|
Videre til del 1 del 2 del 3 del 5 del 6
(Del 4)
FÆNGSELSKRØNIKEN 28 Da han kom ud igen, sagde han til Bispen: "Far sagte og lempeligt, thi den vil næppe nok lade sin egen herre stige op på sig, og slet ikke en fremmed." - Bispen svarede: "Om Du så gav mig hele Verden, turde jeg dog ikke stige op på den, eller på nogen anden hest, så svag er jeg. Gør Dit bedste og løft mig op på den." - Kokken gjorde, som han bad om, og gangeren stod stille som et lam. Siden red de ned til stranden, og Bispen kom ned i skuden en time før det blev dag, og kokken slap hestene og lod dem løbe, og trådte ned i skuden sammen med Bispen. De havde nu god bør indtil de kom næsten til Nibe Aa, mellem Helsingør og København, da fik de vinden lige i ansigtet, så de måtte søge ind under Hveen, for der var tæt tåge og hårdt vejr.  Middelalderligt skib. Efter en Dansk Johanniter-priors segl. Her gengivet efter "Danmarks Riges Historie", Bind 2, Den Senere Middelalder, s. 207. Da uvejret tog af, roede de op til Saltholmen, dér lå de en dag og to nætter i den samme tåge. Fredag morgen satte de sejl, med stor livsfare, og sejlede den dag til Kåsebjerg, dér kastede de anker og hvilede en time eller to. Siden roede de videre til Bornholm, for det var nu stille vejr. Da de fik at vide på slottet, at deres herre ærkebiskoppen var kommen , blev de alle glade. Så gik slotsfogeden ham i møde sammen med alle dem, der var der, og gav ham en ærefuld velkomst. Da de så, at han vansmægtede og var syg, sort og blå i ansigtet og på sine hænder, da blev de alle bedrøvede, thi han syntes mere død end levende, og de frygtede alle for, at han snart vilde dø. Da kongen erfarede at han var borte, sendte han bud ud til alle færger i Sjælland og lod dem besætte, og lod lede efter ham dag og nat, i skove, moser og krat, og straffede dem strengt som skulde have bevogtet ham. 7. Den følgende fastelavn kom Pavens Legat til Kongen, og havde med sig Bispen af Ribe og Bispen af Aars. Han lod straks, i nærværelse af Bispen der på stedet, forkynde Pavens vilje, og gav ham hans brev, der lød på at han skulle sende bud til Rom sammen med Ærkebispen, for at de kunne møde for retten dér om de sager, der var dem imellem. Kongen svarede, at han gerne ville være Paven hørig og lydig i disse og i andre måder, som en kristen mand burde. Derfor skrev samme Legat til Ærkebispen på Bornholm, fra Roskilde, på Sankt Peders Dag, og sendte ham Kongens lejdebrev og bød ham strengt at komme til København, til Quasi modo geniti[10]. Ærkebispen skrev tilbage, at han kunne ingenlunde komme, thi han var så afkræftet af det hårde fængsel, som han havde ligget i, i to år, og af sygdom og frost og kuld, som han havde fået der, at han kunne ikke rejse. Han bad derfor ydmygt Legaten om at undskylde ham over for Paven og Kongen og sige, at han gerne ville adlyde og komme, så snart han fik det bedre. Vorherre undte Ærkebiskoppen hans førlighed igen efter påske. Derfor rejste han af sted til København, og kom dertil fjorten dage efter påske. Legaten talte med ham en dag eller to og bad ham til sidst om at rejse til Lybæk og vente dér. 30 Der lå han længe, men Legaten kom ikke, som han havde lovet. Derfor skrev han til Legaten, som var i Ribe sammen med Kongen, at han skulle sige ham, hvad han skulle rette sig efter. - Legaten skrev til ham som svar, at Kongen ville ikke forliges med ham her i riget, men gjorde sine sendebud rede, som skulle rejse for ham til Rom om den sag. Da Bispen fik disse svar, drog han straks afsted til Brügge i Flandern, og siden videre til Paris ad den alfare vej, thi dér var Paven. Han turde ikke tage den lige vej, thi han frygtede for, at Kongens bud skulle lægge ham hindringer i vejen. Han var så fordærvet i sine ben af de svære bolte, han havde ligget i, at han ikke kunne ride. Derfor blev han nødt til at leje sig kærrer, hvor han ikke kunne få vogne.  Gurre Slot lå i middelalderen på en holm i Gurre sø. Kampestenstårnet i borgens midte udgør den ældste del af anlægget og er sandsynligvis opført i sidste halvdel af 1100-tallet. Ringmuren med de fire hjørnetårne er bygget af Valdemar Atterdag i midten af 1300-tallet. Valdemar Atterdag døde på Gurre i 1375. Borgen fungerede frem til begyndelsen af 1500-tallet, hvor den - i lighed med Søborg slot - formentlig blev ødelagt under Grevens fejde. 