Elvte kapitel

Vidner til vor fortælling om Vinland.

Thorfinn Karlsefni rejste fra Vinland, Grønland og Norge hjem til fædrelandet og købte sig en gård, Glombe, i Nord-Island, i Skagafjord syssel. Da han døde, fulgte hans søn Snorre efter ham, den søn som hans hustru havde født ham i Vinland.


Snorre byggede en kirke ved Glombe; hans efterkommere skal nævnes her.

Nec praeterea quod de Grønlandia scribam reperio, nisi quod ad annum usque Christi 1461 constet navigationem Grønlandicam non intercidisse, quo anno, ut supra meminimus, Andreas Grønlandiae Episcopus in Islandia fuit. Illud autem valde miri mirum et prodigio simile, quinam potuerit gens ista et terra Grønlandica Regno Norvegiae, ae proinde Daniae, ad cujus Reges Norvegiae Imperium jam tum devolutum erat, subjecta ae tributaria tam subito et intra vix centum annorum spatium exolescere? Quicquid autem est, amissam certe et exoletam constat.

Jeg finder ikke andet, jeg kan skrive om Grønland, uden at det står fast, at sejladsen på Grønland ikke ophørte før år 1461. Det var det år, som jeg før sagde, at Andreas, Grønlands biskop, var i Island. Men det synes mig meget forunderligt og som et jærtegn, at dette folk, og Grønland selv, der engang var undergivet og skatskyldig! til Norge, og siden til Danmark, da norgesvældet tilfaldt de danske konger, kunne forsvinde så pludseligt og på mindre end hundrede år. Hvordan det end er sket, så står det fast, at det er blevet borte for os.

Ceterum, O miserum gentis Grønlandicae fatum, non solum ab imperio Daniae et Norvegiae, sed etiam a veri Dei Religione, quantum suspicamur, abalienatae! Et O illum fausto felicique sidere natum Principem, Daniae Regem, qui perditam illam et exoletam terram non solum Imperio Danico, sed Deo Ipsi recuperavit reliquoque Septentrionis Ecclesiae corpori associarit. Quam spem, quod votum faxit Deus Optimus Maximus optatos aliquando eventus consequatur.

I øvrigt - hvilken ulykkelig skæbne for det grønlandske folk, der nu ikke alene er blevet fremmed for det danske og det norske rige, men også fremmed for dyrkelsen af den sande Gud, hvad vi må antage. Og hvilken lykkelig stjerne ville ikke lyse over den danske konge, der igen vandt sig 
dette tabte land, ikke kun for det danske rige, men for Gud selv, og forbandt det med den nordiske kirkes øvrige legeme. Måtte dette håb engang opfyldes - det give Gud den Almægtige!




Kommentar til 11. kapitel.

Kapitlets væsentligste indhold er en stamtavle for Thorfinn Karlsefhis efterslægt. Den afviger på flere punkter fra andre skrifter, men da disse genealogiske data er yderst usikre, og nogle måske er frit opfundet, giver det ikke mening at sige, at det ene er rigtigt og det andet forkert. Kun hvor 
biskopper omtales, er der støtte i andre skrifter, de omtales i norske retsgyldige dokumenter, såkaldte diplomer, en type af kildeskrifter, som er så vigtig i Middelalderens historie. Man bemærker dog en selvmodsigelse, idet Arngrimur kalder Thorfinn Karlsefhis hustru, snart Gudrid (i 10. kapitel), snart Sigrid (i 11. kapitel). Der kan næppe være tale om to forskellige hustruer, men at Sigrid må være en fejlskrivning for Gudrid ses, når andre tekster tages i betragtning.

Kapitlets og hele værkets slutning henvender sig til kongen i det dansk-norske dobbelt-monarki, arvtageren til det middelalderlige norske rige. Kongen opfordres til at sende opdagelsesrejsende og missionærer til Grønland - en opfordring som Kronen, trægt og sent, først efterkom mere 
end hundrede år efter, da Hans Egede blev sendt til Grønland. Hans Egede havde håbet at finde nordboernes efterkommere, det gjorte han som bekendt ikke, men hans egen ankomst blev begyndelsen til en fornyet nordisk kolonisering i det store land mod nord, en kolonisering, der nu ikke mere blev båret af nordmænd eller islændinge, men af danskere.

 * * * * * *