afstamning vides intet sikkert, men han kom fra Amiens i Frankrig. Han kaldes undertiden Peter Eremit. Drevet af hans fanatiske forkyndelse brød store uordnede skarer op og drog af sted gennem Balkan til Konstantinopel og videre til Lilleasien, hvor toget gik i opløsning, nogen tid før det egentlige, paveligt proklamerede og paveligt støttede korstog satte sig i bevægelse.

[70] Den berømte korsfarer Gotfred af Bouillon.

[71] I året 1100.