8. Han kom til Paven i Avignon[11] år 1296 efter Guds byrd og fortalte ham, hvor ynkeligt og hårdt han havde været fanget, uden grund, så han ville være fordærvet i lemmer og krop, så længe han levede. - Paven trøstede ham og sagde til sine Kardinaler og andre Bisper og Prælater, som da var hos ham, at der var mange hellige mænd i Himmerig som ikke var pint halvt så meget for Guds skyld som ham. Han bad ham siden følge med sig til Rom, thi han stod for at rejse dertil. Da han havde været der nogen tid, kom Kongens Kansler dertil. Han var doktor i den Hellige Skrift, promoveret i Paris, og hed doktor Morten Mogensøn. Han skulle være Kongens prokurator mod Ærkebispen. Da de alle stod for Pavens domstol, klagede Ærkebispen over, at Kongen havde fængslet ham uden grund, og fordærvet hans krop og lemmer med jern og bolte, så han aldrig ville blive rask igen. Ligeledes at han havde taget og røvet alt, hvad han havde af jordisk gods, da han var fangen, og også alt Provstens gods. Ligeledes at hans broder, Hertug Christoffer, var brudt ind i Sakristiet i Lund og havde taget Kirkens breve og privilegier og Kirkens skat og skatkammer; og at Kongen med vold og magt havde taget al den rente, som Lundesædet skulle have i tre år. Ligeledes at han havde pågrebet Herr Aage og sat ham i fængsel, fordi han bragte et brev til Ærkebispen i Sverige fra ham. Ligeledes, at da Kong Erik selv for til Lund og gik ind i Domkirken, og ikke straks kunne komme ind i koret, da havde han sat stiger op og 32 ladet nogle krybe ind ad vinduet, ind i Sakristiet, og nogle over muren ind i koret, hvor de havde brudt døren op. Siden filede han låsen selv med sin egen kniv, som var gjort på ryggen som en fil, og han tog Kapitlets breve og privilegier, så mange som han ville, fra Kirkens Skatkammer. - En kannik som hed Herr Christian sagde til Kongen, at det måtte han ikke gøre. Ham greb han straks i halsen og slog ham til jorden og rev hans kjortel itu fra hals til fod. - Ligeledes havde han ladet alle kannikerne hente til Kapitlets hus, og havde holdt dem tilbage der hele natten, med magt, og havde nødet dem til at skrive og besegle med deres egne og Kapitlets segl alle de artikler og breve, som han begærede af dem. Imens sad hans folk og svende, nogle inde hos ham, nogle uden for døren og nogle i koret og satte den ene tønde øl efter den anden frem, og drak og frådsede hele natten, som om de var på kro. Om morgenen hentede han kæder og bolte og lænker, og han truede alle kanniker og præster dermed og sagde, at den, som ikke ville læse messe skulde lægges i dem og føres bort. Således blev de tvunget til at sige messe, selvom en budbringer fra Pave Celestin havde bragt et bandsbrev til Riget et år tidligere, og havde lyst det i band - et bud som Kong Erik straks lod myrde i hemmelighed, så ingen vidste hvad der blev af ham. Og han tog fra Herr Hans Rodis, kannik i København, alt det han havde, fordi han hjalp ham ud af fængslet. - Ligeledes havde han taget noget fra Mester Peder, kannik i Lund, fordi han var rejst til Ærkebispen i Rom. Ligeledes havde han frataget sin embedsmand fire hundrede lødige mark af hans rente.  Kong Erik Menved blev begravet i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, ved siden af Dronning Ingeborg. Over deres grav lagdes en pragtfuld messingplade, sandt kongeligt udsmykket, og stor - næsten tre meter i længden. 33 Ligeledes havde han lagt beslag på al Kirkens tiende, imod Guds lov og skel, og havde grebet Herr Henrik Blomme, kannik i Lund, og taget alt det fra ham, han ejede. Disse sager, og mange andre, regnede han op, dem som han kunne bevise, og som alle her i landet kendte til. - Doctor Morten, Kongens Kansler, svarede og undskyldte Kongen så godt han kunne; men det hjalp ham ikke, thi Legaten og flere andre af Pavens klerke, som havde været her i landet, havde før hørt, at således var det i sandhed. Siden dømte Paven således i sagen, at Kong Erik skulle give Ærkebispen halvtredsindstyve lødige mark[12]. Og Legaten rejste straks hertil sammen med Kongens Kansler og løste landet af band. Og således blev Isarn, Pavens Legat, selv Ærkebiskop i Lund, og Herr Jens Grand blev Ærkebiskop i Bremen, og blev der, så længe han levede. Isarn levede kun et år efter at han blev Ærkebisp[13]. Han blev begravet nede i krypten, under koret i Lunds Domkirke, i den søndre side. 34 Kong Erik forbedrede siden Sjællandsfar-loven[14] med nogle retterbøder. Han gjorde sin søn Valdemar til hertug i Jylland; men selvom han havde mange børn, var der ingen af dem, der overlevede ham. Da han havde været Konge i fireogtredive år, døde han i god stand og ære. Han blev begravet i Ringsted år 1319, på Sankt Birgittes Dag.  Sidste side af Fængselskrøniken 37
|